Sturgill Simpsons ’Sound & Fury’ er en fuckfinger til musikbranchen, Nashville og publikums forventninger
Disruption er et af tidens omdiskuterede buzzwords. Herhjemme nedsatte Løkke-regeringen et såkaldt Disruptionsråd for nogle år siden, hvilket forlenede udvalgsmedlem, allestedsnærværende Hella Joof, til at begave offentligheden med sit herostratisk berømte udsagn om, at visse indianerstammer brænder deres byer (eller rettere ’hele lortet’) af hvert syvende år, for ligesom at starte på en frisk (underforstået: det danske velfærdssamfund kunne måske have godt af at blive udsat for samme øvelse).
Hvis Sturgill Simpson kan siges at have nogenlunde det samme forhold til Nashville og den kommercielle del af countrymiljøet som Joof har til statsformynderi i form af velfærdsgoder, så er det nye album, ’Sound & Fury’, hans svar på Joofs nedbrændingsstrategi: Brænd lortet ned til grunden og start forfra.
For jeg skal da love for, at Sturgill Simpson har tænkt sig at skubbe til alskens vaneforestillinger inden for en genre (country) og en industri – Nashville (eller ’Nashville’, for så vidt som vi ikke taler om byen så meget som om en forestilling om en særlig kultur og den branche, der ’snylter’ på den kultur) – der ellers nok befinder sig fint med at stå i stampe.
Simpson vandt Grammy-anerkendelse for det tre år gamle ’A Sailor’s Guide to Earth’, et country-soul-konceptalbum opbygget som en fars brev til sin nyfødte søn, der blandt andet indeholdt en pedal steel-grædende coverversion af Nirvanas ’In Bloom’.
Det er Simpsons erfaringer med musikbranchens brodne kar i forlængelse af 2016-udgivelsens uventede succes, der i den grad farver musikken på ’Sound & Fury’, der ledsages af en blodspruttende og ikke så lidt apokalyptisk anime-film på Netflix. Ud over at gøre det ud for en uventet markedsføringsstrategi er filmen et tæt på bizart kultursammenstød (amerikansk heartland rock møder japansk splattertegneserie) foruden et hundedyrt promotion-værktøj for en kunstner, der ikke sælger album i millionklassen (omkostningerne løb angiveligt op i 10 mio. kroner).
I kompagniskab med skikkelser som Jason Isbell og Chris Stapleton repræsenterer Simpson for mange fans og iagttagere en form for opdatering af 70’ernes outlaw-scene (Waylon Jennings, Kris Kristoffersen, Willie Nelson), der forsøger at gøre op med den forsimplede og hyperkommercialiserede bro country, der har været Nashvilles – og countrymusikradiostationernes – løsen i det 21. århundrede.
Men ’Sound & Fury’ virker ikke bare som en fuckfinger til musikbranchen og ’Nashville’, men til alle, der går og nærer fastlåste ideer om, hvem Simpson er, hvad der er hans karrieremål, og hvor han er på vej hen. I den forstand er det også en fuckfinger, der er rettet mod dig, lytteren: Simpson gider ikke leve op til forsmåede countryfans’ idé om ’autenticitet’. Hvad er det? Langt, tjavset hår og en klagende vokal?
’Sound & Fury’ er ikke bare en uventet efterfølger på en ’Album of the Year’-Grammy-contender (Simpson tabte hin februaraften 2017 til bundhæderlige, men ærkekedsommelige Adele), den er opsigtsvækkende in-your-face, for ikke at sige fjendtlig. Men den er også a rockin’ good time, hvis bare lige man finindstiller kompasset og skruer ned for de forhåndsforventninger, som Simpson kun har en aggressiv hånlatter til overs for. Pladens etos kan opsummeres i følgende fyndige udsagn: »It’s fuck all y’all season« (tekstbidden stammer fra den T-Rex-glamrockende ’Last Man Standing’). På den discorockende (!) ’Mercury in Retrograde’ langer han ud efter alverdens pretenders og namechecker journalister og andre spyslikkere, der har travlt med at tænke i image building og brands. Beskeden er ret klar: Bland dig udenom, eller måske snarere: Pis af, tissemyre.
