The Minds of 99 fik Royal Arena til at summe fra gulv til loft i kollektiv ekstase

The Minds of 99 fik Royal Arena til at summe fra gulv til loft i kollektiv ekstase
The Minds of 99 i Royal Arena.
Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue
The Minds of 99 fik Royal Arena til at summe fra gulv til loft i kollektiv ekstase
6 6
The Minds of 99

Koncert, Royal Arena

»På NorthSide havde vi én sakselift. I aften har vi tre!«

Ordene kom fra Niels Brandt lørdag aften i et udsolgt Royal Arena og var den perfekte segue hen til ‘Stor som en sol’, der nærmest er blevet hans bands signatursang de seneste år. For ja, The Minds of 99 har fået storhedsvanvid; med en såkaldt arenaturné rundt til landets allerstørste spillesteder, en stiliseret video til den engelsksprogede ‘1,2,3,4’, en ny bog, der sætter ord og billeder på succesen, og som det glinsende kirsebær på toppen annonceringen af, at deres eneste koncert næste år finder sted i Parken.

Niels Brandt er bevidst om megalomanien, og man kan derfor tilgive ham meget. Men endnu mere afgørende: Bandets mini-stadionkoncert i Royal Arena virkede lørdag som det mest naturlige i verden. Så ja, Parken, why not.

The Minds of 99 har spillet Orange Scene op to gange, men på deres arenaturné har de for første gang sammensat deres helt eget kæmpeshow, som fans har købt billet til. Det forpligter, og Brandt og co. havde i dén grad taget opgaven på sig.

Bandet mødte den skrigende (!) sal med ‘1,2,3,4’, der har fået kritik for at være deres mindst ‘Minds-agtige’ skæring til dato, men det virkelig effektfulde sceneshow stjal opmærksomheden med neongrønne skærme bag medlemmernes paralyserede silhuetter. Hurtigt fulgte energibomben ‘Ung kniv’ badet i rødt lys og klassikeren ‘Et barn af min tid’. Sjældent har jeg oplevet så mavepusteragtig en tretrinsraket som showåbner, og sjældent har jeg hørt mere intens jubel til en dansk koncert.

The Minds of 99 havde smedet en dynamisk sætliste sammen af højdepunkterne fra deres katalog af storladne, postpunkede popsange, og øjnene havde hele tiden noget at se på (hvis ikke de mastodontiske billeder af Brandts skuende blik var nok).

The Minds of 99 i Royal Arena. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Under den kyniske ‘Drømmer om livet’ sang Brandt ind i et kamera, der sendte sort-hvide frames af hans søgende cirkelvandring på scenen op på skærmene, hvorefter han dukkede op på en sakselift midt i salen og leverede ‘Solkongen’ solo bag klaveret. Herfra blev han løftet op over smartphone-havet under en vital version af ‘Ud af min krop’, inden han tog turen tilbage til scenen under historiens måske længste crowdsurf.

Når Brandt omvendt stod på spidsen af den pyramideformede scene med sit band bag sig, virkede han indimellem lidt mat i sit kropssprog. Jeg studsede over de let rynkede bryn på storskærmen – følte Brandt sig rådvild, var han udkørt eller måske bare overvældet?

Var det sidste tilfældet, ville det give god mening. Royal Arena summede fra gulv til loft af fællessang og kollektiv ekstase. Den (selv)højtidelige stemning, som de gennemtænkte rammer og spillestedets skala fremprovokerede, nåede aldrig at skabe kløft imellem bandet og folket – tværtimod demonstrerede The Minds of 99, hvor intense vibrationer man kan skabe i en arena, når tusindvis af mennesker føler sig set og ser hinanden i musikkens navn. Som et hivemind.


Kort sagt:
Det virkede som det mest naturlige i verden, at The Minds of 99 spillede monstrøse Royal Arena op med en dynamisk setliste sammensat af højdepunkterne fra deres katalog af storladne, postpunkede popsange. Så ja, Parken, why not.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold