Warpaint – vil I rocke eller stene?

Som hun stod der iført tanktop og cowboyshorts lignede Warpaints forsanger og guitarist Emily Kokal en typisk festivalpige, men den amerikanske kvartets koncert var desværre for lidt i øjenhøjde med publikum.

Der var en inkonsekvens i live-udtrykket, som om bandet ikke kunne beslutte sig for, om de ville være et fuldblods rockband eller sætte det elektroniske i førersædet.

Bedst som vi fik eksempler på førstnævnte i form af glimrende versioner af ’Undertow’ og ’Disco/Very’, sadlede de om i stenede sager som ’No Way Out’ og ’Love is to Die’, der ikke formåede at få publikums pludren til at forstumme.

Ærgerligt, for som musikere viste de californiske kvinder yderst habilt samspil. Bassist Jenny Lee Lindberg og Stella Mozgawa bag trommerne lagde et groove, man vuggede frem og tilbage til, og både Kokal og Theresa Wayman afløste hinanden på keyboards og delte fine vokaler samt finurlige krumspring på guitarerne.

Mod slutningen tog rocken permanent bolig i Warpaints set med smittende spilleglæde til følge. Blandt andet stod Mozgawa oprejst, mens hun holdt beatet på stortrommen, hvilket blev honoreret med jubel og klapsalver.

Desværre for sent i en ujævn koncert, der ofte grænsede til det uvedkommende.

Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.