’Så meget godt i vente’
I nærbilleder summer insekterne, de røde køer gumler, regndråberne blinker i græsset. En gammel mand med strittende hvidt hår og stort skæg genner tålmodigt og småsludrende en ko ind i stalden. Koen skal føde, men kalven vender forkert, og den harmoniske stemning vender brat:
Koen brøler voldsomt i smerte og angst, manden forsøger med al kraft at trække kalven ud. Hans kone hjælper til, og til sidst må filminstruktøren smide kameraet og give en hånd med. Både kalv og ko klarer den, og Phie Ambo kan samle kameraet op igen, mens den gamle mand taler beroligende til det nyfødte dyr.
‘Så meget godt i vente’ lægger stærkt ud med dette hurtige skift fra idyl over pludselig dødskamp til overraskende ømhed. Men ellers lunter den sanseligt fortalte historie om den gamle mand og hans dyr roligt af sted uden de store udsving. Manden hedder Niels Stokholm og har drevet Torshøjgaard på biodynamiske principper i 40 år. Dokumentaren følger årets gang på den efterhånden nedslidte gård og portrætterer en egensindig mand, der ved eksemplets magt kæmper for sine værdier. Men han er næsten 80 år gammel, og myndighederne mener ikke, at hans måde at behandle kvæget på lever op til deres standarder.
Som tilskuer kan man ikke undgå at fatte sympati for Stokholm og hans kone. Den tætte kontakt med dyr, jord og planter virker simpelthen intuitivt rigtigt på selv den mest inkarnerede bybo. Men modsætningen mellem den gæve idealist og de onde myndigheder slår ikke rigtigt gnister. Selvfølgelig er det alvor for Stokholm, at han risikerer at miste retten til at holde kvæg. Men det er bare svært rigtigt at hade et par venlige biologer i blå kedeldragter fra Økologikontrollen, når de kommer trillende op af alleen i deres stationcar.
Filmens narrativ vækker ikke store følelser, men man betages alligevel: Af de drømmende nærbilleder af naturens frodighed og ikke mindst af Niels Stokholms stædige praksis. Hvordan lever vi bedst med og af naturen og dyrene? Og hvad er naturligt? Hvor økologikontrollen ser for meget komøg, ser Stokholm en naturlig balance.
Niels Stokholm er filmens facetterede omdrejningspunkt. Han virker til tider som en fantast, forført af biodynamikkens æteriske begreber om dyr, mennesker og universets forbundenhed. Samtidig opsøges han af landets bedste kokke, der mener, at han producerer de bedste råvarer, og biodynamiske landbrug har generelt en højere biodiversitet end økologiske.
Stokholm selv er ikke i tvivl. Han er ikke repræsentant for en uddøende race af naive landmænd. Han mener, at fremtiden tilhører biodynamikken – og fremfor at være den sidste af sin slags er han den første.
Kort sagt:
Den danske dokumentarist forvandler en lille historie om en landmands problemer med tilsynsmyndighederne til et poetisk essay om menneskets plads i universet. Det lykkes langt hen ad vejen i kraft af sugende slowmotion-optagelser af den danske landbrugsnatur – og en hovedperson, der både er i dyb kontakt med verden og lysår fra virkeligheden.