Coen, Tarantino, Linklater: De 10 mest essentielle indie-film fra 90’erne – rangeret

I 90’erne brød en række af nyere tids vigtigste amerikanske auteurs igennem med cool, opfindsomme lavbudgetsfilm, der gav det etablerede Hollywood fingeren. Det var dem, der kom til at definere årtiets amerikanske filmkunst. Og her kårer vi de bedste.
Coen, Tarantino, Linklater: De 10 mest essentielle indie-film fra 90’erne – rangeret

1990’erne bliver som regel fremhævet som årtiet, hvor amerikansk independentfilm brød op til overfladen og gav den etablerede filmbranche og deres bovlamme prestigefilm lidt af en kæberasler med sin friskhed, fantasi og fandenivoldskhed.

Gennembruddet blev for alvor sat i svingninger af Steven Soderberghs Cannes-vinder ’Sex, Lies and Videotape’ i 1989. Produktionsselskabet bag hed Miramax og blev søsat af brødreparret Harvey og Bob Weinstein. De indledte sidenhen et samarbejde med en ung filmnørd ved navn Quentin Tarantino. Resten er, som man siger, historie.

Men hvad er en independent-film overhovedet? For at undgå forvirring og hovedbrud hos læseren har vi opstillet ét – og kun ét – kriterium: De udvalgte på denne top 10 over de bedste amerikanske indiefilm fra 90’erne overskred ikke et produktionsbudget på 10 mio. dollars (de fleste af dem var sågar en hel del billigere).

Det udelukkker Wes Andersons tidlige hovedværk ’Rushmore’, Alexander Paynes ditto, ’Election’, og Spike Jonze/Charlie Kaufman-kultkonfektionen ’Being John Malkovich’. De tre film (og andre i samme prisklasse) vil man spejde forgæves efter.

Nyd til gengæld disse 10 film, som indkapsler 90’ernes tidsånd, men også overskrider den. De holder i dag og skal ses af enhver, der kalder sig filmelsker.

10. ’Slacker’ (instr. Richard Linklater)

Indie-værdierne blev i 90’ernes begyndelse ofte gunstigt parret med Generation X- og slacker-tematikker i film, der hyldede det henkastede liv, som det leves blandt unge i malls, videobutikker og på tilsmudsede teenageværelser, et døsigt omstrejfende liv, hvor skateboardet er den foretrukne transportform, og en omvendt kasket holder styr på de fedtede lokker.

Få har bedre indfanget den rastløse unge mand eller kvinde fanget ved ’historiens ende’, det liberale paradis af velstand og komfort, som kommunismens endeligt og Murens fald indvarslede, end Richard Linklater, der modsat andre af den tids slacker-auteurs som Kevin Smith og Larry Clark har skabt sig en imponerende og meget alsidig karriere, senest i form af sidste års Oscar-also ran, ’Boyhood’.

Hvor skulle man gå hen med den eksistentielle lede, som er enhver teenager forundt, i en tidsalder, hvor fornuftige forbrugsvaner og en altgennemtrængende politisk korrekthed herskede?

Linklater er først og fremmest en meget nysgerrig iagttager. Han interesserer sig åbenlyst for sine karakterer – alle sine karakterer – hvilket i ’Slacker’ resulterer i en forfriskende rastløs form for film, hvor et bredt udvalg af stenede skæbner kommer til orde. Der tales og tales og (lomme)filosoferes (om terrorisme, rejser, sex, Nietzsche etc.), mens kameraet uden at kere sig synderligt om plot eller fortælling bevæger sig fra den ene lokalitet og situation til den næste.

Det kan godt være, ’Slacker’ føles lidt vel lang i spyttet, men Linklater er i fuld kontrol over sit materiale fra start til slut, og filmens længde understreger sådan set bare hans kunstneriske ambition trods værkets ’tilfældighedspræg’.

9. ’Welcome to the Doll House’ (instr. Todd Solondz)

De fleste, der genkender navnet Todd Solondz, forbinder det nok med filmen ’Happiness’ (1998), hvor blandt andre Philip Seymour Hoffmann viser sig fra sin mest patetiske og creepy side, mens som havde et for stort budget til at overkomme kriterierne for denne indie-liste.

