Der er vitterligt kun én som Emma
Højdepunktet til Emma Sehested Høegs teatralske eftermiddagskoncert indtraf ironisk nok under et nummer, der teknisk set ikke er hendes eget: Nemlig Andreas Odbjergs ‘Un Hommage’-hit ‘Svært at være fantastisk’.
Her forsvandt den altoverskyggende hovedperson fra scenen, mens multiinstrumentalist Oilly Wallace – der vanen tro netop havde leveret en sublim saxofonsolo – i bedste Chet Baker-stil fik lov at synge introen.
Pludselig kom Høeg kravlende tilbage på scenen og kastede sig ud i en om muligt endnu mere skabet version af det blærede bossanova-nummer – »JEG GØR JO VIRKELIG IKK’ NOGET!« – før hele herligheden kulminerede i boogie walk med resten af orkesteret.
»Der’ én, kun én som Emma«, sang hendes gudsbenådede saxofonist, og man kunne kun give ham ret. Malthe Hjort
Figurines forbedrede en af dansk indierocks største perler
Sjældent har Danmark produceret indierock af så højt format, som Figurines leverede på albummet ‘Skeleton’, der fyldte størstedelen af deres sætliste fredag aften. Og alligevel formåede den gendannede kvartet at tage den majestætiske ‘Release Me on the Floor’ til et nyt niveau.
Efter det ømme andet omkvæd kom en længere instrumental sektion, hvor leadguitarist Claus Salling Johansen løftede melankolien, inden det kulminerede i et voldsomt, udadreagerende riff fra Christian Hjelm. Derefter måtte han da også sætte sig ned. Kjartan F. Stolberg
Kneecaps fuckfinger til politihunde
Der er intet underligt i, at Kneecaps kritik af Israel har fyldt markant i både for- og efteromtalen af den irske raptrios NorthSide-koncert. Det er kun på sin plads, at deres opråb bliver taget alvorligt.
Alligevel er det vigtigt at pointere, at deres koncert ikke var hverken et gadeslagsmål eller et begravelsesoptog. Kneecap er nemlig også helt vildt sjove, hvilket ’Your Sniffer Dogs Are Shite’ er et perfekt eksempel på.
Sangen er en fuckfinger til de politibetjente, der formaster sig til at gennemrode trioens ting og sager efter de stoffer, som de – let’s be real, helt berettiget – mistænker dem for at være i besiddelse af (vildt uretfærdigt).
På NorthSide var sangen desuden et perfekt eksempel på trioens evne til at afveje den perfekte dosis af både kaos og disciplin, for midt i vildskaben sad deres hæsblæsende, rytmiske flow lige i skabet. Kneecap er en gruppe i total kontrol over deres virkemidler. Rasmus Weirup
Ja, Barry Can’t Swim satte ild til NorthSide
For et par uger siden konkluderede vi, at den hektiske Barry Can’t Swim-single ‘About to Begin’ ville sætte ild til NorthSide.
Med den titel kan nummeret selvfølgelig kun spilles tidligt i koncerten, og det betød, at der allerede var virkelig god energi i Nova-teltet fra meget tidligt i seancen.
God brug af liveinstrumentation gjorde kun den elektroniske nattefest endnu mere livlig, og Barry Can’t Swim fyrede også selv fra tid til anden nogle lettere jazzede fraseringer af på keyboardet, som gav nye dimensioner til musikken. Kjartan F. Stolberg
LCD Soundsystems eksplosive klimaks
Jeg bliver aldrig træt af det øjeblik, hvor LCD Soundsystems signatursang ’Dance Yrself Clean’ pludselig når sit klimaks.
Sangen bygger ikke op til det, men lader sin meditative, stemningsfulde intros impressionistiske lydbillede af raslende perkussion, snørklede synth-figurer og messende vokalmelodier eksplodere i et episk dancebreak helt uden varsel.
På NorthSide mærkede man virkelig den ekstreme synkronisering mellem de fem musikere – og den totale præcision – der gør et sådant øjeblik muligt. Endda samtidig med at forsangeren James Murphy som den lille drillepind, han åbenbart er, gik rundt og slog lidt på et bækken hist og her.
Og så var det ikke mindst vildt at mærke, hvordan det pludselige klimaks ikke blot flåede musikken i en ny retning – det flåede publikums kroppe med sig. Rasmus Weirup
Skreget i ansigtet af Turboweekend
Figurines er ikke det eneste gendannede danske band, der brugte NorthSide til at demonstrere, at de er tilbage i topform. Turboweekends show var så gennemarbejdet, som man kunne drømme om – især taget i betragtning af, at de overtog fra selveste James Blake.