Simpson insisterer – måske til tider på lige lovlig bastant vis – på at være herre i eget hus: Han har prøvet at brænde nallerne gevaldigt, da pladeselskabet og hans egne repræsentanter forsøgte at malke successen for alt, hvad den kunne trække i 2016-17. Simpson trak stikket, blandt andet grundet turnérelateret udbrændthed, og nu står han her og retter skytset mod the Man, en industri, der driver klapjagt på kunstnerisk skaben: »This town’s getting crowded / truth’s been shrouded / think it’s time to change up the sound«, synger han på programerklæringen ’Make Art Not Friends’, og fortsætter: »I love to say no to the yes-men / just to see the look on their face’. Og, boy, holder Sturgill hvad han lover!
Simpson har selv udtalt, at han med ’Sound & Fury’ ønskede at lave sin ’Wu Tang-plade’, og hvis han med det henviser til en særlig form for energi, vildskab og uforudsigelighed, må man sige, at han har nået sit mål. Men de egentlige musikalske referencekilder er ZZ Top’s sydstatsswingende boogie-rock anno 1983, inklusive MTV-venlige synthesizer-bredsider, foruden The Black Keys’ fuzz-tunge guitar-hooklines og Queens of the Stone Ages’ ørkenstøvede knoldesparkerrock, der med sin fornemmelse for at teknologi og apokalypse er nært sammenknyttede, gjorde Josh Homme og kumpaner til et friskt – og hypermoderne – bekendtskab først i 00’erne.
Simpson hiver flere potente melodier ud af ærmet, men alligevel mister albummet en smule flyvehøjde midtvejs, hvor det er som om slagstyrken fra den bombedetonation, som hans dramatiske stilskifte udgør, aftager en kende. På ’Best Clockmaker on Mars’, balladen ’All Said and Done’ og førnævnte ’Last Man Standing’ er det så som så med den melodiske tænding, og det er en kende problematisk på et album af bare 41 minutters varighed, der har det ildspåsættende, blodstyrtende og kæberaslende som sit mission statement.
Og selv om Simpson er en glimrende sanger, og hans vokal faktisk passer forbløffende godt til den rockede iscenesættelse, synes jeg ikke vokalen er mikset specielt hensigtsmæssigt i lydbilledet. Den får en poleret og tæt komprimeret finish, hvor det lyder som om et dusin vokalspor er lagt oven i hinanden, og dermed nivelleres effekten af det sungne frem for at blive bestyrket. Det er faktisk svært at fornemme de sprækker i stemmen, der kunne have hevet flere følelser ind i musikken.
En vred (country)rockstjerne, der vrænger ad det system, der holder ham fast i snærende bånd og som sprutter af væmmelse over berømmelsens væsen? Det er hørt (mange gange) før. Og det er ikke fordi Simpson for alvor finder noget afgørende nyt at sige om sagen. Man griber momentant sig selv i at tænke: Hvad med at kigge dig selv i spejlet, hr. Simpson. Eller hvad med i det mindste at skrive om, hvad det gør ved dig på et personligt plan. Man mangler lidt en indadvendt refleksion som kontrast til alt den udadreagerende galde.
’Sound & Fury’ har ikke lige så meget hjerte som det har attitude. Til gengæld er det sjovt at lytte til – og ikke så lidt opkvikkende, hvis man er typen, der sætter pris på musikalsk disruption.
Kort sagt:
’Sound & Fury’ virker ikke bare som en fuckfinger til musikbranchen og ’Nashville’, men til alle, der går og nærer fastlåste ideer om hvem Simpson er, hvad der er hans karrieremål og hvor han er på vej hen. Simpson gider ikke leve op til forsmåede countryfans’ ide om ’autenticitet’. Hvad er det? Langt, tjavset hår og en klagende vokal?