Få filmnationer har samme internationale momentum lige nu som Brasilien.
En tydelig målestok er de seneste to års Oscar-felter, hvor Hollywood har hyldet brasiliansk filmkunst i et hidtil uvant omfang.
Sidste år vandt Walter Salles’ ’I’m Still Here’ landets første Oscar-statuette nogensinde i kategorien Bedste internationale film. Filmen var ligeledes med i kampen om Bedste film og Bedste kvindelige hovedrolle for Fernanda Torres’ præstation, som hun inden da havde vundet en Golden Globe for.
Nu forsøger biografaktuelle ’The Secret Agent’ af Kleber Mendonça Filho at gentage bedriften efter at have gået sin sejrsgang på sidste års Cannes-festival med to hovedpriser. Filmen har modtaget fire Oscar-nomineringer, herunder hæder til hovedrolleindehaver Wagner Moura, som allerede har gjort Torres kunsten efter til Golden Globes.
Det er ikke ligefrem, fordi 69-årige Salles og 57-årige Filho er to nye, revolutionerende navne på filmscenen. ’I’m Still Here’ og ’The Secret Agent’ er i høj grad kulminationer på flere års vedholdenhed og kunstnerisk integritet – ikke ulig Joachim Triers store succes med ’Sentimental Value’.
Men deres Oscar-hype markerer måske alligevel en form for nybrud eller genfødsel for brasilianske film, der med lokale fortællinger vækker genklang i international kontekst.
Politisk filmkunst
Det er længe siden, Brasilien som filmland har været lige så synlige på den globale scene som nu. Vi skal tilbage omkring årtusindeskiftet, hvor ’Central Station’ (1998) af førnævnte Walter Salles samt ikke mindst Fernando Meirelles’ slum-epos ’City of God’ gav global genlyd med Oscar-nomineringer og biografsucces.
På sin vis peger ’I’m Still Here’ og ’The Secret Agent’ faktisk også tilbage til en anden gylden æra i brasiliansk filmhistorie.
Inspireret af Den franske nybølge og italiensk neorealisme fik Brasilien tilbage i 1960’erne sin egen filmiske arthouse-bevægelse kaldet Cinema Novo. Nybølgens unge filmskabere, hvoraf Glauber Rocha er den mest kendte, var optaget af social og politisk kritik i en rå og håndholdt indpakning.
Æstetikken kan man ikke ligefrem sammenligne med de lækre billedsider i Walter Salles og Kleber Mendonça Filhos to nye film. Men de systemkritiske, antiautoritære budskaber har de til fælles.
Begge instruktører retter kritik mod det mangeårige militærdiktatur, som Brasilien var underlagt i perioden 1964 til 1985. Den politiske modstand, som Cinema Novo formulerede direkte og allegorisk i samtiden, gentager nutidens filmskabere i retrospekt. For både ’I’m Still Here’ og ’The Secret Agent’ fungerer som en slags filmiske mindesmærker over styrets mange ofre – både de døde og de overlevende.
Førstnævnte er en realismebetonet dramatisering af den virkelige Paiva-families historie, hvor modstandsmand og tidligere kongresmedlem Rubens Paiva blev bortført af militærets embedsmænd i 1971 og aldrig kom tilbage igen. ’The Secret Agent’ er en genreeksperimenterende paranoiathriller om styrets korruption, overvågning og likvidering af (fiktive) politiske modstandere i 1977.
Begge film afrundes med epiloger, hvor karakterer ser tilbage på den traumatiske tid i undertrykkelse. For de to periodedramaer taler også ind i nutidens politiske landskab.
Ligesom i USA vokser polariseringen mellem venstre- og højrefløjen. Sidstnævnte har med den tidligere præsident Jair Bolsonaro i spidsen set tilbage på diktaturtiden med romantiserende og nostalgiske blikke. Den tendens modarbejder filmskaberne ved at skildre det brutale styres uhyrligheder og de menneskelige konsekvenser, der stadig sidder som et traume i befolkningen.
Rammer Oscar-akademiets smag
Nok er ’I’m Still Here’ og ’The Secret Agent’ tæt knyttede til brasiliansk historie og kollektiv erindring. Men de er også store humanistiske dramaer, som tydeligvis rammer universelt i publikum verden over.
Også i Oscar-akademiet, som har en forkærlighed for stærke menneskelige filmdramaer med systemkritisk tyngde, ikke mindst i kategorien Bedste internationale film. Se bare på årets felt, hvor også Kaouther Ben Hanias ’Hind Rajabs stemme’ og Jafar Panahis ’It Was Just an Accident’ dyster om statuetten.
