James Marsh slog for alvor sit navn fast, da han vandt en Oscar for den mesterlige dokumentar ’Man on Wire’ om franskmanden Phillipe Petits linegang mellem Twin Towers i New York.
I år vendte Marsh tilbage til prisuddelingen med Stephen Hawking-biografien ’Teorien om alting’, og i Dolby Theatre kunne han se sin hovedrolleindehaver Eddie Redmayne sikre sig statuetten for det hudløst præcise portræt af den ALS-ramte astrofysiker.
Instruktøren, der er dansk gift og bosat i Danmark, har på spillefilmfronten ellers primært stået bag mørke, misantropiske kriminalfilm, men med ’Teorien om alting’ foretager han et kunstnerisk kursskifte mod det følelsesladede drama.
Vi mødte Marsh, få uger inden det gik løs i Dolby Theatre til en snak om Oscar, Redmayne og de store følelser.
’Teorien om alting’ er en stor produktion, den største, du nogensinde har været involveret i. Er det en udfordring at bevare sin personlige stil, når der er så mange kommercielle interesser involveret – og når filmen bliver set på som en Oscar-kandidat tidligt i processen?
»Der var en større forpligtelse end normalt til at lave filmen for andre mennesker på grund af historien og projektets størrelse. Normalt laver jeg film for mig selv – jeg er selv den første person, jeg forsøger at tilfredsstille. Men med denne film var jeg for første gang opmærksom på, at jeg også lavede den for folk som dig. Jeg ønskede, at filmen skulle nå et stort publikum. Det var nyt for mig«.
Du har allerede vundet en Oscar for ‘Man on Wire’. Var Oscar-kampagnen anderledes i denne omgang?
»Da der var én, der sagde til mig, at jeg ville vinde en Oscar under produktionen af ’Man on Wire’, fandt jeg tanken absurd. Det er ikke der, du forventer at ende, og det er ikke derfor, du gør det. Det er ikke engang på din radar. Pludselig bliver det en meget ærlig og fin proces, hvor den film, du har lavet, befinder sig i denne underlige situation.
Men at lave en spillefilm, der får den her grad af opmærksomhed, er noget helt andet. I dokumentarkategorien dukker du bare op på aftenen og vinder eller taber, mens denne film havde en hel kampagne, som jeg ikke har været ret meget involveret i, fordi jeg har haft travlt andetsteds, og fordi jeg ikke er særligt god til det. Men så snart filmen kommer ind i prissæsonens kredsløb, er det sådan, det er – om du kan lide det eller ej«.
Det ville jeg netop spørge dig om: Hvordan har du det med, at det handler så meget om en prissæson?
»Altså, det er ikke for mig. Når du færdiggør en film, håber du, den fungerer for publikum, og så bevæger du dig videre. Mit mål er at komme hurtigt videre og ryste filmen af mig ved at lave en ny, for når du stopper arbejdet på et projekt, føler du dig altid lidt tom, lidt deprimeret. Du føler ikke, filmen er særlig god og husker alle dens mangler. Du har ikke meget entusiasme tilbage på filmens vegne, fordi du har opbrugt dine idéer.
Så slip den helt og kom videre, og så må der ske, hvad der sker. Det har intet at gøre med mig. Jeg har ingen indflydelse på, hvad der sker«.
Så det betyder ikke noget for dig, at filmen blev Oscar-nomineret?
James Marsh.
»Øhm… Jeg er glad for, at skuespillerne har fået den anerkendelse, de har, for deres præstationer er filmens hjerte. Både Eddie Redmayne og Felicity Jones leverede glimrende præstationer efter min mening, så jeg er glad på deres vegne, men de har nu befundet sig i en situation, hvor de var tvunget til at gå rundt og føre kampagne for os. Det er ikke noget, jeg har gjort – eller kunne gøre for den sags skyld, for jeg har ikke tid til det«.
Hvad gjorde Eddie Redmayne til det perfekte valg som Hawking?
»Udover den fine fysiske lighed med den virkelige Hawking, hvilket blot er en bonus, ville han virkelig gerne have rollen og vidste tidligt i processen, hvad det medførte. Så jeg vidste, han ville arbejde hårdt. Han er faktisk bedre kendt som teaterskuespiller end filmskuespiller i England, og det gav mig tro på ham, for teaterskuespillere er vant til lange forberedelser og til at bære scener i real time.
Under forberedelserne var han ofte temmelig opgivende og demoraliseret, for det var ikke alt, han lavede, der lykkedes. Mit job igennem hele produktionen var at give ham selvtillid, at tro på ham, og det var en stor hjælp for ham, tror jeg«.
Han skal formidle en progressiv sygdom. Optog i filmen kronologisk for at hjælpe ham?
»Nej, vi skød den ude af sekvens. Så på en given dag sad han i kørestol i en scene, og så bad vi ham om at gå og være 22 i den næste. At han var i stand til det, er utroligt«.
Felicity Jones står lige så tydeligt ud som…
»Det er jeg glad for, du siger! Det gør hun også for mig, og det blev hun nødt til, for det er ikke en biografi om Stephen Hawking, det er en kærlighedsfortælling om to personers ægteskab. Så hendes præstation er lige så emotionelt udfordrende som Eddies – hvis ikke mere – fordi de skal lave denne svære dans sammen som skuespillere og som karakterer«.
Filmen beskæftiger sig med store følelser. Hvad gør man for ikke at forfalde til sentimentalitet?
»Nogle gange omfavner du den faktisk på en måde. Der er øjeblikke i filmen, hvor følelserne er meget stærke og kraftfulde, men det er en fordel, at karaktererne er meget beherskede. De antyder så meget mere, end de udtrykker. Den beherskelse bliver en del af filmens følelsesmæssige appel – at de ikke viser deres følelser på en dramatisk måde«.
Du har primært lavet meget mørke film tidligere i den karriere. Var det en udfordring for dig at ramme tonen i ’Teorien om alting’?
»Absolut. Det er afgjort en film med en bredere emotionel spændvidde, og det var forfriskende. De andre film, jeg har lavet, har handlet om angst, frygt og paranoia, og her var en film, der nok har en del mørke i sig, men samtidig besidder reel optimisme og opløftende glæde, fordi hovedpersonen formår at trodse sin egen skæbne på transcendental vis. Der overraskede jeg nok mig selv en smule«.
Læs også: ‘Teorien om alting’ / Anmeldelse
Læs også: ‘Birdman’ den store Oscar-vinder