‘Depression Cherry’ er endnu et fornemt Beach House-album
Albumtitlens sammenstød af det konkret sanselige og en abstrakt tilstand er ganske kendetegnende for Beach Houses særegne leje mellem det bitre og det sødmefulde, det magiske og det mareridtsagtige.
Duoen bevæger sig på ’Depression Cherry’ på lignende vis mellem den drømmesfæriske pop, der kom til udtryk på særligt ’Bloom’ fra 2012, og en drone-svanger artrock, der er beslægtet med Yo La Tengo, som man konstant ser paralleller til på det nye album, om end Beach House er et mindre versatilt band end veterangruppen fra Hoboken, New Jersey. Hvor Yo La Tengo maler med hele paletten, vælger Beach House sine farver med omhu og tilføjer nuanceforskellene med diskret charme snarere end demonstrative virkemidler.
Det artrock-pågående kommer fint til udtryk på førstesinglen ’Sparks’, der er båret af en skærende guitarlinje og en ulmende orgeltone, som var fremmed på ’Bloom’, men som påfører sangen et drive og en insisteren, der klæder bandet, som ellers nogle gange forfalder til det sfæriske, for ikke at sige søvnige.
Nogle vil savne den poptæft, der på forgængerne (’Bloom’ og ’Teen Dream’) resulterede i berusende popøjeblikke som ’Norway’, ’Zebra’, ’Wild’ og ’Other People’. De mest enkelt skårede (og korteste) sange på ’Depression Cherry’, såsom ’10:37’ og ’Wildflower’, har lidt af den samme atmosfære, men uden at vække samme umiddelbare melodiske tænding. ’Space Song’ er nok det eneste bud på et crossover-hit i denne ombæring med sit centrale synthriff og en lækker basgang.
Manglen på potentielle hits er dog ikke et problem på et helstøbt album, hvor de musikalske teksturer er både mere simple og mere komplekse end tidligere hørt hos duoen. En skærende kontrastfornemmelse er trådt ind i musikken, der ofte er domineret af golde synthflader, mere aggressivt pirkende guitarudladninger (når de endelig bryder frem) og repetitive trommemaskinespor. Man skal grave dybere efter de gode melodier, men det betyder ikke, at de ikke er der. Som på den besættende, over seks minutter lange ’PPP’, kræver det bare lidt mere indlevelse at lokalisere dem.
’Depression Cherry’ er endnu et fornemt album fra Baltimore-duoen, der frem for at kapitalisere på deres efterhånden markante popularitet, laver et blidt venstresving væk fra indierockens hovedtrafikåre i retning af mindre trafikerede sideveje. At de næppe vinder mange nye fans, vil ikke bekymre de efterhånden mange etablerede af slagsen, der længe har været overbeviste om Beach Houses fortræffeligheder.
Kort sagt:
Beach House dyrker metronomiske trommespor og golde synth-flader på et album, der både er mere komplekst og simpelt end sine forgængere: Melodierne er mere indadvendte, men gruppen udviser en søvngængersikker evne til at udfolde ideerne med retningsfornemmelsen i behold.
Læs også: Ønsk sange til Beach House-koncerten i Store Vega