Dagens Pixar-eventyr
Som så mange andre voksne elsker jeg Pixars ’Wall-E’ og ’Up’ og ikke mindst deres evne til at kombinere dristige fortællegreb (de første 10-15 ordløse minutter i ’Wall-E’, montagesekvensen gennem et helt ægteskab i ’Up’) med elementært rørende historier.
Nu er animationsstudiet tilbage med ’Inside Out’, hvis ambitionsniveau nærmest topper de to førnævntes. Hovedpersonerne er nemlig de fem følelser, der afgør den lille pige Rileys humør: Glæde, Frygt, Vrede, Tristhed og Væmmelse. Ved filmens start har Riley haft et lykkeligt liv med to kærlige forældre, gode venner og sunde fritidsinteresser i Minnesota, men da hun er 11, flytter familien til San Francisco. Og konfronteret med en ny by, skole og kammerater får de negative følelser pludselig overtaget.
Det er en spøjs præmis, som man godt kan forstå, Pixar har forelsket sig i. Det giver nemlig anledning til at lade fantasien fare vild i skitseringen af, hvordan et sind ser ud indefra, og instruktør Pete Docter & co. har skabt et vidunderligt detaljeret univers med ting som personlighedsøer (hockey, venner, familie) og de kerneerindringer, som definerer en person.
Efter Glæde og Tristhed ryger ud af hovedkvarteret ved en fejl, møder vi også Rileys gamle fantasiven Bing Bong (en særegen blanding af en lyserød elefant, hund og delfin!), hendes drømmefyr (der siger »jeg ville dø for Riley« på repeat) og de minearbejdere, hvis arbejde det er at luge ud i al overflødig viden som præsidentrækken og fire års klavertimer. En voldsomt irriterende reklamesang sætter de til gengæld ekstra godt fast. Et hysterisk morsomt højdepunkt er også Drømmestudiet, et slags Hollywood, som hver nat producerer nye film for den inderste side af øjenlågene, og som nogle gange kører lovlig meget på rutinen.
Desværre er det uklart, om følelserne styrer Riley, eller om hun styrer dem, hvilket får hele grundpræmissen til at vakle. Men hvad værre er, så mangler vi en hovedkarakter at investere vores egne følelser i. Glæde og Tristhed er jo i sagens natur endimensionelle størrelser, og Riley er via dem reduceret til en uselvstændig, lidt mekanisk figur i et plot, der hurtigt ikke kommer til at handle om følelser, men om Glæde og Tristheds rejse fra A til Z.
Det gør Pete Docters film til en eventyrligt og imponerende underholdende rutsjebanetur med forrygende stemmepræstationer fra folk som Amy Poehler, Bill Hader og Mindy Kaling. Men også til en mere hul affære end Pixars bedste. Når Rileys tristesse og tvivl reduceres til fem følelsers fantastiske krumspring i et farverigt univers, ryger den følelsesmæssige resonans paradoksalt nok på gulvet. Min følelse lige efter filmen: Mild ærgrelse, afløst af uforbeholdent lattergrin til fraklippene, der viser det indre liv hos alle fra buschaufføren til en omstrejfende kat. De er hele filmen værd.
Dagens talentløse punkband i dødskamp mod nazipsykopater
I mængden af højtravende artfilm falder en rendyrket underholdende, tempofyldt genrefilm på et tørt sted i Cannes. Midtvejs inde i festivalen mærker man faktisk et lettelsens suk i salen, når der virkelig bliver gået til den på lærredet.
Sidste år var gyserhittet ’It Follows’ den film, og i år tilfalder æren Jeremy Saulniers ’Green Room’ med Anton Yelchin, Imogen Poots og Patrick Stewart på rollelisten. Et ungt punkband er på turné, og som en nødløsning lander de et gig hos en hidsig white power-klub. Efter koncerten opdager bandmedlemmerne, at højreekstremisterne har slået en pige ihjel, og gerningsmændene er ikke typerne, der efterlader nogen vidner.
Det udvikler sig til en gory forskansnings-thriller, der nok er dyster som ind i helvede, men også har masser af glimt i øjet. Som når punkmedlemmerne i et interview i starten af filmen peger på anerkendte hardrock-bands, når de skal vælge én gruppe, de ville tage med på en øde ø, og de senere, konfronteret med døden, kommer på andre tanker: Madonna!
Saulnier lavede forrige år det overraskende, naturalistiske take på hævnthrilleren, ’Blue Ruin’, men hans nye er en mere rendyrket genresag, der utvivlsomt vil blive et kulthit med sin rendyrkede præmis og detaljerede miljøskildring af Englands mørkeste hjerte. Mellem chok, vold og uhygge var der impulsive udbrud af katarsis-klapsalver i salen undervejs.
Dagens Netflix-trussel
Ved siden af det højtagtede konkurrenceprogram i Cannes whealer og dealer filmens købmænd bag kulisserne på filmmarkedet, og både palmevindere og nye Dolph Lundgren-film bliver langet over bordet.
Der er også en række brancheseminarer, og et af årets mest omtalte har været med chefen for Netflix, Ted Sarandos. Netflix er på kort tid blevet en magtfaktor i filmverden, både som platform for filmenes liv efter biografen, men nu også som selvstændig producent, ligesom de har haft stor succes på tv-serie-området. Netflix’ første film er lidt af et prestigeprojekt, ’Beasts of No Nation’ med Idris Elba som war lord, instrueret af ’True Detective’-instruktør Cary Fukunaga.
Sarandos fik hug under seminaret, hvor flere anklagede Netflix for at smadre filmindustriens økonomi. Han tog det dog med oprejst pande, og hvorfor skulle han også andet? Netflix sidder med alle kort på hånden lige nu.
I øvrigt mindede hans besøg om, at tv-serier stadig er no go i Cannes. Tidligere i år indlemmede Berlin-festivalen en lille serie med kommende tv-serier, og godt nok blev ’Top of the Lake’ vist i det sydfranske for et par år siden, men den var også instrueret af festivalens eneste kvindelige palmevinder nogensinde, Jane Campion.
Cannes er stadig filmkunstens højborg.
Hver dag opdaterer vi med vores bud på, hvem der er Guldpalmefavorit i dette øjeblik.
Guldpalmefavorit lige nu: ’Carol’
Læs også: Cannes dag 5 – rapport for verdenspremieren på Joachim Triers ‘Louder Than Bombs’
Læs også: Alt om Cannes Film Festival