Vis mig, hvor højt ’The Shawshank Redemption’ ligger på din liste over yndlingsfilm, og jeg skal fortælle dig, hvilken type filmelsker du er!
For findes der en film, der deler vandene mere end Frank Darabonts film om håb, retfærdighed og værdien af godt gammeldags kammeratskab? Eller i hvert fald: Som deler vandene på en mere interessant måde?
Som bekendt er ’The Shawshank Redemption’ placeret helt i toppen af listen over de bedste film nogensinde på verdens største filmdatabase, IMDb. Det er den naturligvis, fordi mange elsker den, ja, faktisk har den ad åre tilkæmpet sig en status som en All-American Classic. Men dens overraskende placering gør også ’The Shawshank Redemption’ til den film, flest selverklærede cineaster elsker at hade allerinderligst.
Så hvad er det med ’The Shawshank Redemption’, der på dansk bærer den mere publikumsvenlige titel ’En verden udenfor’? Hvorfor ligger netop denne film, som aldrig – som i aldrig nogensinde – figurerer på anmeldernes lister over verdens bedste film, nummer 1, og hvad siger det om øjnene, der ser?
Er det kritikerne, der er en forsamling uforbederlige snobber, eller er det det brede filmpublikum, der har fået en lidt for sentimental historie til at klæbe fast i hjertekulen? Eller er det i virkeligheden IMDb, der har problemet?
I dag havde den fået Oscar’en
Stephen King-filmatiseringen har solet sig på førstepladsen af verdens største filmsite i en længere årrække. ’The Dark Knight’ lå nummer 1 en kort overgang i forbindelse med hypen oven på Heath Ledgers død, og ’The Godfather’ har også indtaget førstepladsen i perioder, men ’Shawshank’ er uden skyggen af tvivl den ultimative IMDb-film.
At den har haft tilsvarende svært ved at overbevise kritikerstanden om sine fortræffeligheder, peger tilbage på den gamle traver om ’smal’ vs. ’bred’, eliten over for menigmand.
Det er en film med en tilsyneladende evigtgyldig appel. Dens bedagede (eller mere positivt formuleret: klassiske) filmsprog og fortællefacon med sin rørende historie om et individs overlevelse på trods af grusom modgang er en selvskrevet klassiker for det brede filmpublikum, der hjertens gerne spejler sig i filmens hovedperson, Andy Dufresne (Tim Robbins), og hans trofaste kammerat, Red (Morgan Freeman).
Dufresne (Tim Robbins) dømmes for mordet på sin kone, selvom han i virkeligheden er både uskyldig, godmodig og stræbsom. Han kæmper trods benhårde odds for at genvinde friheden. Og efter lange, bange anstrengelser lykkes det ham at grave sig vej ud af fængslet. Roger Deakins’ berømmede tracking shot af den lange tunnel, da politimændene opdager Dufresnes flugt, er filmens mest ikoniske skud.
’Shawshank’ er nok den mest Oscar-venlige film, der rent faktisk gik glip af en Oscar. Men at filmen tabte til ’Forrest Gump’ i 1994, er faktisk den beslutning, som den største andel af Oscar-akademiets medlemmer gerne ville gøre om, hvis de fik muligheden for at ændre på historiens gang. Det viste en undersøgelse fra tidligere i år foretaget af The Hollywood Reporter blandt et anonymt, men repræsentativt udvalg af de nuværende ca. 6.000 akademimedlemmer.
Det var internettet, der gjorde det
Det er kongeeksemplet på en film, som filmpublikummet har taget til sig retrospektivt i en grad, så man overser, at der var en ganske god grund til, at den ikke vandt Oscaren i 1994: Den var ikke specielt populær, da den udkom.
Den lignede således længe en underskudsforretning for filmselskabet bag, Columbia Pictures, og det var kun den ekstra opmærksomhed omkring filmens Oscar-nomineringer, der hev den nogenlunde tørskoet i land (den indspillede for 28 mio. dollars på et budget af 25 mio. dollars, eksklusive marketing).
Filmens tiltagende popularitet gennem årene siger en del om, at særlige typer film – dannelsesfortællingen om et individ, der må grueligt meget igennem, før han eller hun finder lykken – har et særligt greb om filmpublikummets affektion. Men det står samtidig klart, at selvsamme publikum ikke er foreneligt med det kritiker- og feinschmeckerparnas, der i 1990’erne befandt sig på magasin- og avisredaktionerne, men som i vore dage i højere grad udgør sin egen stædige boble på internettet.
Det selvsamme internet, der har løftet ’The Shawshank Redemption’ til en uomgængelig film.
Filmens pop-æra lader vente på sig
Lad os tage en lille afstikker til musikkens verden.
Pitchfork kørte for nylig en ugelang feature med ’de 200 bedste sange fra 1980’erne’, der tilskrev en ret dominerende position til ’rene’ popnavne som Michael og Janet Jackson, Madonna, Prince, Sade, Whitney Houston etc. I 2015 kan et toneangivende ’elitært’ musiksite som Pitchfork altså sagtens omfavne popmusikken og dens vitale betydning for et særskilt årtis kunstneriske landvindinger.
Det er svært at blive taget seriøst som nysgerrig musikforbruger (eller musikkritiker) i 2015, med mindre man anerkender, at Taylor Swift skriver smittende popsange. Der er sket en ’sammensmeltning’ af de parametre, ud fra hvilke vi bestemmer os for, hvad der er ’god smag’, og af vores begreber om pop og det alternative.
Men hvor opfattelsen af musik har flyttet sig, står synet på den brede filmkunst lidt mere i stampe, hvilket kan skyldes, at de store filmselskabers forsøg på at fremtidsfjernstyre publikums smag og behov med nøje kalkulerede franchises til forveksling ligner en stalinistisk femårsplan fra 1930’erne.
British Film Institutes liste over verdens bedste film udpeget af hhv. kritikere og instruktører, der offentliggøres hvert femte år i filmtidsskriftet Sight & Sound, er en fin indikator for, hvordan den ’elitære’ filmsmag udvikler sig. Ser man på den seneste liste fra 2012, er det slående, hvor få amerikanske blockbusters eller publikumsvenlige prestigefilm, der er repræsenteret. Der er over en bred kam tale om, at både kritikere og instruktører ser op til film, der er udpræget ’auteur’-drevne og eksperimenterende i deres filmsprog.
Fra tiden efter 2000 finder vi kun to film på listens top 100, nemlig Hong Kong-instruktøren Wong Kar-wais ’In the Mood for Love’ og David Lynchs ’Mulholland Drive’. Ikke alene er kritikerne meget tilbageskuende i deres valg, men når de endelig føler sig betaget af nyere film, er det altså film, der blander drøm/fantasi og virkelighed på en måde, der gør op med klassiske fortællemodeller.
Meget kan man sige om ’Billie Jean’, ’I Wanna Dance With Somebody’, ’Into the Groove’ og andre af Pitchforks ’bedste sange fra 80’erne’. Men de adskiller sig ret tydeligt fra en Wong Kar-wai- eller David Lynch-film!
IMDb-brugeren: En post-pubertær ung mand
På IMDB’s liste er der 28 titler fra efter år 2000 på top 100 (!), næsten alle sammen amerikanske mainstreamfilm, blandt andet flere film af stordyrkede blockbuster-instruktører med appel til fanboy-segmentet som Christopher Nolan og Peter Jackson.
Det står samtidig klart, at IMDb ikke er the be all and end all i forhold til at afgøre, hvad det brede filmpublikums smag er. Undersøgelser af brugerprofilen på sitet viser, at mænd i alderen 18-29 er klart overrepræsenteret, og kun en af ud fem brugere er kvinder. På den måde afspejler sitet måske mere de store filmselskabers forestilling om, hvordan den typiske biografgænger ser ud, end den faktiske biografgænger.
Derudover kan vi slå fast, at IMDb-brugerne alt overvejende stemmer på godt anmeldte prestigefilm/blockbustere. Det er bestemt ikke enhver type biografhit, der kravler højt op på listen. Et aktuelt hit som ’Spectre’ kan fx ikke forventes at bryde ind på listen, dertil har især de amerikanske anmeldelser været for blandede.
