13 års stilhed har løftet Tool fra band til myte

Historien om det amerikanske metalband Tool er præget af mystik, egenrådighed og hvad der føles som en uendeligt lang pause, der har løftet bandet til at være mere end bare et band. På fredag, efter 13 års stilhed, udkommer deres femte album, ’Fear Inoculum’.
13 års stilhed har løftet Tool fra band til myte
Tool. (Foto: Tim Cadiente)

Nogle gange er det bedste, man kan gøre som musiker, at tie stille.

I hvert fald hvis man er et velrenommeret navn med en dedikeret fanbase, som hungrer efter nyt materiale.

Det amerikanske band Tool har siden 90’erne opbygget en sådan dedikeret fanbase, mens de har skåret deres egen niche ud inden for den alternative metal og hårde rock.

Da de i 2006 udgav deres fjerde album ’10,000 Days’ havde man ikke regnet med, at det ville være det sidste, man skulle høre fra dem i 13 år, og i al den tid er bandet og forventningerne til deres kommende album kun blevet større – til et punkt, hvor Tool er blevet meget mere end bare et band.

Rekordslående mystikere

Tool har altid været omgærdet af en vis mystik. Deres musik er snørklet og psykedelisk, teksterne er kringlede og indforståede og refererer alt fra psykoanalyse, filosofi, alkymi, psykedeliske stoffer og amerikanske stand up-komikere, alt sammen med en vis mængde galgenhumor. En humor, der går igen hos de enkelte medlemmer, der hjertens gerne tager pis på dem selv, deres fans og de forventninger, der er bygget op til dem gennem tiden.

Det er aldrig helt til at vide, hvor man har Tool, og igennem et årti har fans utålmodigt ventet. Hos det amerikanske rock- og metalwebsite Loudwire har Tool eksempelvis optrådt på hver eneste liste over imødesete albumudgivelser siden 2013, og det gav fin mening efter en udmelding fra bandet selv gav forhåbninger om, at nyt materiale ville lande i 2014.

Indtil man fandt ud af, at det var en joke.

Tidligere på året kunne begejstringen endelig eksplodere med rette, da et nyt album med titlen ’Fear Inoculum’ blev annonceret med udgivelsesdato den 30. august – på fredag.

I samme omvending blev bandets diskografi, der igennem alle år har været fraværende på streamingtjenesterne, omsider gjort digitalt tilgængelig. Alle fire album strøg ind i top fem på Billboards Rock Album Chart og satte ny rekord.

Da singlen, titelnummeret ’Fear Inoculum’, landede kort tid efter, slog den en anden rekord: Med en spilletid på ti minutter og 21 sekunder er det den længste sang til nogensinde at have ligget på Billboards Hot 100-liste. Den foregående rekordholder var David Bowies næsten ti minutter lange afskedshymne ’Blackstar’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I et musiklandskab, hvor rock som genre er en forsvindende lille størrelse, og hvor metal for det meste holder sig til sine egne kanaler og sjældent krydser over i mainstreamen, er Tools genkomst lidt af en bedrift.

Men hvordan kan det være, at et band, der laver ti minutter lange, snørklede numre og mest af alt har gjort en dyd ud af at holde sig væk, har så stort et momentum lige nu?

For at besvare det spørgsmål kræver det, at vi dykker ned i Tools musikalske univers.

Grungens understrøm

Tool blev dannet i Los Angeles og debuterede i 1992, først med ep’en ’Opiate’ og med albummet ’Undertow’ året efter. Som mange andre bands fra USA’s vestkyst spillede de sig ind i den grungebølge, der gav rocken en guitartung genkomst og kickstartede 90’erne som årti.

Hos Tool var der dog en anden tyngde i groovet og et mere komplekst rytmisk sammenspil. Sådan kan et album som ’Undertow’ i tråd med sin albumtitel høres som den grumme bagside af grunge, en subversiv understrøm, der trækker samtidsånden i en anden retning. Det var en anden og mere samfundskritisk vrede, der kom til udtryk, eksempelvis i ytringsfrihedssangen ’Hush’, der var en protest mod forældrekomiteen Parents Music Resource Center, der havde som mission at forhindre udbredelsen af profan og moralsk fordærvende musik. Frontmand Maynard James Keenan medvirkede desuden på nummeret ’Know Your Enemy’ fra Rage Against the Machines opflammende og revolutionære debut.

På efterfølgeren ’Ænima’ fra 1996 redefinerede Tool sig som et alternativt metalband. Tekstuniverset trak i højere grad på esoteriske temaer, og kendetegnende for bandets nyfundne filosofi og sorte humor er albumtitlen en sammenblanding af den schweiziske psykoanalytiker Carl Jungs term anima (der betegner den feminine side af den kollektive ubevidsthed og modsætningen til den maskuline animus) og det engelske ord enema, der betyder lavement – eller på godt gammeldags dansk en gedigen røvspuling.

Ned i kaninhullet

Selv om ’Ænima’ var en definerende udgivelse for en generation af unge rocklyttere, blev hædret med en Grammy og af mange ses som Tools hovedværk, så er det på de efterfølgende ’Lateralus’ (2001)’ og ’10,000 Days’ (2006), at deres musik antager mytiske dimensioner.

Hævede ambitioner, højtravende koncepter, überstiliserede og creepy musikvideoer og psykedeliske visuals kom til at definere Tools æstetik. Det rytmiske og perkussive sammenspil var oppet, der var et helt andet fokus på teksturer og lag, en detaljerigdom og klarhed i lydbilledet, ligesom et bredere spektrum af instrumenter og effekter blev taget i brug, herunder de indiske percussiontrommer tabla og sitar. Østlig mysticisme og vestlig minimalisme kan spores i de repetitive rytmiske mønstre og det komplekse sammenspil, selv om det stadig var Adam Jones’ guitar og Maynards brøl, der tegnede profilen udadtil.

