De bedste nr. 5: ’Inglourious Basterds’
Meget er blevet sagt om Brad Pitts præstation i Quentin Tarantinos kontrafaktiske krigsfilm ’Inglourious Basterds’, og onde tunger har beskyldt Brad Pitt for at være uden mimik, overspille sin karakter eller blot være for ensidig. Den engelske avis The Guardians anmelder, Peter Bradshaw, mente således, at Brad Pitt både spillede og talte, som var det nederste af hans ansigt stivnet i cement.
Men hvad kritikerne glemmer at tage højde for er, at Brad Pitts version af Lieutenant Aldo Rain lægger sig eminent op ad den b-films-form, som Quentin Tarantinos excellerer i. Det er en verden, hvor karaktererne helst skal være endimensionelle, fortegnede og have et humoristisk twist.
Med underbid og overskæg og en alt for overdrevet sydstatsaccent (»we’re gonna be doin’ one thaing and one thaing only – killing nat-siis «) spiller Brad Pitt så karikeret som en tegneseriefigur, og det passer perfekt ind i filmens outrerede univers.
Den handlekraftige nazijæger er allerede en kultfigur blandt fans og er desuden et fortrinligt eksempel på en ofte undervurderet kvalitet hos Pitt: Hans humor. Se også en film som ’Burn After Reading’, hvor han i en af Coen-brødrenes sjældne mellemvarer lyser op som kikset fitnessinstruktør.
De bedste nr. 4: ’Killing Them Softly’
Andrew Dominiks smukke, dvælende og sorthumoristiske take på gangsterfilmgenren viser en mere seriøs og subtil Brad Pitt end i Tarantino-universet. Selvom der stadigvæk er en vis portion humor i karakteren Jackie Cogan, en lejemorder og auteur udi kunsten at dræbe, er det den kontrollerede coolness, man husker ham for.
Det er ikke, fordi han folder sig helt ud i ekstremerne, som vi ved, at han kan, men han spiller til gengæld med en raffineret sans for sin karakter, som han formår at gøre mere kompleks, end man lige skulle tro.
Ligesom andre film, hvor lejemorderen fungerer som en slags antihelt (’Kill Bill’, ’Léon’), fatter man en vis sympati for Jackie Cogan. Udover at slå folk ihjel for penge, er han nemlig også ganske reflekteret, ligesom han er noget nær en gentleman, når det kommer til mord. Og så er han naturligvis bare rå på den der læderjakkebærende, tilbagestrøget-hår-og-solbrilleragtige måde. Jackie Cogan vækker minder om en anden Pitt-figur fra Andrew Dominiks oeuvre, nemlig Jesse James i westernen ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’.
Pitts notorisk berygtede gunslinger Jesse James deler nogle af de samme maskuline træk med Jackie Cogan, rolig, cool, dødbringende, men her bliver han dog i nogen grad overstrålet af Casey Affleck som hans banemand. Men i hvert fald formår Dominik at få spændende ting ud af superstjernern, og rollen som Jackie Cogan i ’Killing Them Softly’ er en – sammen med især rollen i Terrence Malicks ’Tree of Life’ – en af Brad Pitts hidtil mest modne præstationer.
De bedste nr. 3: ’Seven’
Den begsorte og skrækindjagende thriller handler som bekendt om en seriemorder, som slår folk ihjel på baggrund af de syv dødssynder. Brad Pitt spiller den unge og kåde Detective Mills, som får naturlig modvægt af den rutinerede og mere desillusionerede Detective Somerset (spillet af Morgan Freeman).
Sammenspillet fungerer optimalt, og Brad Pitt giver en troværdig version af den sammenbidte, men ivrige politimand, som bruger så meget energi på jobbet, at ægteskabet begynder at krakelere i fundamentet. Udviklingen i Brad Pitts karakter er selve omdrejningspunktet i filmen, og det er ikke mindst hans mentale rejse, hvor han bevæger sig fra et optimistisk syn på verden til at indse det mørke i samfundet og mennesket, som seriemorderen afspejler, der står tilbage. Alt sammen selvfølgelig kulminerende i filmens uforglemmelige klimaksscene i ørkenen.
Detective Mills er uden sammenligning Brad Pitts mørkeste og mest dystre rolle, som perfekt udnytter både hans friskfyrsagtige kækhed og hans underliggende melankoli.
De bedste nr. 2: ’Twelve Monkeys’
I Terry Gilliams futuristiske sci-fi-thriller bliver Bruce Willis sendt tilbage i tiden for at finde ud af, hvem der skabte den virus, som udryddede størstedelen af jordens befolkning. Han ender lynhurtigt på et sindssygehospital, hvor han møder den skingrende skøre (?) Jeffrey Goines – spillet af Brad Pitt.
En gammel sandhed vil vide, at skuespillere skal spille enten homoseksuel eller sindssyg for at blive husket. Men frem for at forfalde til overgearet gakkede tics finder Brad Pitt balancen mellem elskelig tosse og en næsten afgrundsdyb og hjemsøgende figur. En del af filmens suspense bygger da også på Goines’ samtaler med hovedpersonen, hvor vi drypvis får forklaret, hvordan tingene (måske) hænger sammen.
