Den nye Taylor Swift lyder mest af alt forvirret på ‘Reputation’

Den nye Taylor Swift lyder mest af alt forvirret på ‘Reputation’
Taylor Swift.
Den nye Taylor Swift lyder mest af alt forvirret på ‘Reputation’ - Reputation
3 6
Taylor Swift
'Reputation'

Album, Universal

Hvordan adskiller man popstjernen og musikken fra det offentlige image? Især i et tilfælde som Taylor Swift, der har brugt det meste af sin karriere på at male et billede af sig selv som den flinke girl next door, der nu pludselig gerne vil være lidt slem og glædeligt spiller på, at hendes ry er blevet destrueret i medierne?

Da Swift i september udgav førstesinglen ’Look What You Made Me Do’ var det lidt af et comeback efter popstjernens medie-detox og en tre år lang albumpause, og singlen var et åbenlyst diss track mod Kanye West, Kim Kardashian og sangerindens fjender generelt. Swift genopstod som en slags hævnsyg, læderklædt tegneserieskurk i direkte forlængelse af ’Bad Blood’-videoen – om end en lidt mindre overbevisende én af slagsen denne gang.

Der var med andre ord lagt godt med brænde i ovnen til, at ’Reputation’ ville være én lang spiddende kommentar til Swifts haters og et indblik i, hvor afsindigt anstrengende, det (også) må være at være popstjerne i 2017, hvor alle følger din mindste gøren og laden i detaljen – lige fra hvem du dater til hvad du siger i tilsyneladende private telefonsamtaler – og hvor man bliver kaldt en slange eller alt-right-sympatisør, hvis man træder det mindste ved siden af.

Troede man, at albummet ville følge i sporene på førstesinglen, bliver man overrasket, men på en mærkelig facon også skuffet. For på trods af, at ’Look What You Made Me Do’ ikke for alvor var overbevisende i sin slem pige-attitude, var det trods alt noget nyt at få en manisk hævntørstig og småskør side at se af den før så flinke pige. Med en albumtitel som ’Reputation’ og de mange hentydninger til hendes dårlige ry og rygte op til udgivelsen havde det været oplagt at gå planken fuldt ud og i stedet have det sjovt med at være den bitch, folk gerne vil have Swift til at være.

Men ak. Den nye Taylor, som står tilbage efter ’the old Taylor’ blev lagt i graven på førstesinglen, er i stedet en genre- og identitetsforvirret karakter, som på ’Reputation’ kaster sig ud i en nærmest skizofren eksperimenteren med musikalske trends, der både føles malplaceret, uddateret og småkalkuleret på samme tid.

Det starter ellers småteatralsk på de første par numre – ’…Ready For It?’, ’End Game’ og ’I Did Something Bad’ – hvor Swift kridter linjerne op, smider fløjlshandskerne og erklærer sig klar til kamp. ’I Did Something Bad’ er et hævnlystent opråb til en person, der har trådt Swift over tæerne i offentligheden – måske, måske ikke Kanye? (»But if he drops my name, then I owe him nothin’ / and if he spends my change, then he had it comin’«) – mens hun på ’End Game’ ligeledes refererer til sine mange offentlige fejder med linjer som »I swear I don’t love the drama, it loves me«.

Problemet opstår, når Swift ikke kan beslutte sig for, om hun er en sej skurk, eller om hun gerne vil have, vi skal have lidt ondt af hende.

I stil med ’Look What You Made Me Do’ bliver den anstrengt kække ’This Is Why We Can’t Have Nice Things’ et næsten pinligt barnligt kiss off til Kim og Kanye, hvor Swift svælger i, hvor stukket i ryggen hun føler sig over sine falske ’venner’ over et beat, der mest af alt føles som en billig kopi af Lordes ’Royals’ inklusiv fingerknips og et naivt omkvæd: »There I was, giving you a second chance / but then you stabbed in the back while shaking my hand / and therein lies the issue / friends don’t try to trick you / get you on the phone and mind-twist you«.

