FKA Twigs er tilbage med singlen ’Cellophane’ – med forførende smuk poledance-video

Vi skal tre år tilbage, før vi finder de seneste toner fra r’n’b-ekvilibristen FKA Twigs i form af singlen ‘Good To Love’. Yderligere et år skal vi bagud i kalenderen, før vi støder på hendes seneste ep: ’M3LL155X’. Men efter en turbulent tid, der har budt på sygdom og operationer, er FKA Twigs nu endelig tilbage – og hun gør comeback med manér.

FKA Twigs er i dag ude med singlen ’Cellophane’. En blid, minimalistisk produktion, der giver Twigs’ udtryksfulde, skrøbelige vokal plads til at udfolde sig og snige sig helt ind under huden på sin lytter. Balladen er akkompagneret af en hjemsøgende smuk musikvideo, hvor Twigs forfører med poledance, der bliver begyndelsen på en visuel fortælling, der tager først hende op mod himlen, dernæst direkte ned i underverdenen. Som en skæbnesvanger Sisyfos-myte, der til slut lader hende falde helt ned i sølet til en form for genfødsel.

»Da jeg skrev ’Cellophane’ for over et år siden, kom et visuelt narrativ til mig med det samme. Jeg vidste, jeg var nødt til at lære poledance for at vække det til live, så det var det, jeg gjorde«, fortæller Twigs om udgivelsen i en pressemeddelelse.

Samme pressemeddelelse afslører desuden, at ’Cellophane’ giver et indblik i, hvad vi kan vente fra Twigs’ kommende andet album. Albummet, der endnu ikke har en officiel udgivelsesdato, bliver hendes anden langspiller siden ’LP1’ fra 2014.

’Cellophane’-videoen er instrueret af Björk-samarbejdspartneren Andrew Thomas Huang.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold