’Skyggen af en helt’
På papiret er det en dokumentar, der næsten kun kunne blive god. Titlens helt er digteren og maleren Gustaf Munch-Petersen, der i 1930’erne forlader sin lille datter og gravide kone og dør i den spanske borgerkrig.
Hans eftermæle er med årene blevet en slags mytologisk blanding af James Dean og Che Guevara, men Gustaf Munch-Petersens pludselige bortgang kaster lange skygger i familien: Da hans enke gifter sig med en ny mand, bliver der efterhånden dårligt plads til de to piger fra første ægteskab. Som voksne har de stort set ingen kontakt til deres mor. Den ene datter, Ulla Munch-Petersen, går i moderens fodspor som keramiker og bliver faktisk en af landets bedste. Hendes søn, Laurits Munch-Petersen, er blevet filminstruktør og har fået den oplagte idé at lave en dokumentar om familiens fascinerende historie.
Men hvem sætter man egentligt i centrum, når denne familiekrønike skal fortælles? En del af filmen er udfoldet som et klassisk portræt af Gustaf Munch-Petersen med talking heads-eksperter og følsomme zooms på sort-hvide billeder. Men andre dele af filmen fokuserer på Gustafs enke Lisbeth, som fremstilles som familietraumernes sorte boks – alt vil forløses, hvis Laurits Munch-Petersen bare kan få hende i tale. Og i andre dele igen er Laurits selv i centrum. Han funderer over selv at have en gravid kone og en lille pige. Mindes dengang han som barn blev afvist af mormoren. Og viser i klodsede drømmesekvenser, hvordan hans morfar Gustaf taler til ham om natten.
Selvom lange stræk af filmen faktisk fint udfolder familiesagaen, mister filmen balancen med den megen plads, instruktøren giver sig selv. Hans afsavn af sine bedsteforældre bliver aldrig rigtigt vedkommende på trods af de lidt anstrengte forsøg på paralleller mellem ham selv og den afdøde morfar og en tåkrummende tudetur på en spansk bjergskråning, hvor morfaren (muligvis) omkom.
Den manglende nerve i instruktørens egne aktier i familiens historie sættes for alvor i perspektiv, da moren Ulla Munch-Petersen endelig optræder hen mod filmens slutning. Det var hendes far, der døde. Og hendes mor, der ikke ville kendes ved hende i et halvt århundrede. Ulla Munch-Petersen har for alvor noget på spil, og hendes historie står desværre i skyggen af filminstruktørens.
Det må nævnes, at filmens bærende møde mellem barnebarn og bedstemor (og som konsekvens heraf muligvis også andre dele af filmen) først i rulleteksterne afsløres som fiktion – med en i øvrigt forbavsende velspillende Ruth Brejnholm. Der kan være både synergi og interessante sammenstød i at blande fiktion og dokumentar. Men her bliver de rekronstruerede elementer hverken brugt illustrativt poetisk, som i medmanuskriptforfatter Anders Østergaards fine ’Gasolin’, eller meta-reflekterende og terapeutisk som i Joshua Oppenheimers genistreg ’The Act of Killing’.
Hos Munch-Petersen er det svært at se nogen dybere pointe, andet end at man pinedød har villet lægge vægt på en del af historien, som man ikke havde filmmaterialet til. Risikoen er, at tilskueren ikke føler sig beriget, men snydt.
Kort sagt:
Laurits Munch-Petersen har kastet sig over sin families historie, der rummer både krig, kærlighed, kunst og generationers fortielser. Men desværre fortoner den stærke fortælling om den kendte morfar, digteren Gustaf Munch-Petersen, og dennes nulevende datter sig i skyggen af instruktørens egen historie.
Læs også: ‘Skyggen af en helt’-instruktør: »At lave film er som at være utro«
Læs også: Det skal du se i biografen i juni