INPUT-panel prøvede at få flere kvinder i dansk musik: »Der begynder virkelig at ske nogle ting«

INPUT-panel prøvede at få flere kvinder i dansk musik: »Der begynder virkelig at ske nogle ting«
Sarah Sølvsteen, en af initiativtagerne bag SheCanPlay, Anya og Roskilde Festivals musikchef Anders Wahrén.
Foto: Sebastian Apel/Soundvenue

Kvotetanken skabte en del debat til INPUT, da vi fortsatte fokusset på kønsligestilling i dansk musik sammen med paneldeltagerne Anya, Roskilde Festivals musikchef Anders Wahrén og Sarah Sølvsteen, en af initiativtagerne bag SheCanPlay.

Men der kom også flere gode eksempler på, hvordan udviklingen går den rigtige vej. Vi har samlet nogle af løsningsforslagene fra talken i Pumpehuset samt de bedste argumenter.

Sætte tidligt ind

SheCanPlay, som Sarah Sølvsteen har startet sammen med Karen Vincent, er et af de nye tiltag, ligesom blandt andet Urban Grrls, der er dukket op de senere år. De forsøger at skabe et fællesskab for unge kvinder mellem 14 og 22 år, der laver musik,< udvikle deres musikalske talent, søge gode råd og møde ligesindede.

»Vi tror, at man skal fange pigerne tidligt og hjælpe dem med at blive bedre og tro på deres egne evner, så vi kan få et større udbud af kvindelige musikere«, sagde Sølvsteen. (SheCanPlay modtager i øvrigt ansøgninger til næste hold. Deadline er 11. oktober.)

Wahrén: »Piger og drenge er lige gode til musik, så det handler meget om, hvordan vi passer og plejer det talent, de nu engang har, så der kommer flere kvindelige musikere.

Men det er ikke, fordi jeg siger, at så skal vi bare læne os tilbage og vente på, at det sker. For os er det oplagt at støtte nogle af de her initiativer (Roskilde Festival støtter SheCanPlay økonomisk, red.), som så kommer os alle sammen til gode, fordi vi får mere god musik ud af det i sidste ende«.

Flere kvinder i hele branchen

Anya: »Jeg kom frem ved at arbejde sammen med en hel masse mænd. Når jeg tænker tilbage på det, ville jeg da ønske, at jeg kunne producere sammen med nogle flere kvinder eller have nogle flere kvinder i mit band eller bare én kvindelig A&R, som er de her pladeselskabsmennesker, der hjælper en med ens musik og finder nye artister.

Det er stadig en vildt mandsdomineret branche, selvom det bliver bedre nu. Der skal flere kvindelige samarbejdspartnere hele vejen rundt. Der er mange mennesker, som har haft nogle ideer om, hvordan jeg skulle være eller lyde som artist, som måske ikke har taget udgangspunkt i den kvindelige oplevelse af at være det. I branchen generelt mangler der lidt plads til, at man kan være anderledes – på alle mulige forskellige måder«.

Kvoter eller ej

Diskussionen blev drejet ind på kvoter og på vores artikel om Way Out Wests måde at arbejde med at booke 50-50, altså lige mange kvindelige og mandelige acts ved deres festival. Her var meningerne meget delte.

»Vi booker ikke efter kvoter på Roskilde Festival, ikke i forhold til køn eller genre eller andre ting, som vi også prøver at balancere i vores program. Det er vigtigt at prøve at have diversitet, for jeg er enig med Anya i, at der kan være mange ting, vi ikke hører, fordi der er mange piger, som ikke begynder at spille musik«, sagde Wahrén, som vi tidligere har diskuteret emnet med.

Wahrén: »Der er et problem, og vi går glip af en masse potentielt god musik, som kunne være der, og som vi skal sørge for kommer der i fremtiden, men hvis vi bare med et trylleslag siger, nu har vi løst det, vi har booket 50-50, og det kan sagtens lade sig gøre, så er der også en fare for, at vi ikke taler om alle de bagvedliggende ting. Så er det en symptombehandling, vi går ind og laver«.

Anya og Sarah Sølvsteen til INPUT før talken. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

I lader også til at arbejde meget med fordelingen internt. For mig handler kvoter om at sikre sig, at de andre store festivaler, som mig bekendt arbejder noget mindre med det, kommer i gang. Skal vi bare vente på, at de bliver bedre eller ikke længere kan tillade sig at ignorere det?
Wahrén: »Jeg skal ikke svare for dem. Vi gør, hvad vi kan og vil gerne være en rollemodel. Jeg er ikke bleg for, at vi skal trække et større læs, fordi vi er den største festival. Jeg tror også, at det kan have en positiv afsmittende effekt på mange andre festivaler. Og så kan vi forhåbentlig også være med til at drive det til et sted, hvor der kommer flere kvindelige musikere, så de ikke er til at komme udenom«.

Anya: »Men hvad ville være ulempen, hvad ville det kunne skade, hvad er man bange for at miste ved at have en 50-50?«.

Wahrén: »Jeg kan være bange for at miste noget fleksibilitet. Hvis vi kigger på hele vores program, så er der nogle steder, hvor den skævhed er meget større. Så jeg tror, at hvis vi bookede efter en 50-50-kvote, så ville vi få en skævhed genremæssigt i forhold til det udbud, vi gerne vil have«.

Nu booker I også mange navne, men det virker ikke lige så uoverskueligt på en festival som NorthSide, der nok minder mere om Way Out West. Hvad tænker du, Sarah, er det ikke netop vigtigt at få nogle kvinder op på scenerne, så der er nogle rollemodeller?
Sølvsteen: »Det er vanvittig vigtigt at have rollemodeller. Det er også derfor, jeg ikke er tilhænger af kvotetanken. Jeg tror, man kommer til at tage nogle kvinder ind på de her festivaler, som ikke er klar til det endnu. Ellers havde man jo booket dem naturligt. Der er ikke nogen, som ikke ønsker kvinder på festivalerne.

Jeg tror ikke, man gør kvinderne en tjeneste, hvis det er kvinder, som simpelthen ikke er gode nok til at stå på den scene. Det får ikke unge kvinder blandt publikum til at tænke, jeg bliver rørt, det er det her, jeg skal«.

Det må aldrig handle om, at nu går vi ned i kvalitet for at booke flere kvinder. Spørgsmålet er, om det er nødvendigt? Altså igen, Way Out West gør det.
Sølvsteen: »Det er super vigtigt at være opmærksom på, og den her debat er vigtig at blive ved med at have. Det er godt, at vi har den her talk, og at vi ikke er helt enige. Det gør os alle lidt mere bevidste om, at vi lige skal tænke os om en ekstra gang. Der er et problem, og vi kan alle sammen gøre et eller andet.

Kvotetænkningen tror jeg ikke på. Vi er så mange, som gerne vil, og hvis kvinderne var der, så bookede vi dem. Det er jo mine kolleger fra Luger i Sverige, der booker Way Out West, og de har altså været i gang med den her dialog i mange, mange år, og de har haft tiltag som She Can Play i mange år. Derfor tror jeg også, at de har flere kvindelige artister, som er klar«.

Anya: »Jeg synes bare, det er så interessant, at lige så snart man siger noget med kvoter, så ser folk rødt. Men jeg oplever, at der er nogle forestillinger omkring musikbranchen, som man ikke har med, når man tænker på kvoternes mulige indvirkning. For eksempel snakkede jeg med en radiovært, som argumenterede for, at mænd bare lavede mere radiovenlig musik. Hvad fanden er radiovenligt? Vi glemmer alle de strukturer, der ligger under«.

Sølvsteen: »Det er dem, vi skal kigge på. Jeg tror, der er en chance for, at mænd spejler sig mere i musik fra mænd, og fordi der sidder mænd i de her stillinger, kommer der flere og flere mænd. Så det er også et sted at kigge og sørge for, at der kommer nogle kvinder. Der kommer flere og flere unge kvindelige A&R’s, og det er på grund af den her snak. Det er rigtig vigtigt.

På mit kontor er vi fire kvinder og én mand. Vi er to kvindelige agenter og en mandlig. Det er os, der signer artister. Martin, manden, han har flest kvinder. Det kan godt bare være min lille virkelighed, og Martin kan være en undtagelse, men det er måske ikke så simpelt. Jeg tror dog, det kan gøre en forskel med flere kvinder på bookingbureauerne, pladeselskaberne og i radioen«.

Anya: »Ja, jeg tror ikke, man skal underkende radioens indvirkning. Det er meget en hønen eller ægget-diskussion. Hvor starter det? Flere kvinder skal spille musik og turde vise den frem og producere selv og alt det der, men radio er en sindssygt vigtig faktor i, hvad for noget musik, der bliver stort nok til at kunne blive booket. Hvad for noget får nok medvind, til at vi synes, det er værd at satse på kommercielt, eller er gode nok til at stå på festivalerne? Det er så lavpraktisk, som at jo flere Koda-penge, man har, eller jo flere plays, man har haft i radioen, jo federe koncerter har man råd til at sætte op, fordi man har flere penge at kunne bruge på sine live-shows.

