Lust for Youths univers er håbløst og bittert – men stadig rigt på lækre synths
Det er ikke ofte, at kunstnere udgiver et eponymt album et årti inde i karrieren, men det er nu engang det, Lust for Youth netop har gjort. Når man vælger at gøre sådan noget så sent i karrieren, plejer det nærmest at være et statement. En måde at erklære, at dette er albummet, der definerer, hvem kunstneren er. Hvis du spørger mig, hvordan St. Vincent lyder, ledes mine tanker klart mod hendes selvbetitlede album – ligeledes blev Fleetwood Macs definitive lyd defineret med deres eponyme 1975-album.
Ligesom med ’Fleetwood Mac’ markerer det nye Lust for Youth-album en ændring i besætningen. Efter mange år som trio har Loke Rahbek forladt gruppen, og tilbage står nu kun Hannes Norrvide på vokal og synthesizer og Malthe Fischer på guitar og produktion.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan Lust for Youths interne banddrama har set ud – hvis der da overhovedet har været noget drama. Så vidt jeg ved, kunne Rahbek stadig være gode venner med sine gamle bandkammerater. Men et eller andet har øjensynligt pisset Fischer og Norrvide godt og grundigt af, for ’Lust for Youth’ er et bittert, iskoldt og ikke specielt imødekommende album langt hen ad vejen.
Dermed ikke sagt, at det lyder skidt. Lust for Youth har så absolut stadig styr på at kreere nogle smukke lydbilleder. Lyden er mere poleret end tidligere, men klarheden klæder dem faktisk ganske godt, og den gør, at numrene rammer med mere slagkraft.
‘Venus De Milo’ skaber et flot, hektisk, dystopisk drama gennem adskillige synthlag, og på ‘Great Concerns’ spiller en postpunket guitar flot over for dulmende elektronik. Måden, hvorpå ‘By No Means’ blander organisk og elektronisk instrumentation for at skabe en pulserende, dynamisk dance-banger, er sjældent matchet på den danske synthpopscene.
Den bitterhed, der gennemsyrer store dele af albummet, er dog lidt en hæmsko. Hannes Norrvides vokal er skam ganske god til at kommunikere den, men det bliver lidt trættende i længden. Hvor melankolien på ‘Compassion’ og ekstasen på ‘International’ var engagerende, føles den noget sarkastiske tone på ‘Lust for Youth’ ret distancerende.
Selv når der er mere introspektive numre som ‘Great Concerns’, emmer tonen på nummeret af en opfattelse af, at det hele er meningsløst. Og selv om det muligvis er den tilsigtede stemning, er denne dystopiske håbløshed ikke den mest appetitlige ret.
Der er dog også lysglimt. Deres vante samarbejdspartner Soho Rezanejad giver en smuk gæsteoptræden på ‘Fifth Terrace’, hvor stemningen kort bliver ganske betryggende, mens man er omgivet af hendes varme vokal. På den efterfølgende ‘Adrift’ lyder selv Norrvide rimelig positivt stemt, selv om sarkasmen derefter vender tilbage, dog i en mere selvtilfreds form på den afsluttende ‘By No Means’.
Selv med den noget ubekvemme tone er ‘Lust for Youth’ dog en vellykket skive. Måske ikke nødvendigvis én, hvis stil jeg håber bliver determinerende for deres videre færd, men alligevel et album, der har en god portion vellykkede musikalske ideer at byde på.
Kort sagt:
Den sarkastiske, håbløse aura, der emmer ud af ‘Lust for Youth’, kan gøre albummet en kende svært at holde af til tider, men de fremragende synthpoparrangementer gør alligevel, at pladen har en del højdepunkter.