Bob Dylan hakkede sig gennem bagkataloget på Roskilde Festival

Bob Dylan hakkede sig gennem bagkataloget på Roskilde Festival
Bon Dylan på Roskilde Festivals Orange Scene.
Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue
Bob Dylan hakkede sig gennem bagkataloget på Roskilde Festival
2 6
Bob Dylan

Koncert, Roskilde Festival, Orange Scene

Den aktuelle Dylan-dokumentar ‘Rolling Thunder Revue’ slutter med en komplet opremsning af samtlige hans koncerter siden 1975. Det kan synes som pedantisk katalogisering, men rummer faktisk en god pointe i forståelsen af den legendariske sangskriver. For Dylan er og bliver en spillemand, hvor den såkaldte never ending tour er et livsvilkår.

Onsdag aften nåede karavanen forbi Orange Scene for sjette gang og det blev en smertelig påmindelse om, at man ikke behøver at fortsætte turnélivet, bare fordi man kan. Også selvom man er den vel nok største og mest betydningsfulde nulevende sangskriver i rockhistorien.

For Bob Dylan og hans orkester udviste en så udtalt ligegyldighed, at man ikke begreb, hvorfor i alverden de dog gider at blive ved. Slideguitaristen Donnie Herron stirrede ovenikøbet så konsekvent på en iPad, at man havde den 78-årige legende mistænkt for ikke engang at øve materialet igennem med sine musikere. Ofte slingrede samspillet i en grad, som var et udmattet suppe-steg-is-band placeret på Danmarks mest prestigefyldte scene.

Dylan ønskede tydeligvis heller ikke at løfte seancen. Han var konsekvent parkeret bag klaveret, og publikumsinteraktionen begrænsede sig til nogle enkelte skridt ud mod scenekanten.
Samme distancerede attitude lagde han sin optræden, hvor det var praktisk umuligt at dechifrere de ord, han spyttede og mumlede uden hensyn til sangstruktur. Således faldt ellers fornemme sange som ‘Simple Twist of Fate’ og ‘Girl from the North Country’ til Dyrskuepladsen med et klask.

Selv når man købte præmissen om, at manden gør, hvad han vil med sine sange, følte man sig forrådt. Han har i årtier været kendt for at omarrangere bagkataloget efter forgodtbefindende, men denne gang var det grelt. Ikke kun fordi han hakkede sig gennem materialet, men også tilsyneladende nød, hvordan obstruktionerne forvirrede publikum.

Dylans skælmske smil afslørede, at han vidste nøjagtigt, hvad han gjorde, da ‘Like a Rolling Stone’ cyklede radbrækket af sted, og man spottede adskillige koncertgængere, der med lige dele målløshed og frustration forsøgte at synge med og engagere sig.

I forsvindende få momenter var der tiltag til engagement, blandt andet i en energisk ‘Gotta Serve Somebody’ og ‘Cry a While’, hvor Dylan sang med den karakteristiske swag, der kendetegnede karrierens formative år.

Men det var ingenlunde nok til at vende den matte stemning og mærkbare summen fra en festivalplads, der blev tiltagende rastløs, som den halvanden time lange koncert skred frem. Ja, det var nærmest tragikomisk, da Dylan gutturalt kvækkede sig igennem ‘Blowin’ in the Wind’, der som ekstranummer indikerede, at slutningen var nær.

Hvis klassikeren havde været blot tilnærmelsesvis tro mod originalversionen, ville den utvivlsomt have forenet folk i fællessang og nærvær.

Med sin demonstrative dekonstruktion af både bagkatalog og eftermæle gav Bob Dylan os desværre ikke denne mulighed.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Læs også: Fredag byder på Roskilde-programmets mest hjerteskærende overlap: Hvad skal jeg gøre?

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold