Mac DeMarco – kåde lo-fi-hymner fik nyt liv
Mac DeMarco indtog anonymt Stengades skrå brædder på en aften, hvor det udsolgte spillested skulle vise sig et kærkomment værn mod vinterens komme og en desværre lidet flatterende ramme for et band, der leverede en stærkt inspireret opvisning i lo-fi-garagerock med entertainer par excellence DeMarco i front.
Anonymiteten blev dog hurtigt kastet over bord til fordel for en kådt smilende DeMarco i front, der med autoritet, karisma og selvironisk distance talte ‘I’m A Man’ fra debut-ep’en ‘Rock ‘N’ Roll Night Club’ ind. En på overfladen uortodoks åbner, der dog fik pustet nyt liv og udfoldet sit potentiale på Stengades lave scene, hvor undertegnede, indrømmet, med sine lavstammede 179 centimeter (alt inklusive) havde svært ved at se den energisk vekselvirkende trio i front. Med febrilske energiudladninger engagerede de tre store dele af publikum, der så ud til at tage godt imod Montreal-bandet – trommeslageren, liberoen, den fjerde ubekendte, kunne i den grad høres, men ikke ses, og lod dermed alt være ved det gamle.
Læs anmeldelse: Mac DeMarco ‘2’
En charmerende kaskade af velskrevne melodier blev hermed storsmilende og ubesværet serveret publikum i form af ‘The Stars Keep On Calling My Name’ og cigarethymnen ‘Ode To Viceroy’, der med sine stærke fraser fik nyt liv på scenen og trivedes af den ekstra bund og dynamik, der må siges at fremherske denne aften.
Bunden skulle desværre vise sig at blive et gennemgående problem, som aftenen skred frem. Det føltes som om, at de stærkeste og mest koncise motiver undslap bassens frekvenser, der til gengæld ubarmhjertigt tog livet af ‘Rock and Roll Night Club’ og ‘Me and Jon Hanging on’, og når den ellers storsmilende tophuebassist glemte akkorderne i broen til hittet ‘Freaking Out the Neighborhood’, hjalp det ikke DeMarcos til tider tekstdrevne sange, hvis mellemtonebariton desværre druknede i baspullimuten lidt for ofte.
Læs også: Hør nyt album fra Mac DeMarcos sideprojekt
Dog kom gruppen styrket ud af midtvejskrisen og tømte overbevisende flasken med ‘She’s Really All I Need’, der splintredes i tusind stykker som en gammel, sart Bourgogne, der smadret mod gulvet svøbte alle i rummet i sit forførende univers af fragmenterede guitar-, bas- og trommesoli – aftenens højdepunkt.
Bandet, nu en enhed, samlede brudstykkerne til en veritabel noisemur for igen at vælte den med ‘Still Together’, hvor DeMarco post-crowdsurf selvsikkert tog mikrofon og publikum i hånden og førte os gennem en flot bandversion, som rundede en inspireret men ujævnt lydende koncert af.
