Björks musikvideo til ‘The Gate’ er en kosmisk kærlighedsdrøm

Førstesinglen ‘The Gate’ fra Björks kommende album udkom i fredags, og nu har sangerinden udgivet en flot video til nummeret.

I 2015 udgav Björk ‘Vulnicura‘-albummet om forlist kærlighed, men på det kommende album ser hun langt mere lyst på fremtiden. Björk har tidligere omtalt det som sit ‘Tinder-album’ og fortalt, at det handler om at genopdage kærlighed.

I de visuelle udspil fra ‘Vulnicura’ var Björk ofte afbilledet med et massivt sår i sit bryst, men det lader nu til at være helet. I videoen til ‘The Gate’ strømmer der nu lys og farver fra hendes bryst, og videoen er et virvar at kosmiske former og farver.

Andrew Huang, som står bag videoen, fortæller i en pressemeddelelse: »’The Gate’ starter, hvor ‘Vulnicura’ sluttede. Det er det første glimt ind i Björks utopi. Åbningen ligger i såret fra ‘Vulnicura’, som nu er forvandlet til en prisme-lignende portal mellem to elskende. Ikke elskende i en traditionel romantisk forstand, men på en bredere kosmologisk måde«.

Björk har fortalt i et interview med Nowness, at hendes kommende album på nuværende tidspunkt går under navnet ‘Utopia’, og at det udkommer i november.