Tool er mere kompromisløse end nogensinde før på deres første album i 13 år
13 år uden et nyt Tool-album. Det har krævet tålmodighed. Og ganske passende er ‘Fear Inoculum’ et album, der belønner den tålmodige lytter. Størstedelen af albummets numre er over ti minutter lange, og ofte er de indrettet sådan, at de bygger langsomt og elegant op til eksplosive, komplekse metaludladninger. De fire numre, der varer under de ti minutter, er instrumentale og agerer mere som interludier end som sange i klassisk forstand – tre af dem er end ikke med på fysiske eksemplarer af albummet.
Tilbage står vi med et album på halvanden time, hvis rygrad er blot seks sange. Selv om Tool aldrig på nogen måde har været en popgruppe, så har tidligere album alle haft catchy, relativt lettilgængelige singler som ‘The Pot’, ‘Schism’, ‘Sober’ og ‘Stinkfist’ – detaljerige som de er, har de alle klart definerede hooks, og de fik Tool ud til et bredere publikum.
Med den mytiske status, kvartetten dog har opnået gennem deres 13 års tavshed, tillader de sig at være mere kompromisløse end nogensinde før – og de leflede jo ikke just for populistiske sensibiliteter i første omgang.
Noget andet, der gør, at ‘Fear Inoculum’ kræver lidt tålmodighed, er den krybende frygt, der (som titlen antyder) gennemsyrer albummet. Løst oversat betyder titlen ‘Frygt på sprøjte’, og både titelnummeret og ‘Pneuma’ emmer af en altoverskyggende angst – som var det lydsiden til en langsom dommedag. En stor del af æren skal her gå til Danny Carey, hvis intense trommerytmer giver kompositionerne en vuggende fornemmelse af ubehag, mens Justin Chancellors diabolske bas og Adam Jones’ fyldige guitar i fællesskab kvaser enhver optimistisk tanke, man måtte have.
Albummet byder dog ikke på mange af de musikalske vredesudbrud, som ellers ofte har udgjort de emotionelle højdepunkter på Tools tidligere album. Ofte aner man, at de er på vej, men så kører sangene i stedet over i hypnotiserende nihilisme og dybdegående angst. Det er smukt, og det er forførende, men det er knap så katartisk som gruppens tidligere udfoldelser.
‘Fear Inoculum’ er i det hele taget meget underspillet sammenlignet med resten af Tools diskografi. Især er Maynard James Keenans vokal blevet både blødere og mildere langt hen ad vejen – men dog stadig lige så rig på nuance som før. De fleste soniske aggressioner på albummet sker helt uden hans stemmes tilstedeværelse, nærmest som var han underlagt rytmesektionens magt.
På albummets sidste reelle nummer, ‘7empest’, bryder han dog endelig fri fra lænkerne, og der går ikke længe, før sangen får frygten til at kappe over og udløse noget spartansk arrigskab. ‘7empest’, der er hele albummets smukke kulmination, går elegant mellem en række meget varierede sindsstemninger og musikalske motiver, der til sammen skaber et af Tools mest medrivende og dramatisk potente numre nogensinde.
Rejsen dertil er velkomponeret og ofte ret så engagerende. Jeg synes, ‘Fear Inoculum’ føles betydeligt kortere end de 87 minutter, det varer – især efter gentagne gennemlytninger. Den dystre stemning kan til tider føles en kende ensporet, og jeg ville nok have foretrukket både mere raseri og mere humor – omend jeg må anerkende, at den makabert morsomme ‘Chocolate Chip Trip’ gør sit job godt.
Men jeg er nu mest af alt bare glad for, at vi endelig har fået det Tool-album, vi har længtes efter i over et årti – og at det samtidig er ganske godt er en dejlig bonus.
Kort sagt:
Efter 13 år er Tool tilbage med deres mest angstbetyngede, dystopiske og hypnotiserende værk til dato. Det 87 minutter lange album kan føles som en stor mundfuld til tider, men bandet belønner den tålmodige lytter med en række smukke, engagerende kompositioner.
Læs også: 13 års stilhed har løftet Tool fra band til myte