I går var Benal at finde på vores liste over 20 danske album, vi glæder os helt vildt til i 2016. Her kunne vi også fortælle, at det nye album ‘Nu’ (29. jan) bliver gæstet af blandt andre Suspekt, og i dag er resultatet af netop dette samarbejdet blevet offentliggjort i form af det nye track ‘Fri’.
For Benal har det været en overordentlig positiv oplevelse at arbejde sammen med det danske hiphopfænomen, og Benjamin fra gruppen udtaler: »Vi er vokset op på Suspekts musik, og at gå fra at være fans til at være venner er en speciel følelse«.
Han uddyber:
»Jeg var i Suspekts studie og lege sidste vinter… og så inviterede de os til at spille med på nogle af deres Distortion koncerter… og vi spurgte om de havde lyst til at være med på vores album… og de sagde ja… og vi sagde tak… og englene sang, i hvert fald i Alberts og mit hoved… og derefter flettede Albert kurve af lyd til de søde frugter «
‘Fri’ er ude i dag på iTunes og diverse streamingtjenester, og foroven kan du høre nummeret i en live-video fra Benals oktober-koncert i Vega. Den 30. januar spiller Benal gratis releasekoncert for det nye album på Bremen.
Læs også: Disse 10 album skal du høre i janaur – med Bowie, Benal og Wet