Det er værd at bemærke, at begge brasilianske film er blevet repræsenteret i flere Oscar-kategorier, mest opsigtsvækkende for skuespillet. At Akademiet de seneste år er blevet mere åben for ikke-engelsksproget filmkunst på tværs af kategorier, blev slået fast med ’Parasite’s Bedste film-sejr i 2019. Det er et resultat af, at man det forgangne årti har rekrutteret flere internationale medlemmer, der har et tilsvarende internationalt udsyn i branchen.
Som Soundvenues Oscar-ekspert Mads Kjær Larsen pointerede det inden offentliggørelsen af årets nomineringer, bliver der i awards-kredse talt om, at der skulle eksistere en særligt stærk brasiliansk og latinamerikansk koalition i Oscar-akademiet og Golden Globe-komitéen, som har givet de brasilianske film et ekstra boost af stemmer.
Man skal ikke undervurdere effekten af de famøse Oscar-kampagner og intern lobbyisme. At der skulle være et overdrevent brasilianske overtag i Akademiet, begynder dog at lugte en kende af spekulationer.
’I’m Still here’ og ’The Secret Agent’ var i hvert fald næppe kommet så langt, hvis ikke værkerne havde stor gennemslagskraft i sig selv.
En langefinger til Bolsonaro
Man skulle måske tro, at den brasilianske filmbranche sprudler midt i disse års Oscar-medvind. Men sådan står det faktisk ikke til.
IndieWire beskrev i november, hvordan der lige nu hersker svære kår for at stable filmproduktioner på benene i Brasilien. For den nationale filmindustri kæmper med et tungt og langsomt bureaukrati, som betyder, at det kan tage årevis at få udbetalt finansiel støtte fra statens filminstitut. Mange projekter fanges derfor i omkostningstunge limbotilstande, og det ujævne økosystem skræmmer investorer væk.
Brasiliens filmindustri har alle dage været en ustabil størrelse, der bevæger sig frem og tilbage i bølger af op- og nedture. Processen er ikke blevet mindre gnidningsfri efter den voldsomme nedprioritering af branchen, som de to forudgående statsledere, Michel Temer og Jair Bolsonaro, har stået for. Temer fratog Kulturministeriet anatomi og budget, Bolsonaro afskaffede det helt.
I dag er arbejderikonet Lula da Silva tilbage som landets præsident, kulturministeriet er genåbnet, og Bolsonaro sidder i fængsel for forsøg på statskup ved sit valgnederlag i 2022.
Begge film fungerer som en langefinger til Bolsonaro, der forsøgte at få den kritiske filmbranche ned med nakken. Både Filho og Moura var tidligt udtalte kritikere af Bolsonaros styre, og Salles har over for mediet UOL kaldt ’I’m Still Here’ »et produkt af demokratiets tilbagevenden i Brasilien«.
Højrefløjsaktivister forsøgte at boykotte ’I’m Still Here’ ved den nationale premieren i 2024, men uden held. Filmen blev i stedet den bedst sælgende brasilianske film på det hjemlige marked siden coronapandemien. Også ’The Secret Agent’ har solgt godt i de nationale biografer, hvor Hollywood-film ellers dominerer. Og en vis gul t-shirt for en karnevalsgruppe, som Wagner Moura er iført i filmen, er blevet et decideret fænomen som et progressivt modsvar til højrefløjens brug af landsholdstrøjer.
Forhåbentlig kan den internationale begejstring vække større investeringsvilje i branchen. Og skabe endnu mere opmærksomhed omkring de andre spændende nye film, der kommer ud af Brasilien på trods af svære forhold.
Jeg lægger her for med en håndfuld anbefalelsesværdige titler fra de seneste år, som viser bredden i brasiliansk filmkunst fra både erfarne og yngre stemmer:
1. ‘På kanten af demokratiet’ + ‘Apokalypse i troperne’
Som udenforstående kan det brasilianske samfund, historien og den politiske virkelighed være komplekse størrelser. Lykkeligvis kommer Petra Costas to fremragende dokumentarfilm os til undsætning med både personlige og uhyggelige indblik i landets politiske krise.
’På kanten af demokratiet’, som blev Oscar-nomineret i 2020, gør status over Brasiliens politiske tilstand i 2010’erne, efter korruption og polarisering over tid har udhulet demokratiet. Costa fletter samfundsvinklen sammen med sin egen familiehistorie og sine venstreorienterede forældres aktivistiske frihedskamp under militærdiktaturet.
Hun fortsætter den overbevisende politiske analyse i ’Apokalypse i troperne’, som stiller skarpt på de kristne evangelisters hastige, sektlignende vækst i det brasilianske samfund og store magt i det politiske spil.
Som titlen indikerer, er det ikke ligefrem en optimismevækkende tendens.
Kan ses på Netflix.
2. ’Søstrene Gusmãos usynlige liv’
60-årige Karim Aïnouz, et tilbagevendende navn på europæiske filmfestivaler, præsterede i 2019 at vinde Un Certain Regard-hovedprisen i Cannes for sit historiske drama ’Søstrene Gusmãos usynlige liv’, der egentlig har en del til fælles med ’I’m Still Here’, selvom handlingen foregår i 1950’erne, før diktaturet.
Filmen følger to tætte søstre, der adskilles tidligt i voksenlivet, da den ene løber hjemmefra med en græsk kæreste og derfra ikke kan vende hjem igen. Begge kvinder lægger under for patriarkalske strukturer og mændene i deres liv, særligt deres ignorante far, som i forsøget på at opretholde familiens ære ødelægger selvsamme familie.
Med sanselige, farvemættede billeder og store følelser udfolder filmen en lige dele intim og episk fortælling, der afrundes med et nutidsspor, hvor Fernanda Montenegro, akkurat som i ’I’m Still Here’, legemliggør en hovedperson i alderdommen.
Kan ses på Filmstriben.
3. ’Pictures of Ghosts’
Kleber Mendonça Filho fik idéen til ’The Secret Agent’, mens han arbejdede på dokumentarfilmen ’Pictures of Ghosts’. Det ses tydeligt i paranoiathrillerens scener i og omkring biografen São Luiz i instruktørens hjemby, Recife.
For i den personlige, nostalgiske og politiske essayfilm mindes han de mange biografer, der prydede bymidten og formede hans kærlighed til film i barndommen, men som siden er blevet en uddøende race.
Instruktørens baggrund som kritiker er tydelig i den melankolske, men engagerende strøm af personlige erindringer, filmhistorie og samfundskritik.
’Pictures of Ghosts’ er en slags arkæologisk-filmisk udgravning af de tidligere biografer, som nu bruges til andre ting eller står tomme, og den særlige kultur, som er gået tabt i moderniteten.
Kan ses på Criterion Channel.
4. ’Power Alley’
Lillah Hallas debutfilm ’Power Alley’ starter som et livligt portræt af et queer volleyballhold og deres talentfulde spiller Sofia, som får mulighed for at tage et stort skridt i sin karriere. Det socialrealistiske drama tager dog en systemkritisk drejning, da hovedpersonen opdager, at hun er blevet gravid efter et ubekymret one night stand.
For abort er ulovligt i Brasilien, og emnet er kontroversielt og tabuiseret i offentligheden. Nu står Sofia over for en bureaukratisk og social kamp for at komme af med den uønskede graviditet, inden den smadrer hendes fremtidsdrøm.
’Power Alley’ føles til tider som en paranoiathriller, da en ansat fra en lægeklinik stalker og truer Sofia for at få hende på andre tanker. Men alt er ikke ubehageligt, for trods omverdens modstand hersker der stor solidaritet på volleyballholdet. Medspillerne er klar til at gribe Sofia, når samfundet ikke er det.
Kan ses på Filmstriben.
5. ’Divine Love’
42-årige Gabriel Mascaro har været aktiv i snart 20 år og brød for alvor igennem internationalt, da han efter et årti sprang fra dokumentarisme til fiktionsfilm. Satirisk og sensuelt leger han med Brasiliens kulturelle idealer og ikoner. Typisk handler det om at slippe ud af samfundets begrænsninger.
Senest modtog han prishæder på sidste års Berlinale for ageism-dystopien ’The Blue Trail’. Mens vi venter på at få den i danske biografer (premiere 11. juni), kan man se en anden særegen sci-fi-film fra hans hånd, ’Divine Love’.
Den både bløde og dristige nærfremtidsfortælling følger en kvinde, som i årevis har forsøgt at få et barn med sin mand uden held. Hun beder om Guds hjælp til at få drømmen til at gå i opfyldelse. For hun er stærkt troende og en del af en kultagtig religion, der orkestrerer orgieritualer, som åbenbart skal styrke deltagernes ægteskabelige bånd.
Den neonfarvede film er fuld af omsorg for sine karakterer, men har samtidig et satirisk bid i portrættet af et evangelistisk trossamfund, som tilbyder drive in-samtaler med en præst og ordinerer tårer fra bastardbørn som mirakelmiddel til barnløse ægtepar.
Kan ses på Filmstriben.