De stærke øjeblikke stod i kø, men særligt megahittet ’Trouble Is’ var fabelagtigt, og da vi ramte c-stykket, bevægede forsanger Silas Bjerregaard sig ud på publikum.
Her stod han oprejst, kun holdt i vejret af folks arme, mens han skreg det emotionelt ladede c-stykke om manden, der føler sig forurettet, fordi han efter eget udsagn er »such a nice guy«. Det blev kun endnu mere intenst, når man havde ham direkte i ansigtet. Kjartan F. Stolberg
Polo & Pans nydelsesfulde dekadence
Det store højdepunkt under Polo & Pans NorthSide-koncert var selve den nydelsesfuldhed, hvormed duoen gebærdede sig på scenen. Dekadente, langsommelige bevægelser, der tydede på, at de to franskmænd svælgede i øjeblikket, som var det et luksuriøst spaophold og ikke en koncert.
Polo med sin fantastiske, hvide hårpragt, der vandrede omkring på scenen med en afslappethed, som jeg ikke engang har i min egen lejlighed. Pan, der flamboyant bevægede sine fingrer i takt til musikken, som om han forsøgte at drysse tryllestøv ud over publikum.
Prikken over i’et var gæstevokalisten Zoe Madimmi, der dansede som Laura Palmer på Bang Bang Bar i David Lynch-filmen ’Fire Walk With Me’: En fraværende, kølig og nærmest robotagtigt performativ udgave af sexethed, som alligevel formåede at være sært forførende. Rasmus Weirup
Luvcats nedbarberede Radiohead-fortolkning
Luvcat havde fået den utaknemmelige opgave at spille som den allerførste om fredagen. Endnu mere utaknemmeligt var hendes bands guitarer først ankommet kort inden koncerten.
Hendes singer/songwriter-indierock var dog en rigtig rar og imødekommende måde at starte dagen, og særligt da hun begav sig ud i en coverversion, ramte hun plet.
Hun spurgte publikum, om de kunne lide Radiohead (og det kan man jo på NorthSide!), hvorefter hun spillede ’Let Down’ udelukkende assisteret af en keyboardist, der også skabte flot samklang med Luvcat bag mikrofonen.
Den ellers noget sørgmodige sang fik et hyggeligt twist, da Luvcat fik øje på NorthSides omvandrende gøglere og begyndte at le. Kjartan F. Stolberg
Zar Paulos spritnye powerballade
Zar Paulo har for længst udviklet sig til et så habilt live-band, at de er noget nær garanti for et fremragende show, men samtidig er de så meget under udvikling, at der ofte er overraskelser.
Hermed bød koncerten på en større og mere ambitiøs udgave end hidtil af den fortsat uudgivne hymne ‘We Are One’. Det nummer sidder efterhånden lige så stærkt i skabet som deres ‘Elendig software’-hits.
Men gruppens Nova-koncert bød også på en debut for en decideret powerballade. Den hedder ‘I ærmet’, og her forener gruppen fornemt vemodigheden fra ‘Ik gå så langt’ med skalaen fra ‘Tæt på paradis’.
Det tyder på, at Zar Paulos sangskrivning stadig har mange nye steder at bevæge sig hen. Kjartan F. Stolberg
Rayes beundringsværdige direkthed
Vi kom vidt omkring i Rayes rodede, men uimodståelige koncert torsdag aften, hvor den selverklærede dramaqueen diskede op med både storslåede trompetsoloer, klubbede medleys og en hulens masse smalltalk.
Men midt i festfyrværkeriet tillod den britiske stjerne sig i enkelte øjeblikke at skrue ned for charmen for uden omsvøb og beundringsværdigt direkte at italesætte så alvorlige tematikker som en kontrollerende musikbranche, sit eget hashmisbrug og ikke mindst seksuelle overgreb.
»Nu siger jeg det bare: Den her sang handler om voldtægt«, lød det således, inden hun begav sig ud i en spinkel, let jazzet version af ‘Ice Cream Man’, der såvel denne aften som i hendes diskografi som helhed var et uomtvisteligt, kuldegysende højdepunkt. Malthe Hjort
Én The Minds of 99-sang blev større end nogensinde
Intet blev gjort halvt, da The Minds of 99 spillede festivalens sidste koncert på Astra-scenen. Men hvis én sang var større end resten, var det ’Stor som en sol/Flad som en pandekage’.
Første vers blev leveret uden anden instrumentation end blot en snigende ambient-synth, men da broen inden andet omkvæd startede, kunne man mærke, at noget vildt var ved at ske. Synth-lyden blev glitchy, og før publikum vidste af det, stod der flammer op fra hver sin side af scenen.
Herfra blev det en decideret EDM-sang for en stund – med en lyd, der vitterligt var stor som en sol. Man tabte næsten pusten, og det fungerede derfor eminent, da Brandt derefter måtte sætte sig ned, mens han passende nok sang »nu falder du sammen«. Kjartan F. Stolberg
The Murder Capital opildnede til solidaritet og slåskamp
Kneecap er løbet med mange af overskrifterne, men de er hverken de eneste irere, der kan skabe rowdy moshpits, eller som gør en dyd ud af at erklære støtte til det palæstinensiske folk.
»Som irere vil vi altid tage de undertryktes parti«, lød det således fra The Murder Capital, hvorefter de spillede god, gammeldags indierock med en slagkraft og en beskidt, punket nerve, som gør studieudgaverne til skamme.
Koncerten peakede med 2019-bangeren ’Don’t Cling to Life’, hvor publikum skabte en massiv wall of death – en kærlig slåskamp, der trods sit brutale ydre rummede næstekærlighed i spandevis. Kjartan F. Stolberg
Fcukers uimodståelige invitation
På NorthSide leverede New York-baserede Fcukers – ja, det udtales Fuckers – den bedste form for festmusik. En festmusik så skarpskåret, minimalistisk og repeterende, at man helt uden at anstrenge sig med det samme forsvandt ind i rytmerne og bassens insisterende trance.
Og som formåede at være totalt cool og fyldt med attitude uden at give afkald på den afslappede, uprætentiøse aura, der signalerede, at det her var en fest, alle var velkomne til.
Hvis der var nogen, der var i tvivl om den sag, blev det sågar skåret ud i pap på et endnu uudgivet højdepunkt, der vistnok hedder ’To My Party’, hvor forsanger Shannon Wise sødmefuldt leverede denne uimodståelige invitation: »If you wanna party / Come over to my house«.
Det var der tilsyneladende ikke mange på NorthSide, der kunne modstå, for koncerten – der til at begynde med ærligt talt fremstod noget affolket – udviklede sig hurtigt til den fest, den fortjente at være. Rasmus Weirup
Psychedelic Porn Crumpets med Power Rangers på scenen
De australske syrerockere Psychedelic Porn Crumpets elsker gøgl – bare se på, hvad de hedder. Det får næsten deres lokale genrefæller King Gizzard and The Lizard Wizard til at fremstå gravalvorlige.
De var derfor ellevilde med, at to personer forrest i publikum havde iført sig Power Rangers-kostumer. Så glade, at bandet tidligt i koncerten inviterede de to Sentai-helte med op på scenen for at danse under ’Bill’s Mandolin’, hvor de også hver især fik foræret en trommestik.
»De her to er nu officielt medlemmer af bandet«, erklærede forsanger Jack McEwan – og lod dem fjolle rundt en sang til. Kjartan F. Stolberg
Luna Ersahins palæstinensiske folkesang
Efter en række fortrinsvis festlige numre udmeldte lørdagens åbnere, AySay, at de havde været meget splittede om, hvorvidt de ville aflyse deres NorthSide-optræden, idet arrangøreren Down the Drain er støttet af den amerikanske kapitalfond KKR, der handler våben med Israel.
De valgte at gennemføre showet, men brugte platformen til at protestere, og forsanger Luna Ersahin sang sårbart en palæstinensisk folkesang helt uden nogen akkompagnerende instrumentation, mens trommeslageren holdt et palæstinensisk flag i vejret.
Det var stærkt og rørende – selv Ersahin endte med at græde – og senere gæstede hun den efterfølgende koncert med Smag På Dig Selv, hvor både italesættelsen af KKR og den tilhørende folkesang fik en reprise.
Denne gang blot med en ildevarslende saxofondrone under Ersahins smukt skælvende vokal, alt imens et stort banner prydede scenen med teksten »blodpenge ud af musikbranchen«. Kjartan F. Stolberg
Find hele Soundvenues dækning af NorthSide HER.