‘Magic Mike XXL’
At hade eller ikke hade ’Magic Mike XXL’. Det er ugens store eksistentielle spørgsmål af et veltrimmet vaskebrætsdilemma.
På den ene side tager Channing Tatums energiske stripperkomedie sig selv velgørende mindre alvorligt end den Steven Soderbergh-instruerede etter, der brystede sig af Matthew McConaughey på rollelisten. På den anden side virker ’XXL’ så hovedrystende fortænkt, at man skulle tro, den var skrevet af en udspekuleret 12-årig knægt med skelen til underlødige mandemagasiners ’10 ting, der i mænds verden gør kvinder våde i trussen’-lister. Letpåklædte muskelbundter, der elsker Backstreet Boys og iscenesætter ‘Twilight’-strip? Dét må tøsepigerne sgu da falde pladask for!
Hører man til dem, der ser flødebollefjæset Channing Tatum som guds gave til kvindekønnet, er det bare af sted – der er et stykke Tatum med bart til alle! Skal der imidlertid et tequilashot mere til end svulstige mandeskridt i latex for at møde underholdningskriterierne, så giv agt.
Stripperkongen Mike (Tatum) har trukket sig fra spotlyset for at drive møbelforretning i Florida (Mike kan nemlig både hamre og svejse), men da kollegaerne drager til stripperkonvention for at give USA’s hungrende kvinder et sidste brag et show, begynder Mikes hofter alligevel at ryste frækt i takt til musikken. Gruppens tidligere konferencier Dallas er imidlertid stukket af til Kina (smart move, McConaughey), og Kongerne af Tampa er sålunde lederløse som en flok overgearede præpubertetsknægte alene på lejrtur.
Det udmunder sig i konfrontationer mellem Mike og den larmende adonis Big Dick Rick (Joe Manganiello), som er teenagemuggen, fordi hans enorme nedre ‘gave’ skræmmer pigerne væk. Lille pus. Gudesmukke, meditationselskende Ken (Matt Bomer) vil til gengæld bare gerne heale sine omgivelser med positiv energi, og filmen synes at antyde, at Ken er homoseksuel, uden dog at følge tanken til dørs (Bomer er som bekendt bøsse i virkeligheden, men er gays bare ikke velkomne i Hollywoods stripperomklædningsrum?).
Mike kender lige kvinden til jobbet som strippercirkusmeister, så drengene opsøger den sensuelle Rome (Jada Pinkett Smith), klubdronning på et mandestripperpalads i syden. På vejen møder de ligeledes den inciterende fotografspire Zoe (Amber Heard), som fordrejer hovedet på Mike, før denne når at buste et eneste move til ‘Call me maybe’.
Samtlige medvirkende har en fest, og det smitter. Men det klinger mere nedlandende end opstemmende, når ’XXL’ ivrigt udpensler Tampa-drengenes universelle kvindetække ved kategorisk at fremhæve svært overvægtige, hvinende kvinder blandt publikummerne og herrerne som barmhjertige samaritanere, der gnubber Prins Knud op af ‘stakkels’ midaldrende cougars, hvis mænd derhjemme aldrig spørger dem, hvad de gerne vil have.
Efter en noget hvidvasket første time hverver truppen sågar hastigt et par sorte dansere til finalen for diversitetspolitiets skyld, og så kan champagnepropperne for alvor poppe på scenen.
Det hele er ment i harmløs sjov, men ’XXL’ glider alligevel nemmest ned efter et par sommercocktails så store som Big Dick Ricks …
Kort fortalt:
Opfølgeren til 2012’s campede Soderbergh-hit er mere komisk løssluppen end sin forgænger, men danser sig selv i armene på et par klassiske fordomme om kvinder som stramtantede madammer, der bare skal have ‘en rigtig mand’ (i latex g-string) for at varme op i understellet.