(Spoiler alert: Slutningen på ‘True Detective’ sæson 2 vil blive omtalt i det følgende).
I dagene efter det sidste afsnit af anden sæson ’True Detective’ rasede diskussionen om, præcis hvor ringe sæsonen havde været, hvor katastrofale konsekvenser det ville få for de implicerede og for Nic Pizzolatto, den mørke stjerne, der nu var sunket i grus med sine lidende hovedkarakterer.
Glasset var halvt tomt, syntes alle at være enige om – og de sørgelige rester bestod af gustent overgæret bourbon, alvorstunge replikker (»wear a white dress« – ja, helt sikkert!) og et uigennemsigtigt plot, som man skulle være stået op, før fanden fik sko på, for at kunne hitte rede i. Tilmed manglede man en styrende instruktørs, nej, auteurs, guidende hånd.
Nu har støvet lagt sig. Så jeg vover pelsen og lufter min begejstring for en sæson, der var mytologisk, grotesk og gal. Et desillusioneret og uendeligt sørgmodigt blik på livet og verden. Jeg forlod sæsonen mærkværdigt renset, på én gang i erkendelsen af verdens absurditet og i troen på det nye liv – og begav mig med Ani Bezzerides og Jordan Seymon ud i den venezuelanske nat.
Grusomt smuk undergangsfortælling
Når man efterfølgende kigger tilbage på rejsen, er det måske svært for alvor at være uenig i mange af kritikpunkterne. Plottet var ikke til at gennemskue. Flere karakterer nåede knap nok at blive introduceret, før deres navne, som man sjældent kunne sætte ansigter på, optrådte som brikker i det væld af konspirationer, svigt og misbrug, der omfavnede og i sidste ende slugte Bezzerides, Ray Velcoro, Paul Woodrugh og Frank Semyon.
Og Vince Vaughn var, indrømmet, ret forfærdelig som gangsteren, der forsøger at spille sine kort med hjertet på rette sted og replikleveringer, der altid slutter i en dramatisk hvislen.
Til gengæld leverer Colin Farell en formidabel betjent og børste pendulerende mellem brutalitet og sårbarhed. Forholdet til sønnen, Chad, og det aggressivt-frustrerede forhold til ekskonen er intet mindre end rørende, og Rays misforståede, brutale afklapsning af mobberens far var på paradoksal vis det samme.
Og søde Rachel McAdams viste sig faktisk som en no bullshit-type i rollen som Bezzerides, i kronisk, men nødvendigt opgør med fortiden, faderen og 68’ernes everything goes-pædagogik (David Morses alt for bløde, alt for forstående terapeutfar).
Alle karakterer slæbte rundt på traumer, som Pizzolato ublu viste frem i talrige (og til tider tåkrummende) bekendelsesscener. Alle var fucked. Og for mig at se var anden sæson ikke så meget en krimi som en tragedie, en grusomt smuk undergangsfortælling fra livets skærsild.
Verden som transit
Det var den tilstand, der for mig var seriens nerve, ikke plottet, der var ren staffage, et billede på en uoverskuelig, sammenfiltret verden af sleske, morbide myndighedspersoner, der var som taget ud af en David Lynch-film.
Pizzolato skar praktisk talt meningsløsheden ud i pap. I modsætning til den på mange måder mere jordnære første sæson, hvor Woody Harrelsons ægtemand og far og Matthew McConaugheys ensomme ulv holdt verdens grundlæggende meningsløshed og perversion på afstand med familieliv og sidespring eller ud i strakt arm med filosofisk-nihilistiske ræsonnementer.
Den første sæson var bedre, ingen tvivl om det, men jeg synes alligevel, der er noget beundringsværdigt, kompromisløst ved at dykke så dybt i livets afgrundsdybe mørke. At se på verden uden filtre og skyklapper.
Det var en verden som transit, vi blev præsenteret for, en skærsild af det, den franske antropolog Marc Augé har kaldt for non-places, motorvejene, barerne, togstationerne og de offentlige bygninger, tomme steder, hvor menneskene opholder sig midlertidigt, inden rejsen går videre mod intet. Eller mod den frelse, Velcoro vel finder i døden mellem de høje træer, som den ældre betjent, Velcoro Seniors tidligere kollega, faktisk foregriber i Janus Metz’ glimrende tredje afsnit.
»You’re running through the trees. You’re small … The trees are like giants. Men are chasing you. You step out of the trees. You ain’t that fast. They kill you. They shot you to pieces«, siger han til Velcoro på baren, her i et limbo mellem liv og død, mens en aldrende natklubsanger – med palietter og Elvis-frisure – crooner om kærligheden som et barberblad.
Den mytologiske finale var ikke grebet ud af det bare ingenting. Det var indskrevet i seriens dna. Hvorfor græder alle dem, der mister en elskede, uden at de burde vide af det? Pizzolatto må næsten tro på noget større, vi bare ikke har opdaget endnu.
Et håb om frelse
Det er vidunderligt for meget, og skæbnen synes ikke at være til at løbe fra. Meningen giver ingen mening. Verden – den verdslige i hvert fald – er grotesk.
Og rørende, fordi vi alligevel kæmper. Det er næsten ikke til at holde ud. Og sæsonen var, på trods af Cary Fukunagas udeblivelse, fuld af excessive billeder af denne hjerteskærende realitet sat på spidsen. Billeder, man husker.
Velcoro og Bezzerides, der tøvende rækker ud efter hinanden, hånd i hånd i skyggerne, inden de begiver sig ud på den endegyldigt sidste etape. Velcoro, som i dæmonisk elefanthue maner til tavshed –»sshh!« – inden han tæver en journalist, der kom lidt for tæt på. De Edward Hopper’ske billeder af møderne i den dunkelt belyste, falmet-røde limbo-natklub, hvor Lera Lynn på scenen synger om at leve sit »least favourite life«. Stemninger, tilstande.
Caspere, der indledningsvis kører gennem verden, død og blind, med sorte huller i stedet for øjne. Den misbrugte dreng, nu voksne morder på Anaheim-togstationen, inden helvede bryder løs. Frank Semyons sidste ørkenvandring, efter døden har indhentet ham og nu kræver sit, gennem sollyset, der kaster et nådeløst skarpt lys på det liv, der rinder ud og passerer revy. Indtil hans livs kærlighed oplyser ham om, at fortællingen sluttede flere skridt tilbage. Det er nyttesløst at kæmpe. Nevermind, som Leonard Cohen synger i introen.
Og så alligevel. Ani Bezzerides og Jordan Semyons møde i Venezuela, hvor livet danses og leves i natten, er vel et håb om frelse. Selv den sorteste nat slutter ved daggry.
Læs også: Hvad bliver konsekvenserne af den nedslagtede ‘True Detective 2’?
Læs også: Alt, hvad der var galt med ‘True Detective 2’