Anna Calvi udforsker køn med bombastisk rocktristesse som bagtæppe
Da Anna Calvi tilbage i 2011 udgav sin eponyme debut osede hun af potentiale. Hun virkede som et friskt, potent bud på en rock-singer/songwriter, og sammenligningerne med figurer som Patti Smith og PJ Harvey ville ingen ende tage.
Til trods for, at hun har været aktiv i branchen i årevis nu, har hun ikke rigtig kunne undslippe disse sammenligninger – og det er end ikke fordi hun lyder som en kopi af disse kunstnere. Det handler muligvis mere om, at hun indtil nu ikke har leveret et statement på samme måde, som Smith og Harvey gjorde allerede tidligt i karrieren med udgivelser som ‘Horses’ og ‘Rid of Me’.
Det laver hun godt og grundigt om på med ‘Hunter’. På albummets artwork ser Calvi lettere androgyn ud, og med sangtitler som ‘As a Man’, ‘Don’t Beat the Girl out of My Boy’ og ‘Alpha’ lægger hun ikke skjul på, at hun med ‘Hunter’ udforsker, hvad køn er for en størrelse.
Det er selvfølgelig ikke første gang, Anna Calvi leger med køn i sin musik. Musikalsk har hun lånt meget fra de mere macho-agtige ender af grunge og postpunk, og hun har beskrevet sig selv som en mand i både egne tekster og i sine mange covers af mandlige musikere.
Med ‘Hunter’ er hun alligevel mere direkte og tematisk konsekvent end på sine tidligere udfoldelser, noget der står klart, når hun assisteret af bragende trommer og en spinkel, lettere grum basgang åbner albummet med linjen »If I was a man in all but my body«.
Calvi leger tit med, hvordan vi kulturelt har kønnet forskellige musikalske virkemidler, og hun sætter disse ganske kreativt op mod hinanden – ‘Wish’ er et særligt godt eksempel på dette, hvor sangen stilfuldt går frem og tilbage mellem et pulserende, Public Image Ltd.-klingende postpunkriff og et skrøbeligt new age-arrangement.
‘Away’ er et endnu mere elegant nummer – det starter næsten som et decideret grungenummer i bedste 90’er-stil, men lyden bliver mere intim, når der kommer et flot ambient-arrangement i baggrunden.
Selv om hun er god til at vende etablerede konventioner på hovedet, ender hun desværre med at skabe et par stykker for sig selv. Rigtig mange af sangene, især på albummets anden halvdel, slutter af med den samme faste melankolske stemning, hvor Calvi også konsekvent bruger den samme dragende vokalteknik, hvor hun også gerne sørger for at ramme de høje toner.
Alle sangene har ellers rigeligt at byde på, inden hun skruer patos op til 11, og hendes forkærlighed for melodramatiske crescendoer giver god mening, for de er isoleret set ret godt opsat – det er mængden rettere end selve udførslen, der er problemet.
Selv om den dramatiske tone til tider kan blive for meget, stråler hendes talent dog tydeligere end nogensinde før, og med ‘Hunter’ har Anna Calvi skabt sit mest personlige og fuldendte værk hidtil.
Kort sagt:
På ‘Hunter’ bruger Anna Calvi både sine musikalske og lyriske kompetencer til at udforske køn på ofte rigtig kreativ vis. Hendes bombastiske tristesse bliver en kende udmattende i længden, men den distraherer ikke fra, at hun mestrer at bruge rockmusikkens virkemidler til at udtrykke sine følelser.