Casiokids – lalleglad lækkerhed

»Det er så usedvanlig hyggelig å være her i kveld«, indledte Ketil Endresen, den norske electropop-trops stifter og sanger. Og hygge, vel at mærke af den energiske slags, var vel nok det gennemgående tema for stemningen, da de seks karismatiske mænd indtog hovedscenen med synthpop, calypsobeats og afrofunk en masse, så colaen måtte stilles til side og lemmerne frit kunne imitere gruppens orkestrerende fagter.

Opbygningsmæssigt var bandets setliste mestendels medrivende. De indledte med det rent instrumentale ’Kaskaden’, der lagde fint op til den storladenhed og strøm af optimisme, der løb gennem resten af den tre kvarter lange fest. Fra start til slut blev instrumenterne jongleret beundringsværdigt trygt, så både bananshakers, koklokker og den elektroniske instrumentering bidrog til en velafbalanceret helhed med de mere klassiske instrumenter.

Læs anmeldelse: Casiokids ‘Topp stemning på lokal bar’

Godt inde i deres optræden var Casiokids dog tæt på at tippe over i næsten for meget af det gode. Repertoirets præmis syntes at være rendyrket entusiasme og bekvemmelighed, og den melankoli og minimalisme, som de igennem deres fem år lange karriere også har vist sig at mestre, udeblev.

Da de synthbårne melodier rent faktisk gik i mol enkelte steder, og da der kom et mere nedbarberet indslag i form af den lette Erlend Øye’ske ’Olympiske Leker,’ mærkedes det hvordan variationen godt måtte have været mere udtalt. Det ville have givet pusterum og lidt mere tid til indlevelse i lækkerheden.