90’ERNE GENOPLIVET: Teknologisk set har vi bevæget os med syvmilesskridt siden 90’erne. Det bliver man i særdeleshed bevidst om, når man kigger på sin smartphone. For rigtig meget af det, der krævede en separat kuffert at slæbe rundt på, er simpelthen bare flyttet ind i din smartphone.
Her har vi samlet fem teknologier og funktioner, du klarer gennem din smartphone og som har gjort livet 1.000 gange lettere.
1. Personligt tv i lommen
I halvfemserne var flow-tv alt, der fandtes. I Danmark havde vi et sparsomt udvalg af kanaler og man kunne være sikker på, at snakken i skolegården ville gå på gårsdagens afsnit af ‘Robinson Ekspeditionen’. For alle havde set det – det blev man nødt til, for at kunne tale med om det. Det samme gjorde sig eksempelvis gældende med ‘Twin Peaks’ i USA og hele den ungdomskultur, der opstod omkring MTV.
I dag føles selve konceptet med flow-tv næsten forældet. Film, klip og tv ses på YouTube eller andre platforme og for rigtig manges vedkommende foregår det på farten. Mere end halvdelen af YouTubes visninger foregår på smartphones eller tablets. Samtidig er de sociale medier blevet et hjemsted for rigtig meget TV-lignende indhold. For eksempel er Snapchats Discover-sektion bygget op omkring forskellige kanaler og aktuelle begivenheder i verden.
2. Alle er fotografer
Måske vigtigst af alt, har smartphonens integrerede og stadigt mere avancerede kamera gjort alle og enhver til amatørfotografer, der let og hurtigt kan tage, fremkalde og dele billeder med venner og familie.
I 90’erne kunne man på storbyers centrale pladser såvel som i private hjem ikke sparke sig vej frem for familiefædre, der forevigede ferieminder og børnenes første skridt med et Sony Handycam i håndfladen. I løbet af halvfemserne begyndte de at blive mere og digitale, hvilket var store sager dengang.
I dag bruger langt de fleste deres smartphone til billeder og video og skal ikke bekymre sig om store tasker med ekstra batterier, bånd og kabler. Det er forbeholdt de rigtigt professionelle i dag. Der kommer tilmed flere og flere eksempler på tv-serier (‘Modern Family) og film (‘Tangerine’), der er optaget med smartphones, så måske er kameraet til professionel brug også snart en saga blot.
3. Dating med et fingerstrøg
Online-dating var muligt i halvfemserne. Det er den nu håbløst forældede ‘You’ve Got Mail’ et vidnesbyrd om. Her mailer Tom Hanks og Meg Ryan frem og tilbage uden at kende hinandens virkelige identitet. Når det er rigtigt intenst, så er de online samtidig og så går bølgerne rigtig højt.
Andre alternativer, der også var populære i halvfemserne, men efterhånden blev udraderet, da Internettet gik sin sejrsgang, var eksempelvis Tele Danmarks træfpunkt.
I dag er dating for rigtig manges vedkommende forbundet med en app og et fingerstrøg til højre eller venstre. Hvad man mener om den udvikling er en helt anden snak, men det er unægteligt blevet nemmere at arrangere en date.
4. GameBoy’ens banemand
Hvis man skulle game på farten i 90’erne, så hed løsningen GameBoy og senere hen GameBoy Color. Det var Nintendos konsol til de små kassetter med spil. De mest kendte spil er nok Mario-serien, Pokémon og Zelda.
Der udgives stadig mobile gaming-konsoller, men de har det svært i en tid, hvor mobilspil har taget gevaldigt over.
Men samtidig har den mobile gaming-revolution affødt en anden kuriøs kultur. 90’ernes spil bliver genudgivet til mobil gennem såkaldte emulatorer og flere af dem har stadig en stor populærkulturel stjerne, for eksempel Pokémon-spillene, der for nylig blev et fællesprojekt for verdens befolkning at gennemføre og eksempelvis bliver genudgivet til Nintendo 3DS. Det kan indikere, at halvfemsernes store titler ikke var så ringe endda, men faktisk holder den dag i dag. Det er bare de færreste, der orker at bære rundt på en konsol til at spille dem.
5. Musikstreaming for masserne
Hvis man skulle høre musik på farten i halvfemserne foregik det for manges vedkommende med en Walkman eller en Discman, hvor man kunne proppe henholdsvis sit fedeste kassettebånd eller sin nye cd i (eller sin Mini-Disc, hvis man var rigtig vild) og så forsøge at proppe herligheden i lommen. Og så gjaldt det om at gå rimelig stille, så cd’en ikke hoppede og stoppede eller fik ridser.
Discman’en blev overtaget af mp3-afspillere – mest fremtrædende var Apples iPod, der kom i 2001 – der blev fyldt med mere (ulovligt downloadet) musik end man kunne have på en cd. Siden er også mp3-afspilleren rykket ind i alle smartphones.
I dag kan man tilgå stort set al verdens musik via en app uanset hvor du er og streame det på mobilen uden at eje det i fysisk form. Det er vitterligt ganske og aldeles befriende, men selvom det må forventes at flere mennesker har fået adgang til meget mere musik, så var der flere penge i musikbranchen i 90’erne, der regnes for cd-salgets storhedstid.
6. Alverdens viden overalt
I kombination med Internettet har smartphonen gjort al viden tilgængelig overalt. Det er slut med at gå på biblioteket og vente på at få en ledig computer for at tilgå world wide web. Verdens samlede viden er langt mere lettilgængelig i dag i forhold til for 25 år siden.
Det er både en forbandelse i form af information overload og en gave, at vi har den mulighed. Indtil videre formår vi at udnytte den til fulde i form af lærerige katte-videoer.
Læs også: Mesterværker: 20 album der definerede 90’erne som musikårti
Tjek hele vores tema – 90’erne genoplivet – HER.