Solondz har siden 90’erne haft svært ved at bevare den friskhed i sine fortællinger, der præger hans tidlige film. Måske fordi han dybest set er så sorthumoristisk, at det kan føles omsonst at argumentere for, at hans film er andet og mere end udpenslet nihilisme. Når man ikke kan mærke det bankende hjerte bag hans elendighedsteater, risikerer man fuldstændig at miste appetitten på værket. Det gør sig ikke gældende med ’Welcome to the Doll House’.

Dawn Wiener (spillet fremragende af amatøren Heather Matarazzo) er udsat for mobning på sin skole. De andre er ude efter hende på grund af hendes tøjstil og udseende og truer hende med vold (og det der er værre). Derhjemme står hun i skyggen af sin storesøster, Missy, der ikke har meget andet end kold foragt tilovers for Dawn. Forældrene er mere optaget af populære Missy end af kiksede Dawn.

Lyder det som en downer af rang? Det er det måske også, men det fine ved filmen er, at Solondz præsenterer os for en karakter, der føles mere menneskeligt vedkommende end figurerne i hans senere film.

Dawns menneskelighed og nysgerrighed over for verden kan nemlig ikke knægtes. Hun klør på. Hun bevarer en kerne af empati og sødme, selvom all odds synes imod hende. De virkelige tabere, antyder Solondz, er de såkaldt succesfulde og populære, der kæmper så hårdt for deres plads i en kynisk verden, at de er i fare for at miste sig selv.

8. ’Kids’ (instr. Larry Clark)

Da Werner Herzog så ’Kids’, erklærede han begejstret, at filmens ultra-unge manuskriptforfatter, Harmony Korine, var ’amerikansk films fremtid’. Man kan diskutere, om det kom så vidt, men Korine har uophørligt pløjet sin helt egen fure i independentfilmlandskabet lige siden.

Han har for eksempel været forbi dogmefilm (’Julien Donkey-Boy’) og senest leveret et overraskende publikumshit (alt er relativt) med ’Spring Breakers’, hvori han viste sig som manden, der langt om længe fandt ud af at bruge James Francos talent til noget meningsfuldt.

Det hele startede med ’Kids’, som han skrev på et par uger, efter at han fik buddet af fotografen Larry Clark, der så et stort talent i teenageren. Resultatet blev en barsk dannelsesfortælling, men hvor alle de gængse elementer i ’dannelsen’ er rystet ud af fokus eller ligefrem vendt på hovedet.

Uanset om man synes, filmen er noget snavs (det var der mange kritikere, der mente i 1995) eller lidt af en åbenbaring, så kan man ikke tage fra den, at den forsøger at tegne et fuldstændigt ufravendt og ærligt billede af en storby-teenagegeneration, der driver formålsløst rundt i en verden tilsyneladende lige så kemisk renset for forældre, som den er fyldt med sex, stoffer og gang-i-gaden.

Chokværdien er indlysende lige fra åbningsscenen, hvor Telly – filmens sleske, sexfikserede protagonist – overtaler en 12-årig pige til at have sex med sig. På den måde er man som tilskuer lige fra starten anbragt i en penibel skruetvinge: På den ene side forstår man godt Tellys motiver, på den anden side ved man, at det han har gang i, hverken er særlig godt for ham eller for hende.

Korine og Clark er ikke kun ude på at chokere eller provokere. Fortællingen opererer med sin helt egen form for (tragisk) konsekvens i form af pigen Jennie, en øm Chloë Sevigny i sin allerførste rolle (hun blev få år senere tidens helt store it-girl), der finder ud af, at hun er HIV-smittet. Hun er filmens moralske anker, dens dårlige samvittighed.

7. ’Clerks’ (instr. Kevin Smith)

En anden ung filmskaber, der skaffede sig et navn i 1990’ernes gryende amerikanske scene for independentfilm var Kevin Smith, der var blot 23 år gammel, da han debuterede med ’Clerks’, der bestemt indskriver sig i kongerækken af slacker-film.

Ikke helt ulig Linklaters ’Slacker’ er fokus i ’Clerks’ på frit associerende samtaler mellem karakterer, der ikke er bange for at tage det lavpandende eller lavkulturelle dybt seriøst, og som er fortrolige nok til ikke at opstille kunstige skel for deres samvær. Personerne i ’Clerks’ er lige så retningsløse i deres liv (fanget som de er i 20’ernes vadested – efter barndom, men før ansvar, karriere og familie), som de er i deres samtalekunst. På den måde spejler det ene det andet, selv når emnerne bliver så langt-ude og dog dybt forankrede, som hvordan arbejdsforholdene mon var på ’Dødsstjernen’, betydningen af tallet 37, cigaretter, pornografi og vanskelighederne ved at være en mand under den seksuelle akt…

’Clerks’ indeholder også sin mængde alvor – en skolekammerats begravelse, ikke mindst – men filmens univers er hovedsageligt optaget af det absurd-komiske ved slacker-tilværelsen, allertydeligst fremstillet via figurerne Jay og Silent Bob (Jason Mewes og Smith selv), 90’ernes vel nok emblematiske slacker-makkerpar (hmm, bortset fra Beavis & Butthead, måske?), der siden vendte grusomt tilbage i Smiths efterfølgende 90’er-film, ’Mall Rats’ og ’Chasing Amy’.

6. ’Barton Fink’ (instr. Ethan og Joel Coen)

’Barton Fink’ er til at begynde med relativt straight fortalt og naturalistisk i sin stil, men cirka midtvejs bliver den fantasmagorisk og sær.

Slutningen foregår i en slags helvede på jord, som måske ’bare’ befinder sig inde i hovedet på den skriveblokerede manuskriptforfatter Barton Fink (John Turturro i en karrieredefinerende hovedrollepræstation), en jøde fra New York, der er kommet på afveje i Los Angeles som en brik i det store Hollywood-maskineri. Bartons fantasier og hans mareridt flettes sammen, og han befinder sig i et bizart limbo, hvor hans vennesæle nabo på hotelværelset ved siden af forvandler sig til en skræmmende psykopat.

John Goodman er lige genialt overbevisende i begge inkarnationer af figuren Charlie.

’Barton Fink’ er mange ting på en gang: En meditation over kreativ frustration (brødrene Coen skrev den i pauserne mellem arbejdet på ’Miller’s Crossing’, som var deres hidtil hårdeste fødsel, hvilket måske forklarer Bartons mistrøstigheder…), altså en ’kunstnerroman’ som film. Den er også rendyrket horror, sædeskildring, film noir og metafilm. Den udstiller på subtil vis filmbranchens klicheer, ikke mindst misforholdet mellem kunstneren og den kommercielle overbygning, der lever af og snylter på den forarbejdede virkelighed, kunstneren skaber.

Kontrasten mellem de rige producenter i Hollywood og den fattige jødiske opkomling, der kæmper med sin skriveblokering på et mildest talt nedslidt hotel, er tommetyk. Der er mange intertekstuelle referencer til både litterære og filmiske forbilleder, ikke mindst Polanskis ’The Tenant’.

’Barton Fink’ blev – trods dens status som Guldpalmevinder fra Cannes – ikke nogen kommerciel succes, hvilket jævnfør filmens tematik og optik er ret ironisk. Den ironi kan Coen-brødrene tillade sig at smile – eller storgrine, hvis de gør den slags – af på næsten 25 års afstand.

5. ’Reservoir Dogs’ (instr. Quentin Tarantino)

Modsat ’Pulp Fiction’ har Tarantinos debutfilm – godt gemt bag sin afstumpede vold og hurtige replikker – en moralsk kerne.

Harvey Keitels Mr. White står over for den udfordring, at han ikke er et moralsk menneske ved at undlade at være lige så slem som den sadistiske Mr. Blonde (Michael Madsen). Man gør enten det onde eller det modsatte af det onde. Det er op til Mr. White at tage bestik af den indsigt og handle derefter.

