Imens Kendrick Lamar er godt i gang med at lave hiphop-historie med sit ekstremt politiske, raceorienterede mesterværk af et hiphop-album, ‘To Pimp a Butterfly’, minder de ligesådan Roskilde-aktuelle Run the Jewels os om, at de skam også har noget at sige i den afdeling.
Superduoen bestående af El-P og Killer Mike har netop sluppet en stærk video til et af ‘RTJ2′-højdepunkterne, ‘Close Your Eyes (And Count To Fuck)’ med Rage Against the Machine’s Zach De La Rocha, der er en næsten fem minutter lang, tilsyneladende meningsløs, opslidende slåskamp mellem en hvid politimand og en sort, ung mand. Rollerne er spillet af henholdvis Shea Whigham, der har haft en rolle i ‘Boardwalk Empire’, og Keith Standfield, der kan ses i den biografaktuelle ‘Selma’ og spiller Snoop Dogg i den kommende N.W.A.-biopic’en ‘Straight Outta Compton’.
Ifølge videoens instruktør, A.G. Rojas, var det vigtigt ikke at portrættere karakterne som stereotyper: »De er mennesker – komplekse, ægte mennesker, og derfor skulle magten også skifte mellem dem igennem videoen. Vores mål var at fremhæve det nyttesløse ved volden, ikke at fejre den«. Udover det vigtige budskab byder videoen også på en overraskende slutning, som bestemt er værd at tjekke ud ovenfor.
Læs også: Se optagelser: Run the Jewels angrebet på scenen under SXSW-koncert
Læs også: Q&A med Roskilde Festivals programchef: »Hiphop på Orange har været en tilvænningssag for mange«