Hvis Swift synger om, at »forgiveness is a nice thing to do«, og at hun er blevet »harder and smarter«, burde hun så for fanden ikke selv komme videre i teksten?

Tematisk følger resten af albummet ikke rigtig trop i det hævntørstige spor. I stedet udforsker Swift, hvad der sker, når man forlader spotlightet og lægger de sociale medier på hylden til fordel for at leve sit liv lidt mere som en normal 27-årig, hvis kærlighedsliv ikke behøver at udfolde sig for fuldt skue i medierne.

De fleste tekster kredser om en spirende romance, hvor Swift viser lidt af sin usikkerhed (»My reputation’s never been worse / so you must like me for me«, messer hun forsigtigt gennem et metallisk robotfilter på ’Delicate’), men hun lukker også nye emner ind i sit før så uskyldige univers.

Her er der adskillige tekster om at drikke sig fuld – »I’m spilling wine in my bath tub« (’Dress’), »Whiskey on ice / Sunset and Vine« (’Gorgeous’), »I knew from the first Old Fashioned, we were cursed« (’Getaway Car’) – vandre hjem barfodet fra fester med stilletterne i hånden (’New Year’s Day’) og en overraskende mængde sex.

Annonce

Mens hendes tekster stort set altid har kredset om kærlighed – uanset om det er af den naive, forelskede slags eller de mere feisty breakup-sange, der også fylder bagkataloget – har Swift nærmest aldrig eksplicit sunget om kærlighed af den mere seksuelle slags. På ’So It Goes’ synger hun derimod om ikke at være »a bad girl, but I do bad things with you«, og på ’Dress’ har hun købt en kjole udelukkende med det formål at få den flået af igen.

Swift virker lidt mere oprigtig på disse numre, hvor offermentaliteten og bad girl-attituden nedtones. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at hun prøver hårdt på at være en mere chill version af sig selv (som hun nævner flere gange i teksterne), der pludselig drikker, bander og snakker om sex.

Påtagetheden understreges kraftigt gennem lydbilledet på ’Reputation’. Med producerhjælp fra Jack Antonoff og popsværvægterne Max Martin og Shellback bevæger hun sig i øst og vest og fremstår så genreforvirret, at man har svært ved at tro på, at Swift overhovedet har et klart og oprigtigt billede af sig selv i hovedet.

De mange EDM-inspirerede popproduktioner føles oftest som rester, Max Martin havde tilovers fra Swifts første dubstep-flirten på ’I Knew You Were Trouble’ fra 2012. EDM- og dubstep-genren er muteret i så mange grene siden dengang, at det føles som om Swift er kommet alt for sent til fadet i denne omgang. Det samme gør sig gældende på det poppede hiphopeksperiment ’End Game’, hvor hun får assistance af Future, der mildest talt lyder fejlcastet som en udvandet og familievenlig version af sig selv. Og så er der Ed Sheeran, som man virkelig aldrig har lyst til at høre syngerappe igen, nogensinde.

’End Game’s pop-r’n’b-hybrid, fuldendt med en rappende Taylor, er bare ét eksempel på ’Reputation’s overordnede problem. For der er en grundlæggende mangel på en rød tråd i lyden, som ellers har kendetegnet Swift før i tiden. Hendes tidlige album var helstøbte i deres countrylyd, og det, der især gjorde det glimrende album ’1989’ så succesfuldt, var netop måden, Swift stod komplet uden for tidens musikalske trends og i stedet gjorde sin egen over the top popting, der hørte mere til i en John Hughes-film fra 80’erne. Hun prøvede ikke at være cool eller moderne, og ’1989’ føltes let, ubesværet og sjovt – noget, der ikke er meget af på ’Reputation’.

