Vi rangerer: Nikolaj Lie Kaas’ bedste og værste roller

De bedste nr. 3: Bjarne og Eigil  i ’De grønne slagtere’ (instr. Anders Thomas Jensen, 2003)

Det er altid sjovt at se voksne mennesker skabe sig. Eller, det er i hvert fald sjovt at se Nikolaj Lie Kaas skabe sig. Det får han så lov til at gøre for fuld udblæsning i Anders Thomas Jensens groteske komedie ’De grønne slagtere’. Heldigvis. Og der er oven i købet dobbelt op på Lie Kaas, da han spiller to brødre. Den rolige og fornuftsbårne Bjarne over for den retarderede og godhjertede Eigil – ja, det er her, det skabagtige kommer ind.

For er der nogen, der kan stjæle rampelyset fra Lie Kaas, så er det Lie Kaas selv. Som den hjerneskadede Eigil viser han nemlig, hvorfor han er en af landets sjoveste mænd. Den sorthumoristiske scene, hvor Eigil med sin stofgiraf i favnen ihærdigt diskuterer med Mads Mikkelsen halvskaldede Svend, er et højdepunkt.

De bedste nr. 2: Alex David i ’Reconstruction’ (instr. Christoffer Boe, 2003)

Fra de dybt fjollede roller til de grå, socialrealistiske dramaer – Lie Kaas kan det hele. Så selvfølgelig indtog han gnidningsløst Christoffer Boes Cannes-vindende debutfilm ’Reconstruction’, hvor tid og sted sættes ud af spil til fordel for filmmediet og Boes helt egne spilleregler. Lie Kaas spiller fotografen Alex David, der jagter kærligheden i et labyrintisk København, som filmen igennem bliver bare mere og mere mystisk.

I en film, hvor Boes formfuldendte greb om filmmediet nemt kunne løbe med al opmærksomheden, løber Lie Kaas indtagende med. Han giver nemlig filmens æstetiske krumspring og plotmæssige loops et afgørende menneskelig nærvær med sit på en gang jordnære og drømmende portræt. Rollen matcher fornemt filmens kunstneriske ambitioner, uden at det bliver prætentiøst.

De bedste nr. 1: Dirch Passer i ’Dirch’ (instr. Martin Zandvliet, 2011)

Nikolaj Lie Kaas finder den svære balancegang mellem alvor og komik i rollen som hele Danmarks Dirch i Martin Zandvliets melankolske drama om den folkekære skuespiller (… og charmør og drukmås). Her bliver skyggesiderne trukket ærligt frem hos en mand, der kæmper med ensomhed og indre dæmoner, alt imens han kører sjusser ned på stribe.
Lie Kaas lykkedes med vovestykket at portrættere Dirch Passer overraskende mørkt, men også rørende og morsomt. Dirchs nedtur og mindreværdskamp bliver aldrig karikeret, men sårbar og nuanceret – lige fra de velkendte Cirkusrevyen-sketches som ’Hoppegyngen’ til de alvorstunge scener på sygesengen. Rollen affødte ikke overraskende både en Bodil og en Robert for bedste mandlige hovedrolle.

De værste nr. 3: Thomas Borby i ’Skytten’ (instr. Annette K. Olesen, 2013)

Håbløse film går ofte hånd i hånd med ligegyldige skuespilpræstationer. Det er i hvert fald tilfældet med Annette K. Olesens overflødige genindspilning ’Skytten’. Ja, selv Nikolaj Lie Kaas må i rollen som anonym udenrigsminister se sig magtesløs over for miseren.

Til hans forsvar skal det dog siges, at han ikke har meget at arbejde med. Det ændrer dog ikke på, at man mest af alt håber, at Kim Bodnia i rollen som den miljøbevidste skytte vil få pløkket hovedet af Lie Kaas i en allerhelvedes fart. Jens Okking må græmme sig.

De værste nr. 2: Adrian Gabrielsen i ’Ved verdens ende’ (instr. Tomas Villum Jensen, 2009)

Alene navnet Adrian Gabrielsen antyder, at det enten kunne blive helt fantastisk eller ende helt fatalt. Det endte helt fatalt. Lie Kaas får ikke løftet sig selv og sin rolle op af Tomas Villum Jensens sorte hul af en såkaldt action-adventure-komedie. Der er ellers eventyrligt schwung på drengen, hvor Lie Kaas som kriminalpsykiateren Gabrielsen sammen med Birgitte Hjort Sørensen sendes ud i junglen for at jagte kilden til evigt liv.

Men filmens sløsede manuskript og mislykkede forsøg på at være sjov får hele vejen bugt med et par ellers oplagte tilløb til at gøre Gabrielsen til mere og andet end forglemmelig. Det lykkedes bare ikke. Heller ikke Nikolaj Coster-Waldau i bar overkrop redder Lie Kaas’ kastanjer ud af ilden.

De værste nr. 1: Irriterende sælger i de der reklamefilm for hårde hvidevarer

Selvom man hedder Nikolaj Lie Kaas, skal der åbenbart  også kradses ind til huslejen. Den har han så forhåbentlig fået betalt for evigt og altid ved at medvirke i de der hårde hvidevarer-reklamefilm. Blandt andet indfinder Lie Kaas sig som overivrig sælger i gul, kropsnær heldragt i et enerverende forsøg på at sælge Danmark opvaskemaskiner.

Men her er bare alt for mange virkeligt vage jokes, som i den ene reklameblok efter den anden klodset forsøgte at få dansken til at grine og købe kummefrysere samtidig. Skulle man være i tvivl, så er det altså sådan her, det ser ud, når man sælger sin sjæl. Lad os så bare håbe, at Lie Kaas har fået råd til at købe den tilbage igen sidenhen.

Lyt til Soundvenue Filmcast: Har en syg høne lagt ‘Mænd og høns’? Lever ‘Better Call Saul’ op til ‘Breaking Bad’?

Læs også: Interview med David Dencik – »Søren Malling gav mig rigtigt mange bank«