’Drengen og verden’
Et proportionsforvrænget hestelignende dyr på tændstiksben, abstrakte mønstre i konstant bevægelse og muterende farveklatter. Det er billederne, der taler i den dialogløse animationsfilm ’Drengen og verden’, og netop den kreativt eksekverede visuelle side er filmens helt store styrke.
Brasilianske Alê Abreus film følger drengen Cuca, der lever en idyllisk tilværelse sammen med sine forældre i udkanten af junglen. Men jobbene hænger ikke på træerne, og faren må derfor rejse fra sin lille familie for at finde arbejde i storbyen. Og Cuca savner sin far så meget, at han en nat pakker sin kuffert og selv drager mod asfaltjunglen, hvor en ukendt moderne verden åbner sig for ham.
Gennem den simple historie behandler filmen alvorstunge emner som forbrugerkultur og industrialisering, men med sit legende billedsprog og sin underliggende livsglæde bliver ’Drengen og verden’ aldrig en nedslående affære.
Verden er skildret gennem barnets øjne, og derfor ligner filmen til at begynde med mest af alt en levendegjort børnetegning. Med low tech-remedier som farveblyant, akvarel og farvelade – krea-grej, som man kan finde i enhver velekviperet børnehave – fremtryller Abreus et originalt farvemættet univers af finurlige jungledyr, sjove planter og barnlig uskyld.
Der efterlades også plads til store hvide papirflader i billedet, hvilket både udfordrer fantasien og trækker materialiteten i forgrunden. Det her er god gammeldags håndtegnet animation, som paradoksalt nok virker forfriskende i disse digitale tider.
Som historien skrider frem, og landidyllen forlades til fordel for det dystopiske urbane landskab, bliver billedsiden mere kompleks og dyster. Det naivistiske og perspektivløse udtryk muterer over i detaljerige væv af collage, tegning og cut out-animation, der giver byen en abstrakt og foruroligende karakter.
I det futuristiske univers, der leder tankerne hen på Fritz Langs stumfilmsklassiker ’Metropolis’, oplever Cuca en knap så harmonisk version af verden. Han ser, hvordan de industrielle maskiner overtager menneskets arbejdsområder som utrættelige mekaniserede fabeldyr – og skaber en overflod af produkter, som ingen har råd til at købe.
På et tidspunkt sætter filmen simpelthen ild til fiktionen (en reference til Bergmans ’Persona?), og realoptagelser fra virkeligheden toner frem på lærredet og viser os de negative konsekvenser af industrialiseringen. Et aggressivt greb, som virker overvældende midt i al den besnærende animation. ’Drengen og verden’ er ikke subtil i sin symbolik, og somme tider kammer det over, som når magthaverne sammenlignes med det tyske nazistparti.
Lydsiden går fra at være akustisk og folkloristisk til at bevæge sig mere og mere over i en forvrænget elektronisk retning, hvor støjen fra gaden transformeres til fine melodier. Det akkompagnerer billedsiden glimrende, og et af filmens ledemotiver er en decideret ørehænger.
’Drengen og verden’ blev vist for det yngre publikum under Buster Filmfestival, men får nu en velfortjent regulær premiere i voksenvenligt regi – og her gør den sig rigtigt godt til.
Kort sagt:
Kreativiteten får frit spil i Alê Abreus originale animationsfilm, der skildrer en lille drengs oplevelse med den moderne verden. Filmen er en kalejdoskopisk odyssé gennem farverige landskaber og psykedeliske farveladeindslag, velakkompagneret af en mangestrenget lydside.