Bedre går det dog på de midttempo, Jack Antonoff-producerede numre, der har en snert af den sødme og popsensibilitet, han for eksempel bidrog med på Lordes glimrende ’Melodrama’ tidligere på året. Den sensuelle ’Dress’ og den bittersøde ’Call It What You Want’ er begge fine popsange, og så er ’Getaway Car’, hvor den gamle, u-chill Taylor fantaserer om en ’Bonnie & Clyde’-lignende romance, det nummer på albummet, der kommer tættest på de synthbrusende, euforiserende og cheesy-på-den-gode-måde popøjeblikke fra ’1989’ – og måske det eneste nummer, man kan forestille sig skråle med på i en arena.

Ligesådan er den Max Martin-producerede ’Dancing With Our Hands Tied’ med det blåtonede synthtema et af de få steder, hvor de dubstep-klingende effekter er forholdsvis afbalancerede i omkvædet, så man ikke overvældes helt af Skrillex-light fornemmelser.

Alt er altså ikke helt skidt i popmaskineriet på ’Reputation’, men den helt grundlæggende forskel på for eksempel den førnævnte, Antonoff-assisterede Lorde og Taylor Swift er, at Lorde synger med hele kroppen, så hendes stemme skælver og man ikke kan andet end at tro på, at hun selv har gennemlevet følelserne, musikken formidler. Swift besidder slet ikke samme inderlighed, og i stedet virker mange af sangene som en slags kold kopiversion af sangerindens veninder og artsfæller som Lorde, Selena Gomez eller Keshas mere ’autentiske’ popfortællinger.

At diskutere popmusikere og autenticitet kan hurtigt blive nyttesløst, netop fordi maskineriet bag en stjerne af Taylor Swifts kaliber oftest er konstrueret, produceret og manipuleret til yderste grænse. På ’Reputation’ får man bare en fornemmelse af, at hun prøver sig frem med lånte fjer.

Med det faktum i baghovedet, at Swift allerede i 2014 blev anklaget for kulturel appropriation med sin ’Shake It Off’-video, hvor mange mente, at hun drev rovdrift på sort kultur med sine twerkende dansere og brug af hiphopsymbolik på en hånlig måde, ligesom hun blev anklaget for at kopiere Beyoncés ’Lemonade’-ikonografi i sin ’Look What You Made Me Do’-video, kan man – uanset hvad man så måtte mene om dé sager – ikke lade være med at få lidt af samme dårlige smag i munden over Swifts måde at appropriere rap- og hiphopkultur på ’Reputation’.

Det gælder både den kridhvide rap med den lige så hvide Ed Sheeran på ’End Game’ eller ’…Ready For It?’, den gentagne brug af trapsymbolik som maskinpistolskudsalverne på ’I Did Something Bad’ eller det hakkende, trap-klingende beat på ’King Of My Heart’. I en tid, hvor kvindelige rappere som Cardi B endelig får lov at stråle på de store, kommercielle hitlister, virker det ærlig talt lidt som om, at Swift forsøger at tappe ind i en kultur, hun egentlig bare bør holde sig fra. 

Andre kritikere har allerede hyldet ’Reputation’ for at vise den mørke, ægte og menneskelige side af Taylor Swift, men temaet udfoldes aldrig for alvor på den måde, man kunne have ønsket sig. Det føles i stedet som om, hun forsøger at passe ind i en forestilling om, hvordan en mere cool version af Taylor Swift bør lyde, men i forsøget derpå virker det bare anstrengt. I sidste ende sidder man tilbage med et ønske om, at den useje, fjollede Taylor, der laver skudsikre popsange, vil vende tilbage igen.


Kort sagt:
Taylor Swift lyder både genre- og identitetsforvirret på ’Reputation’. Man køber hverken præmissen om popstjernen som en barsk, hævntørstig tegneserieskurk, der langer stikpiller ud til sine mange fjender, eller som en ny, ’cool’ version af sig selv, hvor rap, trap og EDM pludselig er en del af DNA’en. I stedet savner man den gamle Taylor, der lavede skudsikre popsange.

Læs også: Tidslinje: Hvornår begyndte hele verden at hade Taylor Swift?