10. ’300’
Instruktør og slowmotion-entusiast Zack Snyder fortjener næsten en hel top 10 for sig selv. Det vrimler nemlig med effektive og elegante slowmotions i Snyders blockbuster-katalog. Lige fra den eventyrlige intro til anti-superheltefilmen ’Watchmen’ til de stemningsfyldte billeder i ’Legenden om vogterne – uglerne fra Ga’Hoole’.
Men der, hvor Snyder for alvor har vist sit innovative talent, er i de action-mættede kampscener fra den blodige ’300’. En såkaldt super-imposition-chroma-key-teknik (dagens længste ord!) fanger den rette tone fra tegneserieoplægget, hvor blodsprøjt og afhuggede legemsdele flyver rundt i slowmotion. En stram og fabelagtig koreografi parret med Snyders skift mellem slowmotion og realtid gør, at vi har at gøre med noget så sjældent som en elegant massakre.
Snyder har med ’300’s effektive actionsekvenser dannet skole for et utal af mere eller mindre ujævne kopier, blandt andet den populære gladiatorserie ’Spartacus’ og den stygge efterfølger fra sidste år, ’300: Rise of an Empire’.
9. ‘The Royal Tenenbaums’
Det er ikke kun Hollywood-instruktører og actionmættede blockbusters, som kan bryste sig af elegant slowmotion. Indiekongen Wes Anderson har også vist sig at have særdeles formidabel slowmotion-finesse.
Det kommer nok allerbedst til udtryk i den ikoniske busscene fra ’The Royal Tenenbaums’. Med Andersons vanligt stiliserede univers som bagtæppe venter den afdankede tennisstjerne Richie (Luke Wilson) på familiens sorte får, søsteren Margot (Gwyneth Paltrow).
Da Margot træder ud af bussen, stopper tid og rum. Blikket mellem de to mødes, fæstnes i slowmotion, og amorinerne knitrer i luften, mens Nicos ’These Days’ sætter den drømmelignende stemning og subtilt udbasunerer Margots følelsesmæssige tilstand.
8. ‘Raging Bull’
Siden tyske Leni Riefenstahls poetiske, men også dybt kontroversielle nazi-dokumentar om OL i Berlin i 1936, ’Olympia’, har slowmotion været et effektivt middel til at indkapsle sportsudøveres atletiske kroppe og fysiske anstrengelser.
I Martin Scorseses mesterværk ’Raging Bull’ er det også sportsarenaen, eller nærmere bestemt bokseringen, som danner rammen for en af filmens stærkeste scener. Den iltre og selvdestruktive bokser Jake La Motta (Robert De Niro) skal op imod ærkerivalen Suger Ray Robinson (Johnny Barnes).
Presset af dårlig økonomi er La Motta nødt til at lade sig tabe. De Niro giver en hårrejsende præstation, da han sænker parraderne og opgivende råber »come on«. Scorseses brillante sort-hvide filmudtryk indfanger ærefrygten og de tærende konsekvenser. Et fantastisk dolly zoom efterfølges af skiftevis realtid og slowmotion, der indfanger nedhugningen i mindste detalje.
De Niro prikker til sin triumferende modstander – »you never got me down, Ray« – men som publikum er man helt og aldeles banket i gulvet.
7. ‘Lost Highway’
Hvor der i Wes Andersons langsomme gengivelse fra ’The Royal Tenenbaums’ hersker en naivistisk lune, efterlader David Lynchs ’Lost Highway’ tykke seksuelle undertoner og en nærmest overgjort pastiche i en særpræget genforening.
Da hovedkarakteren Freds yngre og virile alter ego (eller reinkarnation), mekanikeren Pete, for første gang møder femme fatalen Alice (en lyshåret udgave af Freds kone, Renee), slår det lidenskabelige gnister.
Det første anslag til Lou Reeds ’This Magic Moment’ rammer, og slowmotionen sætter ind, så man er lige så solgt som Pete. Med et Marilyn Monroe’sk look, røde læber og et svirp med håret bliver Patricia et skinnende sexsymbol – og ægte Lynch-magi opstår.
6. ‘The Wild Bunch’
Udover at være en af ultravoldens helt store pionerer i slutningen af 1960’erne var den sagnomspundne amerikanske instruktør Sam Peckinpah også med til at definere brugen af slowmotion for en hel generation.
Japanske Akira Kurosawas ’De Syv Samuraier’ fra 1954 og Arthur Penns ’Bonnie og Clyde’ fra 1967 havde introduceret slowmotion som en del af filmkunstens voldsudgydelser, men det var først for alvor med Peckinpahs western ’The Wild Bunch’ fra 1969, at slowmotion for alvor blev hyldet.
I et brutalt og grusomt shoot-out skal filmens antihelte skyde sig igennem en mexicansk hær. Bag en rullekanon og bevæbnet med sprængstoffer udspiller sig en actionscene af dimensioner. Peckinpah leger sofistikeret og innovativt for sin tid med både klipning og slowmotion i en tidsløs scene, som selv nutidige actionfilm har svært ved at hamle op med.
