Se det første billede af Michael Fassbender i ’Assassins Creed’

Michael Fassbender, som må siges at være en af Hollywoods absolut travleste mænd pt., indspiller netop nu ’Assassins Creed’ i Spanien, eventyrfilmatiseringen af det populære computerspil af samme navn.

Det første billede fra settet er frigivet, og nedenfor ses Fassbender således i fuldt farverigt kostume som den tidsrejsende Callum Lynch, en mand der erfarer, at han nedstammer fra en slægt af lejemordere i 1500-tallets Spanien; det hemmelige Assassins Society. Ved siden af Fassbender er det den græske skuespillerinde Ariane Labed, kendt fra blandt andet ’The Lobster’ og ’Before Midnight’.

assassins-creed

 

Jeremy Irons indtager skurkerollen som Allan Rikkin i ’Assassins Creed’, der desuden genforener Fassbender med sin ’Macbeth’-medspiller Marion Cotillard og selvsamme films instruktør, Justin Kurzel.

Og skal man finpudse sine forventninger efter dette tidligere rasende vellykkede samarbejde, er der god grund til at se frem til ’Assassins Creed’, til trods for nyere tids mange fæle computerspilinspirerede filmprojekter (hvem sagde ’Hitman’ gange to?).

’Assassins Creed’ får premiere til december 2016.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af