Et problematisk aspekt ved listen er desuden, at brugerne sagtens kan stemme på film, de ikke har set, alene med det formål at bestyrke eller handicappe en anden films muligheder for at fastholde en høj score.
Det vil sige, at fans af ’The Shawshank Redemption’ kan tænkes at give en lav score til ’The Godfather’ for at forhindre den i at overtage førstepladsen. På den måde handler IMDb ofte om en for-eller-imod-holdning til film – og denne mentalitet skaber fanfraktioner, mere end den skaber eksklusivt saglige bedømmelser.
Alle elsker Shawshank
Men hvis man ser på, hvordan brugerne af IMDb og kritikerne vurderer film kvalitetsmæssigt, vil man hurtigt kunne konstatere, at kritikerne generelt – på tværs af alle genrer – er mere kritiske end brugerne. Det kan man fx konstatere, hvis man sammenligner de gennemsnitlige IMDb-værdier med tilsvarende værdier for kritikeraggregatsider som Metacritic og Rottentomatoes.
Det er interessant, at ’The Shawshank Redemption’ scorer en førsteplads inden for samtlige demografiske profiler/grupperinger hos publikum på tværs af køn, alder og indtægt. Til sammenligning er filmen end ikke på top 100 over de bedst anmeldte film på hverken Rottentomatoes eller Metacritic.
’The Shawshank Redemption’ er en underlig størrelse. Den er et meget typisk produkt af 1990’ernes filmstudiesystem, hvor den såkaldte prestigefilm stod stærkt. Disse film – herunder Oscar-vindere som ’Forrest Gump’ og ’The English Patient’ – var ikke specielt optaget af at afbilde eller reflektere virkeligheden, de var mere optaget af at inspirere deres publikum med pænt indpakkede humanistiske budskaber.
Filmen er næppe noget kunstnerisk storværk, men den har på den anden side de kvaliteter, der gør, at det ikke er så underligt, at den er blevet ophævet til guldstandarden for en bred Hollywood-fortælling. Den engagerer dygtigt og bearbejder effektivt sit publikum følelsesmæssigt. Vi lever os ind i Andys smerte over at være blevet uretfærdigt dømt, og vi lever os ikke mindst ind i Reds (Morgan Freeman) ønske om at få en ny chance uden for fængslets mure – og i sidste ende at blive genforenet med sin ven.
Brugen af voice-over er filmens ’populistiske’ svendestykke. Her sættes der ord på smerten på en måde, der virkelig masserer følelserne. Om noget finder vi her en grund til at filmen deler vandene: Kritikerne foretrækker traditionelt en ’show, don’t tell’-æstetik, mens publikum ikke er nær så skræmt over at få fortalt, hvad de skal tænke og føle. ’En verden udenfor’ appellerer til et hjerte indeni.
Og lektien er…
At ’The Shawshank Redemption’ netop ikke var en stor biografsucces i 1994, fortæller en vigtig historie, nemlig at god marketing måske nok er make or break på den korte bane, men filmen i sig selv tilsyneladende altid vinder på den lange bane. Publikum bliver aldrig træt af gode, velfortalte historier, som har noget på hjerte, og hvor der står noget på spil.
’Shawshank’ har vist sig at have et helt umanerligt hårdt tag i også nye generationer af filminteresserede. Filmen kan utvivlsomt noget.
Men dens position her 21 år efter premieren viser også med al tydelighed, at man ikke skal undervurdere IMDB’s indflydelse på raden af yngre filmfans, der skeler til listens ’kanon’, når de skal gennemgå et crash course til filmhistorien. Der er noget selvforstærkende over denne kanoniseringsproces. Man ser de film, man føler, man bør se (kritikerne gør i øvrigt det samme – bare med nogle lidt andre film).
Og historien om ’The Shawshank Redemption’s topplacering på IMDb er således ikke mindst historien om IMDb’s kolossale magt. Brugerne på The Internet Movie Database kan kanonisere film og dømme andre ude – og om man synes, det er befriende demokratisk eller et udtryk for ærgerlig populisme, afhænger af øjnene, der ser.
Læs også: De 10 mest essentielle indie-film fra 90’erne – rangeret
Tjek hele vores tema – 90’erne genoplivet – HER.