Vores antihelte lider en barbarisk og katarsisdød, og midt i alt blodet og møget skaber Peckinpah stor poesi. Det er intet under, at instruktøren har fået tilnavnet ’blodpoeten’.
5. ’The Shining’
Stanley Kubrick har stået bag flere af filmhistoriens mest mindeværdige slowmotions, fra det ikoniske match-cut mellem knoglen og rumskibet i ’Rumrejsen 2001’ til utravold tilsat operamusik i ’A Clockwork Orange’. Men det mest uforglemmelige slowmotion-øjeblik finder man i horrormesterværket ’The Shining’.
I den famøse elevatorscene oversvømmer et hav af blod en hel etage på The Overlook Hotel for til sidst at skylle ind over kameraet og efterlade kameralinsen bloddryppende. Det stædige slowmotion-tempo indkapsler øjeblikket, og sammen med Wendy Carlos’ intense og hypnotiserende musik skaber Kubrick ikke bare et af filmhistoriens mest creepy momenter, men også et af de smukkeste.
Den utrolige beretning lyder, at der blev brugt intet mindre end 300 liter falsk blod over tre takes til at skabe dette mytiske øjeblik.
4. ’Hard-Boiled’
Slowmotion er en af actiongenrens mest virkningsfulde og misbrugte stilgreb. Siden Sam Peckinpah i 1969 (se forrige side) har slowmotion og actionfilm gået hånd i hånd op gennem 1970’erne og 80’erne.
En af de instruktører, som perfektionerede brugen og siden har gjort det til et af sine faste kendetegn, er den kinesiske instruktør John Woo, der har et utal af Hong Kong’ske og amerikanske actionfilm i patronbæltet. Woo kan således skrive flere storslåede slowmotionsekvenser på cv’et i alt fra film som ’The Killer’ over ’Face/Off’ til ’Mission Impossible 2’.
Men den måske bedste eksekverede actionscene fra Woos hånd er det ikoniske shoot-out på et kinesisk tehus i ’Hard-Boiled’. Yun-Fat Chow ruller sig ud som sejlivet agent, der afliver en horde af skydeglade mafia-gorillaer. Det er råt, brutalt og spækket med b-films-coolness.
3. ’Drive’
På tredjepladsen har vi listens danske islæt, Nicholas Wending Refns ’Drive’. Vi har tidligere set eksempler på, hvordan slowmotion enten kan bruges til at indkapsle en følelsestilstand eller til at forlænge actionsekvenserne og give blodsudgydelserne et både poetisk og råt look.
I den stærke elevator-scene fra ’Drive’ kombineres de to effekter til perfektion. Først indfanger slowmotion samt en sublim lyssætning intensiteten og lidenskaben i kysset mellem den mutte stuntmand (Ryan Gosling) og pigen Irene (Carey Mulligan). Det skifter brat, da en slåskamp mod elevatorens medpassager bryder ud.
Med gentagende spark knuser vores helt på grusomste vis sin modstanders hoved, til hjernemassen flyder. Han vender sig rundt, og i slowmotion mødes hans blik med den rædselsslagne Irene.
En intens og hjerteskærende cocktail af lidenskab, frygt og brutalitet i én kraftfuld scene.
2. ‘The Matrix’
Wachowski-brødrenes ’The Matrix’ behøver næppe nogen introduktion. Men for de uindviede er det måske den sci-fi-film, som har haft størst betydning for genren i nyere tid, især på grund af dens banebrydende bullet time-slowmotion.
I ’The Matrix’ kontrollerer the Wachowskis tid og rum på en måde, man ikke havde set magen til i filmhistorien. Det hele skabes i en omhyggelig proces, hvor skuespilleren, i det her tilfælde Keanu Reeves, omringes af stillkameraer foran en greenscreen for derefter at blive nøje behandlet digitalt.
’The Matrix’ ændrede actionscener for altid, og flere film har fulgt i de tunge fodspor – nogen med større held end andre. Blandt de bedste eksempler er den fantastiske scene fra Bryan Singers ’X-Men: Days of Future Past’, mens det virker mindre heldigt i Zack Snyders ’Sucker Punch’ – se begge herunder.
1. ‘Reservoir Dogs’
Efter at have dissekeret Madonnas pophit ’Like a Virgin’ stavrer syv velklædte tough-guys ud af en amerikansk diner. Sådan starter den cooleste omgang langsom gengivelse i filmhistorien. Og der er selvfølgelig tale om introen til Quentin Tarantinos debutfilm ’Reservoir Dogs’.
Den såkaldte power walk, hvor en gruppe karakterer går frontalt mod kameraet i slowmotion, er set i alle afskygninger og størrelser, fra Kubricks ’A Clockwork Orange’ over ’Apollo 13’ til mere parodierende eksempler som ’The Hangover’ eller ’Bridesmaids’. Men ingen kan hamle op med Harvey Keitel, Michael Madsen og Steve Buscemis rå og cool udtryk i ’Reservoir Dogs’.
George Bakers ’Little Green Bag’ er dog måske den virkelige genistreg i Tarantinos fortryllende intro. 70’er-hittet giver den rette, tilbagelænede følelse, som forplanter sig til både karakterer og publikum.