Dan Deacon
Dan Deacons notoriske vildskab og uregerlighed har på hans sidste par udspil været tonet gevaldigt ned. De ensemble-assisterede ’Bromst’ og ’America’ præsenterede en mere forfinet og poleret lyd, hvilket naturligvis rejste spørgsmålet om, hvorvidt den amerikanske støjpop-troldmand var vokset fra sit travle, eksperimenterende og legesyge lydunivers.
’Gliss Riffer’ slår imidlertid fast, at Deacons løssluppenhed lever i bedste velgående. Det selvproducerede album trækker klare tråde til Deacons nyskabende gennembrudsudspil ’Spiderman of the Rings’ (2007), selv om optagelseskvaliteten utvivlsomt har oppet sig og er langt fra hans tidlige soveværelses-electronica.
Albummet sparkes i gang af den farverige ’Feel the Lightning’, der lyder som en blanding af M83’s ’Midnight City’, tUnE-yArDs og The Flaming Lips. Flimrende synthesizere og svimlende effekter udfylder lydbilledet, dog uden at forstyrre de fængede melodilinjer, der fremføres med en fængslende naivitet.
Den underspillede ’When I Was Done Dying’ er et andet øjeblikkeligt medrivende moment. Her forenes freakfolk-inspirerede vokalfraseringer med skvulpende synthesizer-bølger, og resultatet er en drømmende ballade, der sagtens kunne gå for at være et elektrificeret Woods-cover.
Pladen er dog ikke kun en synthpop-eksploration. ’Take It to the Max’, en næsten otte minutter lang instrumental, afsøger helt andet territorium. Den minimalistiske begyndelse minder om et uddrag fra Steve Reichs ’Drumming’, men nummeret udvikler sig langsomt til et intenst og hektisk virvar af brogede lyde som et kryds mellem Four Tet og Oneohtrix Point Never. Også albummets sidste nummer ’Steely Blues’, der er en drone-lignende lydkollage, stikker i en anden retning, selv om det i sidste ende nok er pladens mest uinteressante track.
Det hele ender som et ocean af hypnotiserende melodier, polyrytmiske beats og ivrige vokalloops. Indimellem overskygger de rodede kompositioner Deacons excentriske sangskrivning, og lydeksperimenterne virker visse steder forcerede og overflødige, men samlet set er projektet bestemt lytteværdigt.
Kort sagt:
’Gliss Riffer’ eksisterer i spændingsfeltet mellem farverig, fængende synthpop og svimlende lydkollager, der står i klar gæld til Animal Collective. Dan Deacon vender tilbage til den excentriske legesyge, der kendetegnede hans gennembrud på ’Spiderman of the Rings’, men tilføjer en forbedret optagelseskvalitet, der er langt fra hans tidlige soveværelses-electronica.
Læs også: De her 12 album skal du høre i marts