Der er mange led i kæden, der gør, at kvinderne ikke er repræsenteret i samme grad. Hvis man ikke sætter ind over for de led, men bare venter på, at der skal komme flere kvinder, så… Et argument for kvoter er jo netop, at man vil skabe den platform til kvinderne uden at vente på, at det sker organisk, hvis der er for mange led i kæden, der hæmmer den udvikling.

Hvis man skulle booke 50-50 kvinder, så måtte man finde nogle acts, der kunne leve op til det, og understøtte dem og sige, nu er det dem, vi tror på«.

Wahrén: »Jeg kan sagtens se pointen, og hvad det er, man kan håbe på at opnå med kvoter, men jeg vil stadig fastholde, at jeg ikke tror, at det er det rigtige for os at gøre det på den måde.

Min forgænger var kvinde – og uden at sige noget ondt om Rikke, som jeg har masser af kærlighed til – så havde vi færre kvinder på scenen i hendes tid som musikchef, end vi har nu. Så det handler ikke nødvendigvis om, om der sidder en kvinde eller en mand. Kvinder kan måske også være hårdere til at bedømme andre kvinder.

Det handler måske om, at vi har fået lavet et fokus og ikke så meget om, hvem der sidder på toppen af magten. Vi er heldigvis også en gruppe, så det er ikke mig alene, der sidder og bestemmer, hvem vi skal booke«.

Flere kvindelige fællesskaber

Anya indgår i et af de nye fællesskaber, som kvinder i dansk musik har skabt de senere år.

Anya: »Det er så sindssygt optur. Der begynder virkelig at ske nogle ting, hvor kvinder i højere grad ser værdien i at bruge hinanden i den danske musikbranche. Vi har for eksempel startet en Facebook-gruppe, som lige nu består af over 500 danske, kvindelige musikere, producere, sangskrivere, instrumentalister – alle mulige forskellige kapaciteter.

Der bliver lavet workshops og sangskrivnings-camps, for vi kan jo lige så godt skrive sammen i stedet for altid at skulle gå til mandlige sangskrivere og producere.

Den stemning er meget mere præsent nu, end da jeg startede med at lave musik for fire-fem år siden. Det føles sindssygt dejligt. Det at man ikke altid skal have sin musik igennem mænd for at få den ud, det er virkelig spændende. Den selvstændighed vil betyde meget for kvinders status i musikbranchen«.

En publikumsopfordring

Efter en spørgerunde blandt publikum var sidste indspark en opfordring: »Jeg har fået en rigtig god idé: Når vi nu snakker om kvoter, og du, Anders, snakker meget om, jeg tror, måske og muligvis, så kunne der være et bud, der hed, ét år prøver vi sgu lige at være vilde på Roskilde. Vi tager kvoten, 50-50. Vi ser, om det ikke banker billetsalget op, om der ikke kommer nogle flere unge forbilleder, der kan få lov til at komme op på scenen og være forbilleder for andre piger, som så kan få lov til at komme op på scenen og starte den gode udvikling. Bagefter kan du så sige, det duede ikke, vi har prøvet. Eller du kan sige, hold kæft mand, det virker. Det er bare ét år«.

Wahrén: »Jeg vil sige, at det, at vi har haft et øget fokus på det her de seneste tre-fire år i hvert fald, det giver pote. Det har givet os et mere spændende program, billetsalget har været ret steady og godt, så det har ikke gjort noget dårligt, at vi har arbejdet på den måde. Vi er tippet over til 51 procent kvindelige publikummer, men det har ligget meget konstant, så det har heller ikke ændret meget på det. Derfor er vi heller ikke bange for at fortsætte ad den vej.

Jeg mener stadig ikke, at kvoter er vejen, men jeg mener, at vi nok skal nå til en 50-50-fordeling på scenerne, som blandt publikum inden for en rimelig overskuelig årrække, også selvom det ikke er det, som udbuddet dikterer«.

Så tror jeg, at jeg vil slutte med at sige, at Roskilde Festival uden tvivl er den af de store festivaler herhjemme, som gør det bedst på det punkt, så jeg synes, at vi skal sende din fremragende opfordring videre til NorthSide, Tinderbox, Skanderborg, Heartland… det er der, de for alvor skal give den en over nakken.

SheCanPlay modtager ansøgninger til næste hold. Deadline er 11. oktober.

Læs også: ’Valhalla’-holdet besøgte INPUT: »Lad os gøre noget, der kan føre os sammen i stedet for at splitte os ad«

Læs også: Svensk musikfestival booker lige mange kvinder og mænd: »Det føles vigtigt«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold