Dan Deacon

Der er ingen grund til at lægge fingre imellem. Sidst vi hørte fra Deacon, var han albumaktuel med det irriterende ringe ‘Spiderman of the Rings’, hvor han gøglede overgearet rund i alle de klicheer, der nu engang er plads til på et album. Det ville have været fristende at tie det nye album ihjel, men når han nu har sagt i interviews, at han er træt af at blive kaldt ‘wacky’ og har lovet, at det nye album er mere ‘mørkt og voksent’, så fortjener det en chance.

Nærværende anmeldelses troværdighed ville imidlertid ikke være overvældende, hvis jeg rent faktisk afholdt mig fra at kalde Deacon wacky. ‘Bromst’ er langt mørkere og mere voksent, eller i hvert fald mindre irriterende skabagtigt end det forrige album, men wacky er han sgu stadig. Han skal have, at han har skrevet flere ganske fine numre som det drømmende shoegazenummer ‘Build Voice’ eller den perkussiontunge ditto ‘Of the Mountains’, men han gøre det hele med en så insisterende uhøjtidelighed, at selv de numre virker utroværdige. Og så er her stadig flere af de helt overgearede gøglernumre, som, når de er værst, og det er de flere gange, resulterer i direkte fysisk ubehag.

Han er blevet mindre wacky, det går jeg med til, men han er stadig så wacky, at han er svær at tage seriøst, og det er fandeme ikke noget godt udgangspunkt.