Rollen som Jeffrey Goines er vel nok Brad Pitts mest outrerede rolle, men det tipper aldrig over, da det passer fortrinligt til Terry Gilliams syrede og dystopiske univers. Igen viser Brad Pitt, at der er langt mellem yderpunkterne i hans mangfoldige skuespilpræstationer – og at han igennem karrieren har haft modet og lysten til at spille andet end prettyboy. Han har flirtet kraftigt med det excentriske, og det er netop det, der har løftet ham til superligaen i Hollywood.
De bedste nr. 1: ’Fight Club’
Denne topplacering kommer næppe som nogen overraskelse. Den legendariske Tyler Durden i David Finchers nyklassiker er ganske enkelt umulig at komme udenom, da den på mange måder har været formativ for Brad Pitts ry som skuespiller.
Her levendegør han en figur, som vokser hele vejen ud af lærredet. Han udstråler en coolness og maskulinitet, der får den slatne, søvnløse kontormedarbejder – spillet af Edward Norton – til at fremstå endnu mere grå og patetisk, end han er i forvejen.
Den karismatiske Tyler Durden er oprørsk nihilistisk, han knalder pigerne og slår mændene til plukfisk. Han er en nærmest stereotyp mandefigur, og det er Brad Pitts fortjeneste, at han med sin pragtpræstation har ætset ham ind i vores bevidsthed. Ikke mange skuespillere ville kunne bære rollen, som både kræver fysikalitet, humor og charme. At Brad Pitt har det hele til overflod, anede man allerede med gennembruddet i ’Thelma and Louise’ fra 1991. Men med ’Fight Club’ slog han det fast for hele verden.
De værste nr. 3: ’Mr. & Mrs. Smith’
Her finder vi Brad Pitt i en mildest talt ligegyldig rolle. Om det er filmen, manuskriptet eller blot præstationen, er svært at afgøre – sandsynligvis en god blanding.
Filmens plot er relativt simpelt: Mand og kone er begge lejemordere (men kender selvfølgelig ikke hinandens hemmeligheder), ægteskabet knirker, og pludselig tikker en bestilling ind, hvor de – surprise – skal dræbe hinanden.
Brad Pitt er på automatpilot som den kække actionmand med de hurtige replikker. Karakteren er flad som en tegning, og der er ikke skyggen af udvikling – udover den indlysende genfødte kærlighed med sin hustru i den virkelige verden, Angelina Jolie.
De største kvalitetssvipsere er ofte samtidig de største økonomiske successer. Brad Pitt fik da også 20 millioner for sin medvirken, og filmen var således utvivlsomt en god forretning for Brangelina. Til sammenligning fik Pitt kun én million for rollen i ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’.
De værste nr. 2: ’En vampyrs bekendelser’
I denne victorianske sejtrækker af en vampyrfilm spiller Brad Pitt den sexede vampyr Louis de Pointe du Lac. Og det er vist det eneste tilnærmelsesvist positive, der er at sige om den rolle.
For kort tid siden udtalte Brad Pitt i et amerikansk magasin, at han fortrød nogensinde at have sagt ja til rollen, og han kaldte indspilningen af filmen den værste oplevelse i sit liv. Omstændighederne omkring optagelserne var forfærdelige, kostumet og kontaktlinserne var forfærdelige, rollen var forfærdelig, og han manglede retning og fokus, fortalte han. Han tilskriver det sin unge alder og manglende erfaring, hvilket på sin vis er en helt okay undskyldning. Brad Pitt fortryder nok sin gotiske flirt med vampyrfilmen ligesom folk, der gik i Buffalostøvler i 90’erne, gør det i dag. En uheldig, men tilgivelig svipser.
De værste nr. 1: ’Troja’
Med Brad Pitts nærmest overmenneskelige ydre giver det sådan set god mening, at han blev castet til at spille halvguden Achilles i Wolfgang Petersens storladne filmatisering af Homers klassiker. Men derudover er der ikke meget, der fungerer for den utilpassede møgunge af en krigshelt.
Brad Pitts Achilles er lige så unuanceret, som han er voldsomt irriterende. Det meste af tiden ligger han og slænger sig i sit telt eller roder rundt med sin trojanske krigsfange, som han senere forelsker sig i. Han gider ikke at kæmpe for Kong Agamemnon, så det meste af tiden går han bare rundt og ser godt ud i blå tunika og bølget gudehår.
Homers Achilles var selvfølgelig også en genstridig og uregerlig størrelse. Men her er han blevet poleret for at passe til det brede Hollywoodformat. Det skal retfærdigvis nævnes, at Pitt både bevæger sig og slås som en ægte krigsgud. Det er bare langt fra nok til at skabe en spændende filmkarakter.
Læs også: Anmeldelse af ’Fury’
Læs også: Brad Pitt er på akavet besøg hos Zach Galifianakis