Turboweekend om deres nye lyd: »Vi har fundet tilbage til rødderne«

De har netop indledt en Danmarksturné og udsendte albummet ‘Share My Thunder’, hvor deres tidligere så stringente synthrock har fået en salve med guitar. Vi fangede Turboweekend til en snak om deres nye lyd.

Hvad inspirerede jer til at samle guitaren op?
Morten Køie (bas): »Jeg var til Kurt Vile-koncert, og det var årsagen til, at jeg gik ud og købte en barytonguitar. Han havde nemlig ingen bassist med, men der var barytonguitar, og det lød megafedt, fordi man netop også kan få elementer i bunden frem i sådan én. Det har klart været en indikator«.

Martin Øhlers (trommer): »Vi har snakket meget om inspirationskilderne fra vores teenageår, heriblandt grunge og triphop. De specifikke genrer har da ligget i baghovedet, da vi skrev numrene til det nye album«.

Silas Bjerregaard (vokal): »I starten af Turboweekends karriere var vi meget fokuserede på at distancere os fra indieguitarrock, og det behov har vi ikke længere. Vores allerførste band tilbage i teenageårerne var et rendyrket guitarband, så vi føler egentlig bare, at vi har haft en fase væk fra det, og nu er vi tilbage ved udgangspunktet«.

Har det så ændret sangskrivningen på ‘Share My Thunder’?
Morten: »På ‘Asking For More’ er der et anderledes tonesprog foruden et helt friskt swing og melodi. Og Anders (Stig Møller, keyboards, red.) spiller lige pludselig bassen på synth, hvilket han også gjorde på ‘Fault Lines’, men det er meget mere udpræget på den nye plade«.

Martin: »Vi har også anvendt trommemaskiner mere end vi har gjort tidligere. Anders har programmeret noget, og så har jeg klippet det op i vores computer. Vi har leget mere med, at der ikke er nogen faste rammer for, hvordan man spiller på sit instrument. Mere frihed og plads til at eksperimentere«.

Silas: »Det har været en kæmpestor del af processen, at der var mere åbent for alle til at komme med inputs på flere forskellige roller. Også på lyriksiden, hvor vi havde en helt klassisk cut-up Bowie-agtig proces, hvor der blev budt ind med ideer fra alle sider«.

Kan I fortælle lidt om udviklingen? Det er jo ikke nogen hemmelighed, at I har haft et meget klart defineret udtryk forankret i elektronisk synthrock gennem årene.
Morten: »Det har handlet om at finde tilbage til rødderne. Det umiddelbare, ærlige og filterløse. Jeg synes også, at hvor der tidligere var et samlet udtryk omkring mange sange, har vi denne gang ladet hvert nummer have et forskelligt præg i forhold til hinanden. Større variation«.

Martin:
»’Share My Thunder’ var noget af det allerførste, vi skrev til den nye plade ud af en lang proces, som har strukket sig over mere end to år. Det opstod ud af nogle lange jam sessions, hvor vi lod være med at sætte grænser og bare sprøjtede en masse idéer ud, som vi optog«.

Morten:
»Fordi vi ikke har haft et klokkeklart koncept fra starten, har vi haft mulighed for at gå tilbage og lytte til ideerne og sangfragmenterne og derudfra dannet os et billede af ‘ok, det er den vej, vi skal gå nu’. Og det har vi gjort rigtig mange gange i forløbet og gradvist har der så tegnet sig dette billede af ‘grunge møder triphop’, ‘alternativ pop med dybde og kant’«.

Silas:
»Der har været mange skitser, som vi har arkiveret hierarkisk i vores Dropbox. Øverst har vi haft det, som endte med at udgøre albummet. Dernæst ‘Demoer’, ‘Forsøg’ og allernederst ‘Skrald’. Vi var blandt andet en weekend i sommerhus, hvor vi havde 11 timers musik, da vi kom tilbage. Der har med andre ord været enormt meget at klippe rundt i hen over de to år og ti måneder, vi har arbejdet os hen mod ‘Share My Thunder’. Vi arbejder jo også sammen med folk, som har ambitioner på vore vegne om at vi skal være et bredt tilgængeligt band«.

Morten:
»Da vi havde lavet ‘Asking For More’, fik vi et opkald fra pladeselskabet, som sagde, ‘Nu er den der!’ Den dialog, vi har haft med pladeselskabet, har også været medvirkende til at få sådan et nummer frem. Vi har da haft perioder, hvor de ikke var oppe og ringe over det, de hørte, og vi stod i stampe i øvelokalet. Det har også givet noget energi, at linjerne er blevet trukket op. Os, der repræsenterer den kunstneriske integritet, og pladeselskabet, som repræsenterer den kommercielle, brede appel«.

Martin: Netop fordi vi har haft sådan en lang kreativ proces, står vi med en masse fede numre, som kan blive til noget på et andet tidspunkt. Lige nu føler vi, at vi har lavet en stram plade med et præcist udtryk, med mange af de elementer, som i første omgang tændte os ved at spille musik«.

Turboweekends turné slår vejen forbi 19 danske spillesteder fra den 26. marts til 9. maj.

Læs også: Anmeldelse af Turboweekend ‘Share My Thunder’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af