De bedste nr. 5: ’Letters From Iwo Jima’
Anden Verdenskrig var så småt ved at drage sit sidste suk, da amerikanske soldater i 1945 gik på land ved den japanske ø Iwo Jima. Deres mission var klar: Nedkæmp fjenden, tag magten over øen og bomb Japan tilbage til stenalderen. I løbet af fem uger døde 20.000 japanske og 7000 amerikanske soldater i et af de mest blodige slag i Stillehavet, hvor de sejrsrige amerikanere i sidste ende kunne lade Stars and Stripes flagre.
Clint Eastwoods to krigsfilm, ’Flags of Our Fathers’ og ’Letters From Iwo Jima’, fortæller historien om slaget ved Iwo Jima fra hver sin side af fjendens linjer. Filmene er hver især et opgør med den blinde patriotisme og de forvrængede fjendebilleder, der uundgåeligt følger med, når et land går i krig. Men det er ‘Letters From Iwo Jima’, der står stærkest af de to værker. Eastwood formår på glimrende vis at sætte et menneskeligt ansigt på de japanske soldater og minder os om, at der sjældent er nogle rigtige vindere, når krigen først raser.
De bedste nr. 4: ’Changeling’
Der er noget næsten sadistisk over Clint Eastwoods mørke periodedrama ’Changeling’. Den utrolige historie om en ung, enlig mor, der kæmper mod korrupte politimænd og magtsyge politikere for at finde sin kidnappede søn i 1920’ernes USA, føles som et langt slag i mavegulvet. Værst er scenerne, hvor filmens heltinde – spillet at Angelina Jolie – bliver låst væk på en sindssygeanstalt. Den forfærdelige behandling i gummicellerne får ’Gøgereden’ til at ligne et sandt ferieparadis, og man skal være ualmindeligt kold i røven for ikke at mærke indignationen og afmagten på sin egen krop.
Den lille mands (eller i dette tilfælde kvindes) umenneskelige kamp mod et korrupt samfund er et gennemgående tema i Clint Eastwoods karriere. Men selvom historien er lige så slidt som furerne i den gamle cowboyhelts ansigt, har den sjældent efterladt et mere uafrysteligt indtryk som her. Det er bestemt ikke altid lige sjovt at være vidne til uhyrlighederne i ’Changeling’, men som det ofte er tilfældet med Clint Eastwood, skal det gøre rigtig ondt, før det kan gøre godt.
De bedste nr. 3: ’Million Dollar Baby’
Hillary Swank uddeler øretæver og ender boksekarrieren i hospitalssengen med sin griske trailer trash-familie svævende over sig som en flok sultne gribbe i Eastwoods Oscar-vindende drama. Clint Eastwood spiller selv Swanks vejrbidte boksetræner, der ikke kan fremtvinge et smil, om så hans liv afhang af det, og når ikke engang Clinten kan redde dig fra at ende dine dage som et ringvrag, ved du, at det står skidt til.
Med ’Million Dollar Baby’ tager Clint Eastwood (igen igen) en velkendt Hollywood-genre og vender vrangen ud på den. Her bliver underhunden for en gangs skyld hundeføde, og den obligatoriske sejrskamp til tonerne af ’Eye of the Tiger’ bliver udskudt til fordel for et liv som grøntsag. Det er grumt, grimt og uendeligt gribende.
De bedste nr. 2: ’Mystic River’
’Mystic River’ indvarslede et seriøst comeback for Clint Eastwood, da den fik premiere i 2003. Efter mesterværket ’De Nådesløse’ (se næste side) kastede det amerikanske ikon sig over forglemmelige film som ’True Crime’, ’Space Cowboys’ og ’Blood Work’, og hans karriere som instruktør syntes at være stagneret. Dennis Lehanes dystre roman om tre venner, der ripper op i et forfærdeligt barndomstraume, var akkurat det skud energi, Eastwood havde brug for.
’Mystic River’ blev nomineret til seks Oscars, heriblandt for bedste film og bedste instruktør, og endte med at hive to statuetter hjem for bedste mandlige hovedrolle og birolle til Tim Robbins og Sean Penn. Og det er da også det uforglemmelige skuespil af de to herrer, der løfter den intense thriller op over det ordinære. Med ’Mystic River’ sprang Clint Eastwood med hovedet først ned i en sump af ubegribelig ondskab og menneskeligt forfald – og her har han befundet sig godt lige siden.
De bedste nr. 1: ’De nådesløse’
De fleste forbinder stadig navnet Clint Eastwood med den übercool, navnløse cowboy i ’Den gode, den onde og den grusomme’ og ’A Fistful of Dollars’. Altid med solen i øjnene, fingeren på aftrækkeren og en smart bemærkning for enden af pistolløbet. I ’De Nådesløse’ lægger Clinten ponchoen og den gennemtyggede cigar fra sig og leverer i stedet et portræt af en gammel og plaget antihelt, som er så tynget af fortiden, at han har svært ved at begå sig i nutiden. Realismen var med ét kommet til det mytologiske Vilde Vesten – og det klædte den.
