KOMMENTAR. De har et umage makkerpar i centrum. De er korte. De er sjove. Og de føles som et tiltrængt skud af forår fra det mammuttræ af overvintret mytologisk epos, de er sprunget ud af.
Årets to foreløbigt mest kærkomne serieoverraskelser er ’Wonder Man’ og ’A Knight of the Seven Kingdoms’.
Den første handler om en aspirerende, overtænkende skuespiller (Yahya Abdul-Mateen II), der kæmper for sit gennembrud i Hollywood og bliver ven med en ældre, falleret kollega (Ben Kingsley). Nå ja, og så har han superkræfter.
Den anden handler om en to meter høj klippe af en ellers gennemsnitlig væbner (Peter Claffey), der skal bevise sit værd som ridder med uventet hjælp fra en livsklog skaldet dreng (Dexter Sol Ansell). Nå ja, og så bor han i Westeros.
’Wonder Man’ er nemlig Marvel-serie nummer 117, mens ’A Knight of Seven Kingdoms’ er HBO’s anden spinoffserie efter ’Game of Thrones’ afslutning i 2019.
Og begge giver de kunstigt åndedræt til franchises i ellers akut kvælningsfare.
Fra højtidelighed til humor
Marvel-trætheden har som bekendt sænket sig over selv de mest dedikerede superheltefans efter ’Avengers: Endgame’, også fra 2019.
Og selvom der har været inspirerede serieforsøg som ’WandaVision’ og ’Loki’ siden, er kvalmegrænsen over multiverser og galaksetruende omstændigheder forlængst nået i en grad, at selv Disney-toppen har erkendt, at det er tid til at skrue ned.
I det lys er ’Game of Thrones’ stadig en vårhare i IP-skoven. Men de sidste to skuffende sæsoner af moderserien samt efterfølgeren ’House of the Dragon’ har alligevel givet indtryk af et George R.R. Martin-univers med samme kurs som Novo-aktien. Trods indledende begejstring gik man støt og roligt kold i den første drage-spinoffs selvhøjtidelige samtaler, tålmodighedskrævende tempo og mangel på forløsning.
Anderledes humor og lethed er der at finde i ’A Knight of the Seven Kingdoms’. Duncan the Tall er en befriende anderledes hovedkarakter, en average Joe, der velmenende prøver at finde sin vej i en verden af lige dele ære og nederdrægtighed.
Hans lille væbner, Egg, er totalt uimodståelig, en lille knægt præget af både store drømme og et underliggende vemod, og med seks afsnit á cirka 35 minutter er seriens verden herligt overskuelig holdt op mod det verdenskort af alliancer og fjendskaber, som vi har forbundet Westeros-universet med indtil nu.
Nogenlunde samme spilletid – otte afsnit á cirka en halv time – udspiller ’Wonder Man’ sig over, og det er også her en ulig bromance, der driver værket. Forholdet mellem den dedikerede, men umulige Simon og den erfarne, men moralsk korrumperede Trevor er ekstremt seværdigt, og i de første afsnit udspiller serien sig mere som en værdig lillebror af filmkærlighed og -kynisme til Hollywood-serien ’The Studio’ end som en nær slægtning til Iron Man og Black Panther.
Diarré og dongs
Begge serier tager behørige chancer.
Som når ’A Knight of the Seven Kingdoms’ i første afsnit viser en byge af diarré sprøjte ud af vor ærværdige helts røvhul og åbner anden episode på den største dong på skærmen uden for Pornhub siden ’Boogie Nights’. Eller når ’Wonder Man’ dedikerer et helt afsnit til i sort-hvid at udfolde historien om en sympatisk dørmands rejse ind i berømmelsens futilitet, efter han opdager, at hans superkræft er at være en … dør.
For ja, selvom ’A Knight of the Seven Kingdoms’ og ’Wonder Man’ i lange stræk forsager deres faderlige ophav, arbejder de sig langsomt og elegant ind i deres respektive mytologier. Med et glimrende twist i slutningen af tredje afsnit kobler HBO-serien sig op til en af ’Game of Thrones’-verdenens mest berømte familier, mens hovedpersonen Simons kræfter – og myndighedernes jagt på selv samme – fylder mere og mere, som Marvel-serien skrider frem.
Aldrig glemmer fortællingerne dog, at deres hjerte er buddies and banter og måden, de udskærer små hjørner af epossernes altomfavnende forgreninger.
HBO-chef Casey Bloys mindede i et interview med branchemediet Deadline forleden kritikere om, at udgravningen af ’Game of Thrones’-minen slet ikke er på Marvel-niveau med fire serier om året. »Nogle gange forveksler folk spekulationer om udvikling (af nye serier, red.) med serier, der rent faktisk bliver produceret«, sagde han.
Men sjovt nok har han og Marvel-boss Kevin Feige altså tyet til samme opskrift for at puste liv i deres truede succesbrands. ’A Knight of the Seven Wonder Men’ gør det store småt – og dermed også mere menneskeligt, mere jordnært, mere fordøjeligt og fornøjeligt igen.
Mon ikke man har skævet lidt til, hvad ’Star Wars’ gjorde med deres succesfulde buddy-serie, ’The Mandalorian’. Og mon ikke andre globale brands vil kigge dem alle tre over skulderen i fremtiden.
Når Netflix skal suge saften ud af ’Stranger Things’ efter en afslutning på hovedserien, der netop fortabte sig i forvirret og forvirrende teori og mytologi, er en tilbagevenden mod det nære en oplagt vej at gå.
For klodens største franchises synes den bedste devise i hvert fald lige nu at være:
Go small or go home.