Anna Calvi

»Det største siden Patti Smith« har Brian Eno kaldt den kun 22-årige Anna Calvi, og så er det jo med at lytte godt efter, for Eno burde vide, hvad han taler om. Og efter endt lytning af Calvis selvbetitlede debutalbum står det klart, at sammenligningen med Patti Smith ikke er helt ved siden af. Calvis vokal besidder en nerve, en tilstedeværelse og en gennemslagskraft, som bestemt er en sammenligning med den aldrende rocklegende værdig.

Særligt på nummeret ‘Desire’, et helt formidabelt, kontant og desperat rocknummer, der uden tvivl er albummets højdepunkt. Her bider Calvi rent faktisk skeer med de store ikoner i musikhistorien.

Der er noget usædvanlig selvsikkert og ‘gammel-livsklog-kvinde-fanget-i-en-ung-krop’ over musikken og det samlede udtryk på albummet. På den måde minder Calvi om Bob Dylan, der allerede som 21-årig lød som en mand, der havde levet et helt liv. Samtidig er der noget forfriskende uncool over Anna Calvi. Hun er ikke indie. I stedet lyder hun som noget fra 90’erne. Som Jeff Buckleys generte lillesøster, om man vil, der nu endelig træder i karakter som syngende, libidinøs sylfide.

Derudover er hun en dygtig guitarist, der kun sjældent forfalder til lidt ligegyldig liren af. Oftest bruges de halsbrækkende ekskursioner på gribebrættet til på inciterende vis at underbygge det enkelte nummers gennemgående melodilinje, og således har Anna Calvi begået et debutalbum, der på sin egen ekvilibristiske facon er sært dragende.