‘Jeg er Ingrid’
»Play it, Sam. Play ’As Time Goes By’«.
Kvinden bag verdens vel sagtens mest citerede filmreplik, svenskfødte Ingrid Bergman, ville være fyldt 100 år den 29. august i år.
Stig Björkmans dokumentar, ’Jeg er Ingrid’, er en utilsløret hyldest til skuespillerinden, der lagde verden og Humphrey Bogart for sine fødder i ’Casablanca’ i 1942. Filmen indgyder allerede tilbedende fans (som jeg selv) fornyet respekt for Bergman, der livet igennem gik sine egne veje og trodsede datidens bornerte moral. Og kender du ikke allerede historien om Ingrid Bergmans liv og karriere, vil ’Jeg er Ingrid’ både overvælde og overraske. For Ingrid Bergman var sin egen – både foran kameraet og i sit omtumlede privatliv.
Privatlivet er grundstenen i filmens fortælleteknik. Det er gennem Ingrids private dagbogsnotater, breve og 16mm-film, at Björkman ruller historien ud. »Jeg er Ingrid«, noterer teenagepigen i sin dagbog. Hendes mor dør, da Ingrid kun er to år gammel. Den elskede far lider samme skæbne, da Ingrid er 13. I dagbogen og de talrige fotografier taget af hendes far finder hun trøst og fikspunkt. Her skriver hun sig selv ud af tristessen og bestemmer sig for, at hun vil være skuespiller – fast besluttet på at takke ja til alt, hvad livet tilbyder hende.
Som skrevet, så gjort. Hun debuterer som statist i en svensk film i 1932, bliver gift og får datteren Pia. I 1939 kalder Hollywood, og Ingrid rejser alene – præcis som landskvinden Greta Garbo havde gjort det i slutningen af 1920’erne – over Atlanten til en kontrakt med byens varmeste navn, produceren David O. Selznick.
Ingrid Bergmans indtog i filmbyen udspiller sig som en stjerneparade af hvem-er-hvem i Hollywoods glansperiode. Er du bare en smule interesseret i klassisk filmhistorie, bjergtager de talrige samarbejder med store instruktører som Victor Fleming, Alfred Hitchcock, George Cukor og den italienske neorealist Roberto Rossellini (som Ingrid indledte en meget offentlig affære og senere giftede sig med). Legender, som Ingrid selv har fanget i afslappede øjeblikke foran hendes evigt rullede kamera og fotografiapparat. Det er Hollywood set igennem Ingrid Bergmans varme, forelskede optik, blandt andet Hitchcock, der pjatter rundt i haven.
Hjemmevideoerne, optaget i både farve og sort-hvid igennem et helt liv, sætter både banale, urovækkende, eventyrlige og yderst intime billeder på hele fortællingen. De er filmens scoop, idet de viser en side af den feterede Hollywoodskuespillerinde fra den gyldne periode i 1940’erne og 1950’erne, som man egentlig ikke troede eksisterede. Filmene i filmen er dragende og gjort af et særligt, drømmelignende stof med azurblå swimming pools, kunstfærdige filmkulisser og Ingrid og Robertos italienske gemmesteder fra de frådende horder af paparazzier.
Allestedsnærværende Alicia Vikander giver dæmpet, men viljefast stemme til dagbogsnotaterne og de talrige breve fra Ingrids egen hånd, mens Michael Nymans score sovser filmen ind i den helt rette dosis af melankolsk-romantiske klavermelodier. På mange måder er ’Jeg er Ingrid’ et klassisk, stjerneforelsket og endog meget unuanceret skuespillerindeportræt. Og så alligevel ikke. Takket være hovedpersonens egne, enestående optagelser.
Kort sagt:
Det er igennem instruktør Stig Björkmans venskab til Ingrid Bergmans datter Isabella Rossellini, at ’Jeg er Ingrid’ er blevet til. Isabella selv (og hendes andre hel- og halvsøskende) fortæller også åbent i filmen om forholdet til en mor, der var mindst lige så optaget af sin karriere som sine børn. Men heldigvis uden en bitter eftersmag. Vi er milevidt fra en skandaløs ’Mommie Dearest’-fortælling. I stedet får vi et overraskende intimt indblik i et ekstraordinært liv – så tæt på at være signeret af Ingrid selv som overhovedet muligt.