Florence + The Machine balancerer udvendigt drama med sitrende intensitet på ’High As Hope’
At lytte til Florence Welch kan til tider føles som at stå i en vindtunnel.
Hendes vokal er lige så genkendelig, som den er kraftfuld. Dens virkningsfuldhed afhænger af lytterens lyst – eller evne – til at lade sig blæse bag over af organet, når der åbnes for sluserne.
Florence + The Machine har i kraft af tre hitlistetoppende album i millionklassen – senest ’How Big, How Blue, How Beautiful’ fra 2015 – placeret sig i en liga, hvor stadionkoncerter er dagens orden, og hvor frk. Welch kan spille op til store publikumsskarer med teatralske fagter, der trækker på forbilleder som Stevie Nicks og Kate Bush.
Musikken beskrives ofte som barokpop – måske fordi ordet barok er det eneste i populærmusikvokabulariet, der helt indfanger Florence og co.’s særlige blanding af en eksplicit formidlet patos og sværmerisk mysticisme.
Hvis man er venligt indstillet over for bandets dramatiske lyd og iscenesættelse, vil man sende nostalgiske tanker i retning af Kate Bush i dennes imperial phase midt i 80’erne. Hvis man er mindre velvilligt indstillet, vil man være tilbøjelig til at fnyse af spilfægteriet og affeje det som tomme, buldrende tønder, der ikke er sat mere smagfuldt i scene end Celine Dion på aftægt i Las Vegas.
De mere afdæmpede, klaverbårne vers til de nye ballader ’Grace’ og ’The End of Love’ er som taget ud af Kate Bush-sangbogen, men kulminerer til gengæld begge i en form for let it all out-omkvæd, som Bush nok ville have eksekveret på lidt mere drilsk, kryptisk eller indirekte vis.
’The End of Love’ tager blandt andet livtag med det Welch i et nyligt interview med NME har omtalt som »en familieforbandelses forgreninger«: Mormorens selvmord, da Welch var ni år gammel. Hun formår at skabe en rørende fornemmelse for hvordan fortid momentant smelter sammen med nutid, når tvivl og uro sættes i bevægelse og tiden synes at fjerne jordens holdepunkter. Kaos hersker indeni, når mormorens traume aktiveres i barnebarnet. Ikke så mærkeligt, hvis vokalens vindtunneleffekt kan have en terapeutisk virkning for sangerinden selv.
Stærkest er ’High As Hope’ i albummets første halvdel, hvor singlerne ’Hunger’, ’Big God’ (måske en hilsen til Bush’ ’Big Sky’?) og ’Sky Full of Song’ udgør en stærk trio af sange, hvor Welch spejler det udvendige drama, de fleste forbinder hende med, med mere rolige, sitrende passager, der ligesom er med til at holde sangene i vater. Når hun holder lidt igen, scorer hun faktisk de højeste stilkarakterer.
Albummets allerbedste sang er erindringsskitsen ’South London Forever’, hvor fortid og nutid igen brydes og udmunder i en bittersød, smertefuld, men også temmelig smuk sang: »Everything I ever did was just another way of screaming your name«, synger hun – igen med adresse til mormoren, velsagtens. Strygerne i versene leder elegant frem til omkvædets brug af blæsere og heftig percussion, mens backingvokaler hele vejen garnerer sangerindens rørende sangforedrag. Welch formår med ’South London Forever’ at sammensætte en melodi, der smyger sig som en slange gennem vådt græs.
Desværre kan Welch og bandet ikke helt holde dampen oppe på tværs af de ti sange, hvor omkvædene lander med tungere og mere skabelonagtig forudsigelighed, jo nærmere albummet nærmer sig sin konklusion: ’100 Years’ bevæger sig for eksempel på den forkerte side af kridtstregen mellem smagfuld og smagløs, når tom-tom-trommer og violiner luftes i omkvædet og spiller op til sangerindens forkærlighed for teatralsk stemmegymnastik . Her er der mest tale om en lydlig ækvivalens til indtagelsen af en flødeskumstung lagkage på en varm sommerdag, hvor værten insisterer på, at gæsten tager både et andet og tredje stykke. Det er både for meget og for lidt.
Heldigvis er doseringen ramt langt bedre på det meste af ’High As Hope’, et album, der måske ikke vælter sig i hitsingler, men til gengæld er beriget med sange, der udtrykker en kraftfuld sangerindes sammensatte indre landskaber.
Kort sagt:
’High As Hope’ gør sig bedst i form af singlerne ’Hunger’, ’Big God’ og ’Sky Full of Song’, der spejler det udvendige drama, de fleste forbinder med Florence Welch, med mere rolige, sitrende passager, der ligesom er med til at holde sangene i vater. Det er når Welch og co. tør forlade den skabelonagtige sikkerhed ved dramatisk percussion og vindtunnelvokal og i stedet holder lidt igen, at bandet virkelig vinder land.
Læs også: Hør Florence + the Machine spille akustiske udgaver af sange fra det nye album ‘High as Hope’