Laurits Munch-Petersen var kørt død i filmmediet. I deadlines, krav og forventninger. I det store, kommercielle maskineri.
Hans afgangsfilm fra Filmskolen, ’Mellem os’, høstede flere internationale priser og gjorde ham med et til et af landets største filmhåb. Men den unge instruktør formåede ikke at indfrie forventningerne uden for Filmskolens polstrede mure, hvor de halvbagte spændingsfilm ’Ambulancen’ og ’Over kanten’ vidnede om en instruktør, der havde solgt sin sjæl til industrien.
Han tog derfor en beslutning, der meget vel kan forme resten af hans karriere som filmskaber. Beslutningen om at vende blikket væk fra den overfladiske underholdning og rette det mod sig selv. Hvad har jeg på hjerte? Resultatet blev ’Skyggen af en helt’, et dybt personligt dokument i brydningsfeltet mellem fakta og fiktion, hvor Munch-Petersen optrevler ligene i sin kunstnerfamilies last.
»Det blev så maskinelt, så stressende«, siger han om ’Ambulancen’ og ’Over kanten’, da vi møder ham i hans hjem, en sjælfuld lejlighed presset ind mellem to opgange i indre København. »Når jeg ser dem i dag, tænker jeg på alt det, der ikke lykkedes. De foldede sig ikke ud, som jeg havde drømt om, og var virkelig hårde at lave. Det har været langt mere lystfuldt og intuitivt at lave ’Skyggen af en helt’. Det føltes mere naturligt«.
Han tager en slurk af den friskbryggede kaffe, mens dampen siver gennem skodderne og ud i gården, hvor tre udvekslingsstuderende ler under den knejsende forårssol.
»Der kommer et tidspunkt i ens liv, hvor det er tid til at prøve noget nyt. Det var virkelig en spændende rejse for mig at kaste mig selv ind i ligningen både i historien, men også i forhold til at medvirke foran kameraet. Det har på alle måder været en totalt grænseoverskridende og utrolig oplevelse at lave filmen«.
I ’Skyggen af en helt’ klatrer Munch-Petersen ned ad sit stamtræ for at få bugt med et 80 år gammelt familietabu. I 1937 forlod hans morfar, den store, surrealistiske forfatter Gustaf Munch-Petersen, sin højgravide kone og sluttede sig til den spanske borgerkrigs frihedskæmpere, kun for at blive skudt på en bjergskråning. Traumet tvang hans kone, Laurits’ mormor, til at kappe blodets bånd med ét uigenkaldeligt hug.
Det var først, da barnebarnet samlede sit kamera op og drog mod Gudhjem for at se hende i øjnene, at hun fik et glimt af det, hun efterlod.
»Det er en vanvittig historie. Hun har været totalt fraværende hele min barndom, og det har haft store konsekvenser for min familie. Hele min mission med at lave filmen har været at bryde det her tabu, og jeg føler, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at fortælle historien levende, ærligt og inderligt«.
Det føles ægte, når barnebarnet langsomt nedbryder sin mormors barrikader, men er det strengt taget ikke. Kvinden på lærredet er ikke hans mormor, men en skuespiller. Scenerne er ikke virkelighed, men rekonstruktioner. Hans møde med sin rigtige mormor fandt sted år forinden.
»Vi brugte simpelthen min dagbog som manuskript. Skuespilleren, der spiller min mormor, læste bare min dagbog og kunne den udenad. Så det var meget planlagt, næsten ligesom at være på en spillefilm«.
Munch-Petersen og medforfatteren Anders Østergaard (’Gasolin’, ’Burma VJ’) løfter først sløret for konstruktionen under rulleteksterne, noget, der utvivlsomt vil falde nogle for brystet. Hvorfor sløre grænsen?
»Forskellen mellem virkelighed og fiktion eksisterer, fordi der er nogle, der har opfundet den. Når min datter fortæller en historie, så blander hun altid noget, hun har oplevet ovre i børnehaven, sammen med noget fantasi. Det flyder fuldstændig sammen, endda uden hun tænker over det. Så i virkeligheden er det jo det, der er det naturlige. Det er mærkeligere at dele det så firkantet op, som jeg ser det. Jeg tænker, at alting er historier«.
Rekonstruktion eller ej, tårerne har tyngde, når Munch-Petersen bryder sammen på den spanske bjergskråning, hvor hans morfar åndede ud. Blodet forbinder fortid og nutid i det pittoreske landskab, men midt i Munch-Petersens forsøg på at finde sine rødder, aner man en frygt for at gentage bedsteforældrenes svigt. De var kunstnere som ham, rastløse og ofte opslugt af deres arbejde.
»Når man laver film, er det en evig balancegang, fordi det er så intenst. Det er fuldstændig ekstremt, hvad man går ind i, også rent fysisk – nærmest som om man var skæv. Det er svært at kombinere med et familieliv, fordi man er forelsket i sit arbejde. Det er næsten ligesom utroskab. Nogle gange tænker jeg, hvorfor helvede jeg ikke bare er blevet buschauffør«.
Han tager endnu en slurk af kaffen og ligner alt andet end en mand på flugt.
Læs også: ‘Skyggen af en helt’ / Anmeldelse