Ty Segall – rockhjertet bankede i galoptempo

I Richard Linklaters film ’School of Rock’ fra 2003 er det musikfanatikeren Jack Blacks ypperste kald at lære en flok skoleunger om glæderne ved den fuldfede rock som AC/DC, Black Sabbath, T-Rex og Hawkwind lavede den. Lørdag aften i Pumpehiset virkede det som om, at Ty Segall og hans Manipulator Band var ude i et lignende ærinde. Her var én ting i hvert fald så sikkert, som et amen i kirken: Segall og hans tre kumpaner havde en skråsikker tro på rock og rul som en sakral og utæmmelig urkraft. En tro, der smittede af på publikum hurtigere end et forkølelsessår til en kyssefest i en hormonforstyrret 8. klasse.

Det begyndte med et absurd stand up-optrin signeret den kosmiske cowboy Jimmy Longhorn (bandets manager iklædt schnurrbart, stetsonhat og sherifvest), som proklamerede at det festglade orkester var rejst til jorden hele vejen fra Jupiters fjerde måne for at give os et skud galaktisk rock’n’roll – og det var, hvad vi fik .

Ballet åbnedes med nummeret ’Manipulator’, hvor guitarriffene vred sig snurrigt som klapperslanger krudtet totalt af på egen gift. Segall og vennerne var i tydeligt hopla på scenen, hvor der blev headbanget, lavet Pete Townshend-møllesving og indtaget klassiske rockpositurer til den helt store guldmedalje. Publikum svarede kærligt igen med masser af crowsurfing og stagediving.

’The Faker’ var en brysk boogiebasse af første rang, ’Feel’ var et blytungt Sabbath-esque riffdrøn, ’The Feels’ var smækker symfonisk powerpop med et strejf af Electric Light Orchestra, mens singlen ’The Singer’ kærligt lettede på hatten af fire gutter fra Liverpool med grydefrisure.

Selv om hovedparten af sættet fokuserede på numre fra det seneste album ’Manipulator’, besøgte orkesteret også flittigt det øvrige bagkatalog. Her fik især den maniske feedbackflakkende ’Thank God for Sinners’, den skævt messende ’Ceasar’ samt de olme garagerockbomber ’Wave Goodbye’ og ’Slaughterhouse’ rockhjertet til at banke i galoptempo.

Mindre kønt var det så, da der under ekstranumrene gik lige lovlig meget øvelokale i den. Her kastede bandet sig halvhjertet og med et tydeligt skvat ironi udi først Screaming Trees’ grungetraver ’Nearly Lost You’ og siden Red Hot Chili Peppers’ pestilensballade ’Californication’. Heldigvis blev det kun til en kort og hastigt afbrudt flirt med begge numre, men der skal naturligvis også være plads til lidt spas, når man rocker så viltert og vitalt som Segall og bandet denne aften.

Læs anmeldelse: Ty Segall ‘Manipulator’

Læs også: Historietime: Ni essentielle garagerock-plader