Idris Elba, Robert Pattinson og James Franco i ’Spring Breakers’-instruktørs nye film

Trods intense præstationer i ’Luther’ og ’The Wire’ har det været småt med de altoverskyggende hovedroller for Idris Elba på spillefilmfronten (med den åbenlyse undtagelse af titelrollen i ’Mandela: Vejen til frihed’), men med Cary Fukunagas ’Beasts of No Nation’ og nu Harmony Korines ’The Trap’ står skuespilleren foran det endegyldige gennembrud.

I ’The Trap’ erstatter Elba Jamie Foxx i rollen som en gangsterrapper på vej mod tinderne i Miamis musikmiljø. Da hans tidligere bedste ven, Slim (Benicio Del Toro), løslades efter 15 år i brummen, erfarer han, at Elba har stjålet hans kone og opfostret hans søn, og det har han ikke i sinde at lade gå ustraffet hen.

James Franco og Robert Pattinson inkarnerer Del Toros skydegale håndlangere, der muligvis (og forhåbentlig!) er beslægtede med Francos kulørte gangster i Harmony Korines seneste film, ’Spring Breakers’. Al Pacino skal spille Del Toros tilsynsværge.

Endnu foreligger der ikke en premieredato, men optagelserne begynder sandsynligvis allerede næste måned.

Læs også: James Franco vender tilbage til tv-rødderne med J.J. Abrams

Læs også: Jonah Hill og James Franco lægger ansigtet i seriøse folder med ‘True Story’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af