My Brightest Diamond

Marchorkestre og synthesizere. Det synes at være de to mest iørefaldende nye elementer, som My Brightest Diamond inddrager på sit fjerde album.

Disse suppleres naturligvis af den kaskade af velorkestrerede blæsere og strygere, som også var at finde på Shara Wordens forrige plade, ’All Things Will Unwind’, men på sit nye udspil formår hun at levere noget mere end blot flydende, subtile kammerpopsange.

Fra første sekund er albummet påtrængende, opmærksomhedskrævende og livligt. Intense og tribale rytmer blandet med svulmende bastoner gør ubestrideligt singlen ’Pressure’ til et af Wordens mest energiske numr, og er nok det tætteste, My Brightest Diamond kommer på at levere et reelt popnummer. ’Lover Killer’ skiller sig ligeledes ud, da det lyder som et soulnummer i forklædning med stramme hi-hat-nedslag og et fængende hornarrangement i omkvædet.

Både ’I Am Not the Bad Guy’ og ’Resonance’ har halvforvrængede guitarfigurer, hvilket yderligere vidner om pladens vidde, og overordnet set trækker den excentriske mikstur mellem den orkestrale og elektroniske instrumentalisering tråde tilbage til Sufjan Stevens’ album, ’The Age of Adz’, som Worden også medvirkede på.

Bagsiden af albummet er dog, at der stadig er sange, som ikke formår at tiltrække sig nok opmærksomhed. Det er navnlig pladens sidste fire numre, som fremstår kedsommelige og melodramatiske sammenlignet med første halvdel.

Albummet præsenterer utvivlsomt nogle af Shara Wordens hidtil stærkeste sange, og det er en skam, at hele pladen ikke holder niveauet.