20. Jonathan Johansson ‘Lebensraum!’
Prince-inspireret synthpop møder tragik på global skala på Johanssons protestalbum, der i den grad lever op til det udråbstegn, der giver dets provokerende titel poppet kant. Johansson har skiftet introspektiv melankoli ud med den bagende sol over det azurblå hav, hvor turister fester og danser på et bagtapet af druknende kvinder og børn. Det er samtidskunst, der får de fleste andre forsøg ud i den gebet til at blegne.
Nedtællingen fortsætter på de følgende sider.
19. Rae Sremmurd ‘SremmLife’
Swae Lee og Slim Jimmy virker til at have det rimelig vildt. Følger man hiphop-duoen på Instagram er ’swag’ kun et fattigt ord, men mest at alt virker det til, at brødrene bare har det sjovt. Hvilket uden tvivl også var det indtryk, men var efterladt med efter at have lyttet til Rae Sremmurds ungdommeligt naive debutalbum, hvis 808-angreb og maniske leveringer bare føltes som én lang fest.
18. Drake ‘If You’re Reading This It’s Too Late’
Var det et mixtape? Et album? En hybrid af en art? Fuldstændig underordnet, for formatet til side var det surprise-udgivne ’If You’re Reading This It’s Too late’ Toronto-rapperens mest kompromisløse samling sange til dato, hvor den aggressive og minimale stil fra ’Nothing Was the Same’-numre som ’Worst Behaviour’ blev udforsket yderligere. Her var ingen pophits a la ’Take Care’, men Drakes sammenbidte jeg imponerede i en sådan stil, at man er kort øjeblik glemte, at 2015 også står i ’Views from the 6’s tegn.
17. Shamir ‘Ratchet’
Shamir er blevet udskreget som endnu et bud på en r’n’b-frelserprins, der kan overskride genrens stereotyper. Det er en både interessant og velkommen diskussion, men først og fremmest brænder Shamir igennem som sig selv og ikke som noget, han tror, andre gerne vil have, han skal være. Det ene øjeblik leverer han bangers med en Azealia Banks’ heftighed, det næste synger han ballader som gjaldt det livet.
16. Leon Bridges ‘Coming Home’
Hans helt store idol er uden tvivl Sam Cooke, men 25-årige Leon Bridges formåede alligevel at levere et debutalbum, der både hyldede fortiden og cementerede amerikaneren som mere end bare en efterligner og fortolker. Med den satinbløde vokal som pejlemærke var det her et hamrende solidt bud på 60’er-soul lavet og indspillet i 2015.
15. Björk ‘Vulnicura’
På et halvt års afstand er det mest slående ved ’Vulnicura’ den stringens og klarhed, hvormed Björk formår at destillere bruddets åbne sår og de grimme følelser, det fører med sig, så det fremstår som et rent snit i en betændt materie. Som kunstnerisk statement – med sugende strygere og knitrende elektroniske brudflader – besidder albummet et kreativt overskud, der er omvendt proportionalt med det mentale underskud, det henter sin nødvendighed fra.
14. Viet Cong ‘Viet Cong’
Postpunken har fostret talrige bands, hvoraf mange har stået på skuldrene af giganterne og er forduftet som døgnflyvende flavour of the month. Derfor er det glædeligt, når et ungt band lægger arm med genren og vinder på originale ideer og et personligt udtryk. Hertil hører canadiske Viet Cong, som uden dikkedarer lægger et tværsnit mellem melodisk psychedelia og mørk postpunk på et stærkt, sugende og insisterende debutalbum.
13. Natalie Prass ‘Natalie Prass’
2015 skulle blive året, hvor vi både fik mere nyt fra Matthew E. White og en formidabel debut fra Natalie Prass – Whites gamle barndomsveninde. Slægtskabet med hans Spacebomb-kollektiv er evident, men mest af alt er Prass dog et egensindigt varmt og ikke mindst intimt bekendtskab på trods af den ekspansive iscenesættelse, der tæller omkring 35 (!) musikere i en frodig kammerpop-instrumentering med strygere og blæsere galore. Guf for skabsromantikeren.
12. Blur ‘The Magic Whip’
’The Magic Whip’ tematiserede et nyere Albarn-yndlingsemne, nemlig det moderne menneskes følelse af fremmedgørelse – billedliggjort som turistens forundrede møde med Hongkongs hypermoderne landskaber i krom og glas. Selv om de nu er modne mænd, opstår der endnu magi i krydset fra de fire London-drenges spor. ’The Magic Whip’ lyder som en sum af hele bandets 25-årige historie, men på paradoksal vis ikke på bekostning af hverken friskhed, nysgerrighed eller tyngde.
11. Future Brown ‘Future Brown’
Future Brown udgør på mange måder et paradoks. Et paradoks mellem gadens genrer og klubmusikken. Mellem lokale urbane kontekster og global digital kultur. Mellem identitetspolitikkens korrekthed og ytringsfrihedens kompromisløshed. Med genrekonfigurationer som drill, rhythm’n’grime og reggaeton, tekster på engelsk, spansk og patois, og budskaber svingende fra det feministiske over det sexpositive til det decideret misogyne, demonstrerer kvartetten, hvordan et postmoderne publikum ikke affinder sig med enten-eller, men sagtens kan håndtere kompleksiteten i et udtryk, der baserer sig på et både-og. Brun er som bekendt blandingsfarven, der fremtræder, når man blander de øvrige fra paletten, og i fremtiden er alle mennesker mulatter – Future Brown.
Læs også: Halvårets 10 bedste danske udgivelser