Iggy Pops signatur er tankestregen frem for udråbstegnet på frikvarteret ’Free’

Iggy Pops signatur er tankestregen frem for udråbstegnet på frikvarteret ’Free’
Iggy Pop.
Foto: Rob Baker Ashton
Iggy Pops signatur er tankestregen frem for udråbstegnet på frikvarteret ’Free’ - Free
3 6
Iggy Pop
'Free'

Album, Caroline

Iggy Pop er et lyslevende eksempel på, at farlighed og croon ikke udelukker hinanden.

’Free’, Iggys første post-retirement-album (han svor tilbage i 2016, at han var færdig med det skidt), er en tilbagelænet, diskret produceret suite af sange og recitationer garneret med jazztrompetisten Leron Thomas’ blå toner, der giver den efterhånden 72-årige Mr. Osterberg rig lejlighed til at croone.

’Free’ deler for så vidt kendetegn med (glemte eller bare oversete) album fra bagkataloget som ’Avenue B’, ’Aprés’ og ’Préliminaires’, hvor Iggy også forsøgte sig med pludselige left turns væk fra den kantede garagerock i form af jazzede anslag, spoken word og et repertoire af standards.

Som efterfølger til 2016’s mere regelrette ’Post-Pop Depression’, hvis refrænsikre, Josh Homme-assisterede rock blev modtaget med åbne arme af kritikere og gamle såvel som nye fans, får ’Free’ med sine kun 33 minutters spilletid og sit generelle skitsepræg karakter af frikvarter frem for masterclass. Værket bærer unægtelig tankestregens snarere end udråbstegnets signatur.

Iggy Pops stemmepragt har fortsat en karismatisk bund og en vis elasticitet, men hans lyriske opvakthed er tæt på nulpunktet her. Førstesinglen ’James Bond’ – sådan en letgenkendelig, groovy skæring, der i Josh Hommes hænder måske havde foldet sig ud med større kraft – er for eksempel bygget op om en simpel præmis: James Bond som kvinde. Problemet er, at Iggy ikke rigtig bruger sit påfund til noget, men blot svælger i gentagelsen, som om han enten ikke orker at gøre en reel fortælling ud af præmissen eller måske bare tror på, at en punchline kan stå alene.

Der er noget ufærdigt, hvis ikke ligefrem viljesforladt, over ’James Bond’, der går igen på flere af de andre (mestendels kortfattede) sange. På åbnings- og titelsangen nøjes Iggy med at udsige linjen »I wanna be free« to gange, mens hans på den tåkrummende ’Dirty Sanchez’ – hvor den rynkede rockleguan er så sleazy som nogensinde før – ’excellerer’ med linjerne: »Just because I like big tits / doesn’t mean I like big dicks«.

Hvis man skal være venlig, kan man anføre, at tekstbidden leger med publikums forventning om at Iggy – trods sin fremskredne alder og sit slappere maveskind – stadig er den samme fandens karl, som dengang han hårdt pumpet kunne løbe et marathon på ethvert tilrøget scenegulv for bagefter at bedække groupies af begge køn. Men det er hvis man er venlig, vel at mærke.

Der er en nærmest skizofren afgrund mellem den mariachi-punkede ’Dirty Sanchez’ og de digtrecitationer, der kendetegner albummets anden halvdel: Dylan Thomas’ klassiske ’Do Not Go Gentle Into That Good Night’ er et ikke videre originalt valg af tekst, og Lou Reeds ’We are the People’ er ikke just verdens bedste digt, selv om det nok er medtaget for at understrege, at afdøde Reed så en dyster fremtid med narcissistiske autokrater og nedbrudte økosystemer for sig inden dén tiøre faldt for de fleste af os andre.

’Free’ er ikke det rene bras, slet ikke. Stemmen gør stadig indtryk, den er stadig adræt som en panter (en doven panter, bevares). Bedst er Iggy på ’Love’s Missing’, der har noget af den snerrende, postpunkede febrilskhed over sig som de bedste bidrag fra forgængeren.

’Sonali’ er nok det mest optimale mødested for de forskellige impulser, der gennemstrømmer albummet. Her kombinerer Iggy og hans kollaboratører (herunder støjguitaristen Noveller) en taktil percussion med jazz-trompet og en inspireret vokalperformance, hvor Iggy virker ikke alene tændt, men også lydhør i forhold til musikkens bagvedliggende retningsskift.


Kort sagt:
Som efterfølger til 2016’s mere regelrette ’Post-Pop Depression’, hvis refrænsikre, Josh Homme-assisterede rock blev modtaget med åbne arme af kritikere og gamle såvel som nye fans, får ’Free’ med sine kun 33 minutters spilletid, generelle skitsepræg og blanding af digtrecitation, improvisation og jazz-trompet mere karakter af frikvarter end af (endnu en) rock’n’roll-masterclass.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold