Den Sorte Skoles tredje symfoni var overvældende, men en tand for stramt struktureret
Få danske grupper har de seneste år udfordret koncertformatet i samme grad som Den Sorte Skole. Uanset om det har været deres stort opsatte Roskilde-triumf i 2017, deres teatralske totaloplevelse i Det Kongelige Teater, eller deres symfonier med klassiske orkestre, har de gået efter altid at trække liveformatet i en ny retning.
Torsdag aften var blevet tid til en tredje symfoni, kløgtigt betitlet ‘Symphony No.Iii’, da Den Sorte Skole for anden gang slog pjalterne sammen med Copenhagen Phil i Konservatoriets Koncertsal, hvor de spillede som en del af årets 60 Minutes Festival.
Det kunne på overfladen lade til, at Den Sorte Skole for første gang i evigheder havde kastet sig over at gøre noget, de allerede havde prøvet før. Der er dog en væsentlig ting, der adskiller dette fra sidste gang, de spillede sammen med symfoniorkesteret: Hvor ‘Symphony No.Ii’ var baseret på materiale, Den Sorte Skole allerede havde udgivet, er ‘Symphony No.Iii’ skrevet helt fra bunden af.
Det visuelle udtryk var som forventet ikke just sammenligneligt med de overdådige spektakler fra Orange Scene og Det Kongelige Teater. Det var et næsten klassisk symfoniorkester-setup, dog med nogle få justeringer i layoutet, så der kunne klaskes en stor, fed dj-pult ind mellem celloerne, trompeterne og slagtøjet. Her befandt Den Sorte Skole sig, og ud over to trofaste pladespillere var der både mixerpulte, keyboards, soundboards og elektroniske trommer. Dertil var der et ganske fint lysshow, der understøttede dynamikken i symfonien, uden nogensinde at blive til en særlig central del af optrædenen.
Duoen havde i fællesskab med filmkomponist Karsten Fundal (‘Kunsten at græde i kor’, ‘Flammen og Citronen’, ‘De sidste mænd i Aleppo’) komponeret en rigtig flot, futuristisk symfoni, der fik os godt rundt i de forskellige stilarter, Den Sorte Skole har mestret. Der var både ret klubbede øjeblikke, steder, hvor samples fra mellemøsten kom i fokus, og naturligvis nogle solide hiphopbeats, alt sammen flot sat op, så det fik den gennemslagskraft, man nærmest kun kan få, når et helt orkester er i gang.
Et særligt godt stykke kom hen mod slutningen, hvor symfonien bevægede sig over i noget post-dubstep, en genre, Den Sorte Skole ikke ofte har rørt. Det hektiske beat fik en unik energi frem i orkesteret, og der foregik så meget på én gang, at der nærmest ikke var et stille øjeblik.
Noget, der endte med at gå imod koncerten, var, at hele symfonien var bygget op omkring en struktur, hvor vi blev ført fra stille passager over i et crescendo, der slutteligt ledte til en enorm lydeksplosion – rinse and repeat. De forskellige stykker var komponeret med meget forskellige greb, der gav stort set hvert eneste instrument et spotlight i løbet af koncerten, men det ændrede ikke på, at den stramme struktur gjorde dynamikken ret ensartet. Det gjorde også, at de stille passager endte med at føles mere som overgangsstykker end som særlig væsentlige dele af symfonien, hvilket jeg tvivler på, var intentionen.
Men når vi så ramte de der bombastiske klimakser, blev det altså fuldkommen overvældende. Der var typisk hele tiden gang i noget et eller andet sted, og med den fantastiske akustik i Konservatoriets Koncertsal, var det en fornøjelse at søbe de mange lyde til sig, uanset om de skulle komme fra orkestret eller fra de to sortklædte skoledrenge.
Kort sagt:
Den Sorte Skoles tredje symfoni var trods en ret ensartet struktur en fornøjelse at overvære, og det var konsekvent spændende at følge med i, hvordan Copenhagen Phil spillede diverse rytmiske musikgenrer.