»En nyklassiker inden for homofilmen« – se ’God’s Own Country’ på C More

Noah Carter dyrker de narkotiske ballader på det stærke ‘2nd Demo’

Noah Carter dyrker de narkotiske ballader på det stærke ‘2nd Demo’
Noah Carter.
Foto: Creationsofla
Noah Carter dyrker de narkotiske ballader på det stærke ‘2nd Demo’ - 2nd demo
4 6
Noah Carter
'2nd demo'

Album, FortyFive

Da Noah Carters engelsksprogede ’Couch Dreams’ sidste år crashede det danske hiphoplandskab, var det næsten som at se en trojansk hest infiltrere spillet: Trods astronomisk hype forud for udgivelsen vidste ingen ud over B.O.C.-inderkredsen, hvilken rygende meteor, debutprojektet skulle vise sig at være. Carter bestod sin ilddåb med udmærkelser og satte en fed streg under, at diamanter som bekendt skabes under pres.

Efterfølgende snublede spørgsmålene ivrigt over hinanden: Hvor længe ville Carter lade ’Couch Dreams’ marinere i den kollektive bevidsthed, før ny musik tikkede ind? Og hvilken vej ville han overhovedet gå på den ofte svære albumtoer, nu hvor han sådan uden videre havde nuppet urbanmusikkens førertrøje her til lands?

Forventningerne til ’2nd Demo’, der nu er udkommet mindre end et år efter debutprojektet, har selvsagt været skyhøje. Med udgangspunkt i en identisk arbejdsfordeling som sidst, hvor Jens Ole McCoy igen signerer produktionerne ene mand, indfrier udgivelse nummer to da også langt hen ad vejen forhåbningerne – dog uden at være helt lige så gyldent balanceret og velassorteret som ’Couch Dreams’.

Hvor ’Couch Dreams’ udfoldede en bredtfavnende schweizerkniv af talenter med både tordnende trap, rugende skumrings-r’n’b og en knivspids neo-soul, omhegner ’2nd Demo’ sig mestendels med én slags lyd: Nedsunken og narkotisk r’n’b, der lyder som soundtracket til melankolske midnatskørsler under neonlysenes krakelerede skær.

Første af slagsen er ’Different Settings’, en vågeblussende serenade til (eks)kæresten, hvor Carter både crooner over glødende synth og basker med lyriske vingesus: »These broken hearts tear slowly like watching paint dry / if you’re not, I won’t say you’re mine / there’s no cuffin’ like Axel Foley with the top down on Rodeo Drive«. Nørrebro-rapperens kærlighedsliv svæver i en limbotilstand her, hvorfor en god del af ’2nd Demo’ virker stærkt Drake-influeret.

’U Need’, ’Geam’ og ’Mine’ svæver i samme spor af oxideret r’n’b, hvor eksempelvis førstnævntes dvælende synth og forvrængede chipmunk-sample lyder som et lokalbedøvende OVO-cut. Andetsteds finder man insulære vibes på førstesinglen ’Search’, hvis træduftende riddim-trommer tipper direkte over i ’Fix.Up’, som går skridtet videre med upbeat olietønder.

Annonce

Carter og McCoy mestrer den matte, smogfyldte r’n’b såvel som palmebrisen til noget nær radiovenlig perfektion, men begge er tendenser, man har hørt i alverdens afskygninger før. Og her åbenbares ’2nd Demo’s slagside: Der mangler ganske enkelt mere banger-modvægt. Når man hører den højoktane åbner ’Floatin’ tromle derudad med gungrende bas, klapperslange-hi-hats og et flow, der brænder igennem som en overspændt halogenpære, undres man nemlig over, hvor resten af disse tracks bliver af.

’Oh’ og til dels også ’Numbers’ gør et hæderligt forsøg, men de er begge halvandet minut korte og hamler ikke helt op med introens syntaktiske vanvidsridt: »I’m back trippin’ like I’m tech squeezin’ / yeah, they think they solid ’til they vest leakin’ / chest wheezin’ / always want the drama for a next reason / I just wanna kick up, boy, I’m Jet Li’in’«.

Selv om Noahs Dr. Jekyll svinger oftere forbi end hans blodtørstige Mr. Hyde, står og falder alt alligevel ikke med den lidt skæve balance. For klarsynet kaster som sædvanlig også højdepunkter af sig.

Den senede, akustiske guitar på ’Unconditional’ udgør en ideel bund til Carters monolog om venner og familie, og outroen ’Be Easy’ agerer det perfekte pianodrevne mic drop, hvor Nørrebro-talentet anfægter sit nu celebre livs hybris og søger indad: »Where to start or where to end it all / like a crash with no helmet on / jeans Helmut Lang / my shirt is Saint Laurent, never wrong«.

Efter alt at dømme er Noah Carter et sted i tilværelsen, hvor han ser sig nødsaget til at besynge kærligheden mere end før. Fred være med det, men det er synd, at der ikke bare har sneget sig én banger mere ind, hvor hans lyriske tornadoer får frit slag på djævlens legeplads.

Ultimativt hiver ’2nd Demo’ dog stikket sikkert hjem med 13 numre af høj kvalitet. Også selv om udgivelsen ikke rammer helt samme stemningsmæssige ekvilibrisme, som ’Couch Dreams’ lagde fra kaj med.


Kort sagt:
Noah Carters ’2nd Demo’ omhegner sig mestendels med oxideret r’n’b til de fans, der foretrækker hans nedsunkne og narkotiske ballader. Carter er efter alt at dømme et sted i livet, hvor han har brug for at besynge kærligheden mere end nogensinde før. Og fred være med det, men der mangler bangers, hvorfor albumtoeren ikke rammer helt samme gyldne balance som ’Couch Dreams’ debuterede med.

Læs også: Et kig i krystalkuglen: 10 spådomme om dansk hiphop i 2018