Ekstraordinære indpakninger skulle desuden signalere, at her var der gjort noget særligt ud af det. Sådan blev ’10,000 Days’ eksempelvis udgivet på cd med et par stereoskopiske briller integreret i omslaget, der skulle give en tredimensionel oplevelse af booklettens fotografier. Der kan med rette sættes spørgsmålstegn ved, hvor godt det fungerede – og indpakningen har siden irriteret alle, der ønsker sig stringent orden og symmetri i deres cd-reol.

Det bedste eksempel på, hvordan Tools musikalske og konceptuelle aspirationer går hånd i hånd, finder man i nummeret ’Lateralus’. Det er en ambitiøs udladning af progressiv metal, der forløber over små ti minutter, og hvor rytmikken og vokalens fraseopdelinger er bygget på Fibonacci-sekvensen, en matematisk talrække, hvor summen af de to foregående tal altid udgør det næste tal i rækken.

Hvis det lyder nørdet, så er det, fordi det er det. Se blot videoen her:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men det er også ret så fantasifuldt sat sammen. Det giver Tools rytmiske fundament et ekstra lag af betydning, som går i spænd med sangtekstens overordnede tema om at acceptere væksten og rejsen mod det ukendte som et livsvilkår – at blive ved med at søge udad og »swing on the spiral«, som det formuleres.

Der er mange derude, inklusive undertegnede, der igennem tidens løb har haft det sådan her, da tekst og musik gik op i en højere enhed:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fascinerende eller opblæste?

Man kan få en fornemmelse af, at Tool i forsøget på at opnå en kreativ synergi står i hvide kitler med beskyttelsesbriller og reagensglas med farverige væsker og modererer, vejer, vurderer og endevender alle musikalske og sproglige vendinger og virkemidler for at få de forskellige kræfter og det samlede udtryk til at gå op. Nøjagtigt som de videnskabsmænd, fysikere, kemikere, alkymister og filosoffer, de lader sig inspirere af, og som igennem tidens løb har forsøgt at forklare universets sammenhæng på forskellig vis.

Koncepterne, lagene og tankevirksomheden bag er det, der for mange gør Tool til et evigt fascinerende band og et decideret vanedannende bekendtskab. Fans har i årevis endevendt bandets videoer og næranalyseret teksterne på en måde, der minder om omvendte nyreligiøse. Vil du have bevis for det, er det bare at besøge Reddit eller dit nærmeste kommentarspor på Youtube.

Det er også det, der for andre gør Tool opblæste og prætentiøse. De præsenterer sig selv som et værktøj, der kan åbne op for universets hemmeligheder, hvis bare man dykker dybt nok ned i deres musik og prøver hårdt nok på at afkode det.

Men måske er der ikke så meget at afkode.

Alt efter om man køber pakken, er Tool enten intellektuelle og kunstneriske forbilleder eller en samling dygtige musikere med meget høje tanker om dem selv.

Tidens største kultband

Vurderer man på internettets hypemaskine, er der dog flest i den første kategori. Igennem årenes løb er den lange ventetid blevet til memes, der trækker på alt fra ’Interstellar’, ’Back to the Future’ og ’Game of Thrones’, og mon ikke modtagelsen af det nye album kaster en masse nyt materiale af sig.

En årsag til Tools succes og status skal også findes i deres tilbageholdenhed, i modvilligheden til at give svar, forklaringer og nemme løsninger. Og i bevidstheden om, at selv hvis de kom med noget, der lignede en vejledning til, hvordan deres kunst skulle forstås, så ville man stadig ikke kunne regne med det. Det har skabt en særlig aura og mystik omkring bandet, der har fået deres kommercielle aktie og kunstneriske anseelse til at stige i al den tid, de har forholdt sig stille. Men også gjort dem til mere end bare et band.

Det er næppe tilfældigt, at Maynard James Keenan på deres seneste turné, der i juni måned rundede Copenhell, klædte sig ud som en jokerlignende skikkelse med hanekam og et lumsk smil: Deres musik har altid været en maskerade.

Tools historie er en, der for hvert kapitel peger over mod større formater, større ambitioner og længere spilletid. Med en dedikeret fanbase, der har spredt bandets rygte som ringe i vandet, har de formået at trække en kompleks form for alternativ og progressiv metal ind i en mainstream, der lever på hype, hurtige nyheder og et flow af ny musik for at holde sig ovenpå i feedstrømmen.

Det har gjort dem til tidens største kultband, og indtil videre er der intet, der tyder på, at de med ’Fear Inoculum’ drosler ned på nogen som helst måde: Med en spilletid på 85 minutter fordelt på syv sange og en fysisk udgivelse, hvor der foruden en cd følger en mindre bog, en højtaler, en HD-skærm (!) og et opladerstik med, lader det til, at bandet har overgået sig selv hvad angår at tænke koncept, musik og indpakning sammen.

Med de store armbevægelser, der er blevet lagt for dagen, har ’Fear Inoculum’ potentialet til at blive et gigantisk knald eller fald for det sagnomspundne band. Albummet kan blive en milepæl for dem og den alternative metal, eller det kan blotlægge de prætentiøse ambitioner, som Tool excellerer i.

Men én ting er i hvert fald sikker: Og det er, at hypen omkring Tool ikke stopper her.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af