Det er forfriskende at overvære det gamle western-ikon begrave de selvsamme klicheer og mytologier, han selv var med til at give liv i starten af sin karriere. Her er ingen John Ford-ikonografi eller Sergio Leone-close-ups – ej heller nogen John Wayne til at redde dagen i sidste øjeblik. Kun en grå og regnfuld virkelighed, hvor det kan være ualmindeligt svært at skelne de gode fra de onde. Med ’De nådesløse’ lagde Clint Eastwood endegyldigt den romantiske forestilling om det vilde vesten i graven – og som tak modtog han en Oscar for bedste film og bedste instruktør i 1993.
De værste nr. 5: ’Firefox’
I 1980’erne var den kolde krig på sit højeste, og Hollywood spyttede en lind strøm af patriotiske pro-amerikanske actionfilm ud, der skulle mildne befolkningens frygt for, at Sovjetunionen ville bombe USA tilbage til stenalderen. Rambo og Jack Ryan hører til blandt de mest ikoniske. Det gør Clint Eastwoods Mitchell Gant ikke.
Historien i ’Firefox’ er sådan set spændende nok. En afdanket jagerpilot bliver smuglet ind bag fjendens linjer i Sovjetunionen for at stjæle et højteknologisk kampfly. Det er udførelsen og troværdigheden, der halter gevaldigt. Clint Eastwood kæmper ikke blot mod onde, sovjetiske kommunister i ’Firefox’. Han kæmper også for at holde publikums øjenlåg oprejst i de to timer, denne langgaber varer. Og det er en kamp, han har meget svært ved at vinde.
De værste nr. 4: ’Hereafter’
Da Clint Eastwood instruerede Matt Damon i den oversentimentale ’Hereafter’, var han netop blevet 80 år. Måske var det derfor, at historien om tre mennesker, der alle søger kontakt med folk i det hinsides, tiltalte ham: Fordi han indså, at alderen i den grad var begyndt at trykke, og manden med leen nærmede sig med tunge skridt?
Heldigvis er Clinten stadig ved godt helbred den dag i dag. Og heldigvis blev ’Hereafter’ ikke hans sidste film. For det havde altså været et noget tarveligt efterskrift på en ellers solid karriere. Historien er både usandsynlig og klæg som bare fanden, og den ellers så sikre håndværker farer vild i filmværkstedet, da han prøver at gå Alejandro Gonzáles Iñárritu i bedene og lave en multiplotfilm. Det godt to timer lange drama balancerer lige så elegant mellem romantik, socialrealisme, lommefilosofi og metafysik som en elefant på rulleskøjter.
De værste nr. 3: ’Broerne i Madison County’
Clint Eastwood er god til mange ting. At give den som førsteelsker er ikke rigtigt en af dem, hvilket ’Broerne over Madison County’ er et godt eksempel på. Sentimentaliteten driver ned af lærredet i dette romantiske drama, der hører bedre hjemme i Familie Journalen end på det store lærred, og når man genser filmen i dag, er det lidt af en gåde, at den blev så stor en succes i sin samtid.
Bevares, Meryl Streep og Clint Eastwood har bestemt kemien i orden, og den normalt hårdkogte knudemand slipper nogenlunde hæderligt fra at bytte revolveren ud med kærtegn og kærlige blikke. Men de to legendariske skuespillere roder rundt i en gumpetung historie, der byder på omtrent lige så mange overraskelser som en hjerteformet chokoladeæske. ’Broerne over Madison County’ er alle mødres yndlings-Clint Eastwood-film. Og det burde være tegn nok på, at der er et eller andet rivende galt.
De værste nr. 2: ’Koldt bly og varme øretæver’
Næst efter ’Bankekød til slemme drenge’ er ’Koldt bly og varme øretæver’ den bedste danske oversættelse af en Clint Eastwood-film nogensinde. Det er desværre også det eneste gode, der er at sige om denne platte buddy cop-actionbasker, hvor Dirty Harry aldrig rigtigt får snavs på fingrene.
’Koldt bly og varme øretæver’ vil så gerne nå de samme højder som ’Dødbringende våben’ og ’48 timer’, men ender med at drukne i fortærskede klicheer, elendigt skuespil og en helt igennem hjernedød historie. Scenen, hvor Clint Eastwood bliver voldtaget af filmens psykopatiske, kvindelige skurk, hører til blandt filmens mest mindeværdige. Men nok ikke helt af de grunde, som den gamle instruktør kunne have ønsket sig.
De værste nr. 1: ’J. Edgar’
John Edgar Hoover var en interessant mand. Han overlevede otte præsidenter som chef for FBI, anholdte gangstere i 1930’ernes depressionsramte USA, optog John F. Kennedys sidespring på bånd, sendte trusselsbreve til Martin Luther King og iklædte sig sin mors kjoler, mens han græd af skam over sine homoseksuelle tilbøjeligheder.
’J. Edgar’ burde altså også være en interessant film. Det er den bare ikke. Clint Eastwood har normalt et fast greb om sin historie og sine karakterer, men det svigter fuldstændigt i denne rædsomme portrætfilm, der ønsker at fortælle alt om J. Edgar Hoover, men ender med ikke at fortælle noget som helst. Og så hjælper det heller ikke, at Leonardo DiCaprio i gammelmands-make-up ligner en voksdukke fra et rædselskabinet.
Læs også: Marion Cotillards bedste og værste roller
Læs også: Nicholas Cages bedste og værste roller rangeret
Læs også: Mads Mikkelsens bedste og værste roller