Lana Del Reys stilsikre ‘Honeymoon’ er som én lang ballade
Der har længe gået rygter om, at Lana Del Reys tredje album ville markere en tilbagevenden til stilen fra debutalbummet ’Born to Die’. Det vil sige grandiose ballader spædet op med hiphop-beats – frem for at bære præg af den stenede, vibrerende landevejsrock på ’Ultraviolence’. Man kunne ikke undgå at få den tanke, at Del Rey nærede et ønske om at befæste sin status som popstjerne frem for at gå nye eksperimenterende veje. ’Ultraviolence’ har alt andet lige – og trods dets kvaliteter som værk – kun solgt godt en femtedel af debuten.
I mit iTunes-bibliotek ligger ’Ultraviolence’ lige efter ’Honeymoon’, og når sidste nummer på det nye album – en ret forglemmelig coverversion af Nina Simones ’Don’t Let Me Be Misunderstood’ – går over i første nummer på det gamle album, ’Cruel World’, er forskellen temmelig sigende. ’Cruel World’ simrer, syder og kaster skygger og lys på en måde, som Del Rey slet ikke på noget tidspunkt på den 65 minutter lange efterfølger kommer i nærheden af.
De modhager og knaster som var til stede i Dan Auerbachs produktion på ’Ultraviolence’, er på ’Honeymoon’ komplet fraværende til fordel for en mondæn, meget kontrolleret og langsom balladestil, der trækker endnu mere på Nancy Sinatra/Lee Hazlewood-makkerskabet fra 60’erne end det var tilfældet på ’Born to Die’. Der er simpelthen skåret ned for de moderne elementer, der forankrede debutalbummet i året 2012. På ’Born to Die’ var nostalgien som en motor for nutidsdrømme, snarere end et tilsløret, henført plagiat af en stil fra fortiden.
Bortset fra ’High by the Beach’, hvis trap-beat-omkvæd giver albummet en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, er det svært denne gang at få øje på hiphop-inspirationen, som Del Rey ellers har talt meget om. Der er tale om den ene grandiose klaver- og strygerindsmurte ballade efter den anden. Del Rey rammer stilen ret rent, så hvis man tiltales af den noget monokrome farvelade, er der meget godt at hente, ikke mindst på den David Bowie-refererende ’Terrence Loves You’, ’Art Deco’ med sin udvaskede electronica som backing (det er en af få gange albummet giver sig til kende som et nutidigt album) og den flot svungne ’Swan Song’, hvor sangerinden byder på en ultra-dyb croon, som det er svært at forestille sig andre popstjerner end hende eksekvere med samme fatale panache.
Der er intet galt med sangene på ’Honeymoon’. De er stilsikre og veludførte. Det er desuden modigt af Del Rey at satse (næsten) hele butikken på forførende, nostalgiske torch songs.
Sagen er den, at ’Honeymoon’ hverken er en ny ’Born to Die’ (dertil mangler den oplagte hits) eller en ny ’Ultraviolence’ (dertil mangler den variation og detaljerigdom). Det er helt sit eget i det moderne poplandskab, samtidig med, at det er et lettere forudsigeligt next step for Del Reys filmstjernesværmeriske persona.
Det er en styrke, at hun har fundet sin egen niche, men næste gang må hun gerne gentænke sin stil på en lidt mere radikal måde. Hvis det indebærer en genoptaget og bestyrket romance med beats og andet lir, klager jeg ikke. Men hun kan selvfølgelig også tage skridtet fuldt ud, skide på popkarrieren og lave et jazzalbum. Så længe hun foretager et klart defineret kunstnerisk valg frem for ’bare’ at holde gryden (med den velsmagende ret) i kog.
Kort sagt:
Stilen på Lana Del Reys tredje album er næsten stædigt ensformig, hvilket både er et modigt og lidt kedeligt valg. De velsiddende ballader med et tydeligt ekko af Lee Hazlewoods sangskriverbutik fra 60’erne, fejler bestemt ikke noget, men man savner musikalske indspark (ikke mindst en mere progressiv brug af beats), der kan tidsfæste albummet i nutiden frem for en nostalgisk drøm om fortiden.
Læs også: Smuk, men fordømt: Her er tre album, der indkapsler essensen af Lana Del Reys persona