Men inden vi når dertil, åbner filmen med et af sine mest klassiske øjeblikke, da gruppen af håndlangere sidder om et bord og diskuterer den dybere mening med Madonnas ’Like A Virgin’: Mere end noget andet øjeblik var det måske øjeblikket, der indvarslede 90’ernes friske pust af og for den uafhængige film. Om Tarantino havde tænkt det sådan, ved jeg ikke, men jeg tror ikke, det var et komplet tilfælde, at scenen, der gjorde udslaget, handlede om det foregående årtis måske største populærkulturelle ikon.

Det var et vink med en vognstang: Der skulle luftes ud, men samtidig skulle skellet mellem indie og mainstream, og mellem populærkultur og finkultur, brydes ned.

Måden Tarantino håndterer sin fortælling på (med en langsomt opklarende brug af flashbacks) og det, at selve kernen i filmen er et kup, vi end ikke får at se (en heist movie som anti-heist-movie!), viser hans altgennemtrængende finesse. Derudover er castet imponerende: Udover Keitel og Madsen finder vi Steve Buscemi og Tim Roth i roller, der er som skræddersyet til dem.

Ellers finder vi alle instruktørens trademarks lige fra karrierens get go: Populærkulturreferencer som dynamit under dialogen, et 1970’er-osende soundtrack, men også hans evne til at insistere på, at der bag det postmoderne, smørrede grin gemmer sig en kerne af vold, chok og virkelige følelser, når alt står på spil – og livet hænger i en tynd tråd.

4. ’Safe’ (instr. Todd Haynes)

Todd Haynes’ miks af psykodrama og horror har ad åre oparbejdet et fortjent ry som overset mesterværk. Det er set i bakspejlet Haynes’ bedste film (i hvert fald før hans snart aktuelle ’Carol): En smuk, mærkelig og særdeles urovækkende oplevelse.

Carol White (en Julianne Moore, der aldrig er set bedre end her) er en hjemmegående gift kvinde, der udvikler psykosomatiske symptomer, som i stigende grad gør det umuligt for hende at opretholde den dybt konforme livsstil, der præger hendes indholdsfattige liv. Moore indfanger med fantastisk intuition karakterens helt fundamentale usikkerhed.

Når folk stiller hende spørgsmål, er hun allerede mentalt i gang med at undskylde for det dårlige svar, hun ved vil blive resultatet af anstrengelserne. Hun reagerer med frygt eller undren på selv de mest banale situationer. Til sidst giver Carols krop og sind op. Hun forlader sit liv og bliver optaget i en form for religiøst-terapeutisk kult, hvor hun kan forsvinde ind i sig selv, men samtidig lade sig styre og få anvist en vej af andre.

’Safe’ er en stramt fortalt, men åbent diskuterende film, hvor Haynes uden at svinge for hårdt med den fortællerdidaktiske pisk får sagt noget essentielt om en tid og en kultur, hvor det fundamentalt menneskelige ved mennesket kan gemmes så langt væk fra overfladen, at den til sidst krakelerer.

Men inden det kommer dertil, er vi vidne til Julianne Moores sjælegranskende masterclass, hvor et utal af næsten umærkeligt registrerbare forskydninger perforerer ansigtets spejlblanke overflade – og fortæller en stille historie om et menneske – og en kultur – i frit fald væk fra sig selv.

3. ’Fargo’ (instr. Ethan og Joel Coen)

Frances McDormand vandt fortjent en Oscar for sin rolle som den højgravide politibetjent Marge Gundersen med den uimodståelige Minnesota-dialekt (jaaah?). Måske skyldtes gennembruddet, at Marge var brødrene Coens hidtil mest menneskevarme figur – foruden en slående original helteskikkelse?

’Fargo’ er på mange måder en skizofren filmoplevelse: Den er sine steder aldeles kuldslået, for ikke at sige nihilistisk (især i de afsnit, hvor vi følger Peter Stormare og Steve Buscemi og det ansigtsløse kidnapningsoffer, som brødrene på nonchalant – eller bare tankeløs – vis skaffer af vejen) og hjertelig, lun og komisk i afsnittene med Marge, ikke mindst i scenen hvor hun afhører to ludere om deres kendskab til kidnapperne og de på kostelig vis gentager, at Buscemis figur var »funny-looking«.

På sin vis er ’Fargo’ to forskellige film sat sammen til én. Den let begribelige komedie kaster lys ind over den grimme, trøstesløse mordhistorie, der omvendt kaster en mørk slagskygge ind over Marge og det lille lokalsamfunds trygge hverdagsverden.

Det er næsten for udspekuleret, men også kun næsten i en mesterligt skrevet (plottet er tilslebet til perfektion, og dialogen er et stjerneeksempel på, hvordan lokalkolorit kan forankre en historie), fejlfrit instrueret og blændende fotograferet, klippet og spillet thriller med Minnesotas vinter som et uforglemmeligt bagtæppe.

2. ’Dazed and Confused’ (instr. Richard Linklater)

Hvis ’Slacker’ viste, at Richard Linklater kunne tage temperaturen på samtidens ungdom og dens måde at forholde sig til sig selv, tiden og kulturen på, så viste han med ’Dazed and Confused’, at han kunne sige nogenlunde de samme ting ved at pakke det ind i en medrivende historie.

Kun ’nogenlunde’, for Linklater flytter her fokus tilbage til en dag i 1976 – hans generationsportræt er altså forskubbet. Heldigvis/uheldigvis er teenagere til alle tider ret ens, så det er bekymringer, konflikter og følelser, der er meget genkendelige for enhver ung, hvilket selvfølgelig har sin egen pointe.

1990’erne havde en sær kærlighedsaffære med 1970’erne (et emblematisk eksempel er Weezers ikoniske ’Happy Days’-musikvideopastiche til sangen ’Buddy Holly’), måske fordi, at mange af den tids børn og unge nu var vokset op og kunne afbilde tiden fra et udsigtspunkt som voksne – og de kunne se, hvor forandret verden var. Fra nedtur, kold krig og oliekrise til start-90’ernes økonomiske boom og tilsyneladende ubegrænsede frihed.

Med ’Dazed and Confused’ viser Linklater, at tiden er blevet en anden, men samtidig at tiden står stille. Begge indsigter præsenterer han med knivskarpe iagttagelser og levende karakterportrætter.

Han har hele sin karriere været amerikansk films fornemste antropolog, en sublim menneskekender, der hele tiden er nysgerrig efter at vide mere.

1. ’Pulp Fiction’ (instr. Quentin Tarantino)

Det kan godt være, at ’Reservoir Dogs’ bar den samme kim i sig som ’Pulp Fiction’, men nogle gange handler det om timing. Og timingen var der i 1994, da Tarantino skruede op for alle lamper og leverede sit definitive mind rush af en fortælling. Sagen er jo den, at ’Reservoir Dogs’ blev en klassiker på efterbestilling, for det var dens efterfølger, der sparkede alle døre ind og fik menigmand i biografen.

90’erne var ankommet – og de lignede som så ofte før og siden en ond drøm fra 1970’erne.

’Pulp Fiction’ har en handling, bevares (den har faktisk tre), men den er i sin grundform mindre umiddelbart plotorienteret end ’Reservoir Dogs’. Den er mere åbenlyst postmoderne, cirkulær og selvrefererende – og stiller sig derfor også an som en større udfordring for den mere gængse filmkunst, fordi den bryder denne ned efter de fleste parametre.

Uanset hvor mange gange man ser den, bevarer den sin friskhed. John Travoltas Vincent, der inviterer sin chefs kone (Uma Thurman) ud at spise og danser med hende på den uforlignelige ’Jack Rabbit Slim’s’, Samuel L. Jacksons bibelciterende hitman, samtalerne om franske burgere (a royale with cheese), Christopher Walkens ’guldur’-monolog, Zeds kælder og man kunne blive ved. Indtrykkene står i kø. De knivskarpe dialoger, det træfsikre persongalleri og de forrygende sætstykker fyger over lærredet som velrettede karatespark.

Hvad handler den så om? You tell me. Mit bedste bud er det samme som de fleste græske tragedier: Skæbne og tilfældighed. Det og så noget, der til gengæld er mere 1994 end antik Grækenland: Værdien af at være cool!

Læs også: Paprika Steen og den danske filmsensation:»Det steg og steg, og pludselig faldt det – og jeg faldt hårdt«

Tjek hele vores tema – 90’erne genoplivet – HER.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af